Læsetid: 2 min.

En blandet landhandel

Pianisten Simon Toldam vil ikke kalde sig jazzmusiker i traditionel forstand. Hans musik stritter da også i mange retninger
10. juli 2007
Pianisten Simon Toldam vil ikke kalde sig jazzmusiker i traditionel forstand. Hans musik stritter da også i mange retninger

Den 26-årige pianist og komponist Simon Toldam repræsenterer den nyeste danske jazz, hvor grænserne er flydende og eksperimenterne mange. Han hjemtog hele to priser ved DMA Jazz 2007 i starten af juni: Årets Nye Danske Jazznavn og Årets Danske Crossoverudgivelse for cd'en, Simon Toldam & Prügelknabe.

Sammen med guitaristen Jakob Bro er han af Statens Kunstfond udvalgt som Official Festival Composer. I den anledning har han komponeret et værk for klaver, fire basklarinetter og slagtøj. Selv siger han om sit pludselige gennembrud:

"Der er sket meget det seneste år. Det er ikke planlagt. Jeg har egentlig bare gjort det, jeg gerne ville. Jeg er glad for, at nogen finder min musik spændende, og for at ringene spredes til fordel for denne form for jazz, der ligger ude i randområderne."

- Føler du, at du er en del af en bestemt tradition?

"Det, fælles for mange af os, er, at vi kommer fra jazzverdenen, at vi er opdraget med f.eks. klassiske jazzplader og standards. Vi udspringer af en improviserende musikkultur. Men jeg vil alligevel ikke kalde mig selv for jazzmusiker i traditionel forstand. Jeg tænker ikke i bestemte kasser. Min musik er en blandet landhandel."

- Der er nogle, der er bange for, at jazzen, som vi kender den, er ved at forsvinde.

"Jeg synes, at vores tid er meget interessant. Der opstår hele tiden nye ting, der udvikler dansk jazz. Hvis man vil høre jazz fra 1930'erne, kan man sætte det på pladespilleren. Der er jo ikke grund til at gøre noget, der er gjort så fantastisk før i tiden."

Simon Toldam henter inspiration fra både rock, kompositionsmusik og jazz, hvilket måske er en forklaring på den musikalske bredde, der kendetegner ham og hans generation.

"Jeg har lige haft et Neial Young-flip, og er meget inspireret af hans evne til at skrive enkle, stærke sange, hvor alt er skrællet ind til kernen. Jeg sætter også en musiker som Jan Johansson højt især for hans musikalske indstilling. Han var på flere måder forud for sin tid, og eksperimenterede med orkestrering og arrangementer for sjove besætninger f.eks. blues for kirkeklokker. Han havde modet til at springe ud i nogle ting."

* Simon Toldam på Copenhagen Jazz Festival 2007: 10. juli: Simon Toldam & Prügelknabe, Frue Plads kl. 16. 12 juli: Alternajam m. Simon Toldam, Literaturhaus kl. 01. 13. juli: 'Uniform' - Official Festival Composer 2007, Borups Højskole kl. 24

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her