Læsetid: 2 min.

Blandt galakser

For fodbold-fantaster var det en særlig dag, da kaptajnen fløj ind i luftrummet over Spanien og lod den specialhyrede maskine sætte landingshjulene på jorden
11. juli 2005

Madrid -Passageren, Thomas Gravesen, har siden kopieret bedriften i kongeklubben Real Madrid, hvor han færdes hjemmevant blandt menige, mutte og meningsdannende mænd.

På billard-græstæppet lunter lømlen rundt blandt fodbold ikoner med navne som Beckham, Carlos, Figo, Owen, Raul, Ronaldo og Zidan.

Skæve ben i en milliard-industri samlet på få kvadratmeter i Las Rozas mindre end 25 euros taxakørsel fra Plaza Mayor i det centrale Madrid.

Her få timer inden sommeren spenderes på eksotiske øer eller i Las Vegas' spillebuler, minder mændene med de alt for store shorts mest af alt om en flok kåde skoledrenge på udgang uden lærerinden.

Livligste knægt er fra egnen omkring Vejle og hedder Thomas.

Humøret og energien rækker op blandt billedmagere og skriverkarle samlet til formiddagstræning i et antal selv ikke ypperlige københavneropgør i danskens bedste fodboldrække matcher.

Gravesen er en kilde til evig uro. Undtagen når der skal arbejdes. Da går vikingen forrest. Som han også gør det, når der skal hentes vildfarende bolde og illustreres tyrefægtning.

'He is one of my guys'

Mens svedperlerne løber ned over issen åbner den danske tyr uden indblanding fra solbrillemændene stålhegnet til det forjættede land, altimens han, på noget der minder om flydende spansk, taler til og med alt og alle i en ikke ringe radius.

"Tommy, Tommy," lyder råbene mod den bredbrystede skikkelse med blottet torso, som på dagen formår at ramme en tangent, hvor tonen hverken er skinger eller falsk.

På sin vej mod civildresset trækker 'Graver' 'kanintænder' frem hos en sky brasser ved navn Ronaldo og tænder glød i øjnene hos en mut engelsk landsholdsanfører, der hænger ud i døren til omklædningen og lejlighedsvis er iført orange plasticsandaler og bomuldshue.

Det tager tid at slippe fra træningsresidensen - hvor de kongelige har lejet sig ind, mens et nyt palads nær lufthavnen Barajas formes frem mod efteråret.

For Gravesen har as usual tid til alle. Tyendet, der samler svedige trøjer op efter træningspasset, mænd i jakkesæt, en dansk formiddagsbladsfodboldkorrespondent, en amerikansk journalist og ikke mindst fansene.

Bag endnu et hegn står kaglende kinesere, smukke spanske studiner og en ung amerikaner.

Hver og en får de krussedulle og digitalfoto på et tidspunkt, hvor kongesønnen af dem alle, prins Raul, og de andre aktører i stjernegalleriet for længst er over alle bjerge.

Manden fra den anden side af Atlanten får sågar et løfte om et adgangskort til helligdommen, Santiago Bernabeu, inden hovedpersonen i det improviserede teater under høje tilråb bevæger sig mod den mørke Audi, der skal føre os mod fredeligere omgivelser inde på Hotel Occidental Miguel Angel.

"Jeg kan gøre det på denne måde, fordi jeg hverken har kone, børn eller planter, der skal vandes," vedgår Gravesen, smiler hen for sig og ser frem mod Reals sommertogt til Seattle, Los Angeles, Tokyo og Beijing, hvor der sidste sommer var mødt en kvart million mennesker i lufthavnen for at tilbede Vestens fodboldguder.

"Det er mit arbejde - og jeg elsker det," lyder kærlighedserklæringen fra dansken, der modsat flere af holdkammesjukkerne endnu hverken bor på et slot eller flyver privat-jet, mens trafikken flyder gennem byen, og tankerne springer til dagen, hvor Thomas Gravesen overnight så sig selv udråbt til galakse blandt galakser og frekventeret af en af Danmarks Radios fermeste kvinder i prime time.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu