Læsetid: 2 min.

'Vi skal ikke blande os'

Det er jo ikke nonner og munke, man hyrer, siger medlem af Udenrigspolitisk Nævn for Venstre Jens Hald Madsen
5. juli 2005

- Jens Hald Madsen, medlem af Udenrigspolitisk Nævn for Venstre, er det i orden, at Danmark deltager i en koalition, hvor lejesoldater med en fortid som krigsforbrydere deltager?

"Jeg mener ikke, at man kan stille det sådan op. Vores primære opgave i koalitionen er at overholde alle de gældende internationale regler og konventioner. Det gælder også de andre lande i koalitionen. Hvert enkelt land er ansvarlig for sine handlinger."

- Hvis Danmark lever op til sine forpligtelser, er det ligegyldigt, hvad de andre koalitionspartnere foretager sig?

"Vi har en forventning om, at de andre lande lever op til deres internationale forpligtelser. Det formoder jeg også, at USA gør."

- Lever USA op til den forpligtelse, når man hyrer lejesoldater med krigsforbrydelser på CV'et til at hjælpe med at opbygge demokrati og respekt for menneskerettighederne i Irak?

"Jeg formoder ikke, at lejesoldater opbygger demokratiet i Irak. Så er vi i en meget sørgelig forfatning."

- Hvis jeg så fortæller dig, at de får uniformer og våben udleveret af det amerikanske militær og deltager i ildkampe på linje med amerikanske soldater?

"Jeg tror, at der er en mægtig god forklaring på det. De opgaver, der normalt bliver givet til lejesoldater, er sekundære. Men hvis man anvender lejesoldater i åben krig, er det da interessant."

- Men er denne praksis i orden med jer?

"Lad os prøve at sætte det i perspektiv: Det er jo ikke nonner og munke, man hyrer til den slags ting. Hvis du kigger på, hvem FN hyrer som såkaldte 'fredssoldater', så tror jeg, at du vil blive skræmt til døde. Hvis man tror, at man kan hyre en lejesoldat med erfaring, der kun har været i krig, hvor man har gået og passet på hinanden, så er man overmåde naiv."

- Så dette er ikke en sag, I vil tage op, for eksempel med præsident Bush?

"Det er ikke Danmarks opgave at gå ind og tage stilling til tvivlsspørgsmål hos amerikanerne. Jeg formoder, at hvis det her er et problem, så bliver det taget op i USA. Og så formoder jeg, at amerikanerne også giver en orientering til Danmark."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her