Læsetid: 10 min.

Blandt konger i eksil

6. maj 2006

Estoril i slutningen af 40'erne var et fuldstændigt vanvittig sted. Det vrimlede med eksilkongelige, alle dem, der var blevet skyllet ned af deres troner af historiens kæmpebølger før og under krigen. Mange af dem havde flakket rundt i Europa, uden at nogen ville have dem, før de fik et blivende hjem i Estoril. Den portugisiske diktator Salazar nærmest samlede på ekskongelige. De troede naturligvis alle sammen, at de meget snart ville komme hjem til deres troner, og når man talte med dem, var det almindelig høflighed at lade som om, at deres tur var på vej.

Den spanske kongefamilie boede lige nede ad vejen. Det var den nuværende spanske konge Juan Carlos' far, som var i eksil med sin familie. Siden hentede den spanske diktator, general Franco, Juan Carlos til Spanien, gjorde ham til tronfølger og lod ham opdrage dér, men den gang boede han sammen med sin familie i Estoril. Der var en lillebror, Philip, og to døtre. Den ene pige var blind. De havde en dansk guvernante, og vi mødtes på stranden - jeg med mine børn og hun med de kongelige børn. Min datter Joan blev veninde med en af døtrene. Den blinde var så glad for vores lille Peter. Estoril var et meget lille samfund, vi kom f.eks. alle sammen til den samme frisør, og der traf jeg flere gange tronprætendens kone, Donna Maria sammen med døtrene. Jeg undrede mig over, at hun talte så hårdt til den blinde datter, men den danske guvernante fortalte, at de opdrog hende til at klare sig selv, hun måtte ikke ynkes, og man måtte ikke hele tiden gøre ting for hende, for det ville hun ikke i længden havde glæde af.

Familien blev ramt af en frygtelig tragedie, mens vi boede der. Philip var en bedårende lille kær dreng med karsehår og spids næse omkring otte år. Juan Carlos og han havde fået lov til at rense farens gevær, og mens Juan Carlos rensede stod Philip og kiggede i løbet, da geværet gik af, og den lille døde på stedet. Juan Carlos har været omkring 12 år. Det var frygteligt for ham - og selvfølgelig for hele familien.

Savnet af scenen

Den italienske konge, Umberto, var så sød. Han var bøsse og ikke alene bøsse men meget opsøgende bøsse. Hvis man skulle holde cocktailselskab, og ringede for at få fat i nogle lejetjenere til at passe baren, var det første de spurgte om:

"Kommer Umberto?" og hvis han kom, så nægtede de at stille op... De havde været ude for ham før. Han kunne overhovedet ikke styre sig. Så vi måtte få vores stuepige Manuela til at passe baren, og det gik også. Hende var han ikke interesseret i.

Han var meget glad for mig af en eller anden mystisk grund. Jeg kan huske en gang, jeg sad på en restaurant med udsigt over havet, var der en, som kom bagfra, lagde hænderne over min øjne og sagde "Kan du gætte hvem det er?" Det kunne jeg sagtens, for det var kun ham, der kunne finde på den slags.

Vi talte mest om ballet og scenekunst i det hele taget, den slags ting som han også var optaget af. Jeg savnede scenen helt forfærdeligt, og når der kom gæstespil af balletkompagnier til Lissabon, inviterede jeg dem altid hjem til selskab. Derfor kunne folk også godt lide at komme hos os, for der var altid kunstnere til vores selskaber. Kunstnere er som regel underholdende middagsgæster. I hvert fald betydeligt mere underholdende end eks-kongelige. Jeg kan huske at vi bl.a. havde besøg af Sadlers Wells-balletten og Rambert-balletten.

Umberto var naturligvis gift, det måtte han jo være som konge, selv om det var slut med det. Konen boede et helt andet sted. Jeg har aldrig truffet hende. Børnene boede delvist hos ham og delvist hos konen.Men til daglig boede han alene med sine tjenestefolk. Han var ensom. Det var de allesammen.

Det miljø i Estoril kaldte far Sodoma og Gomorra. Det er ikke specielt for Portugal, sådanne kliker findes alle steder, hvor folk ikke har et formål og for mange penge. De går over grænsen, fordi de keder sig. Men det ville være løgn at sige, at vi ikke havde det sjovt. De fleste havde penge nok. Især kvinderne kunne gå og komme, som de ville. Der var ikke noget, der hed husholdning, det havde man folk til. Alle havde masser af tjenestefolk. Børnene tog kvinderne sig heller ikke af, der var guvernanter og barnepiger. Der var var ingen grund til at bekymre sig om noget som helst andet end at gå til syersker og til prøver og hatte og sko og al den slags.

Ingen havde noget fornuftig at tage sig til. De ekskonger havde ikke et hak at tage sig til, andet end at drømme om, hvordan det skulle gå, når de kom tilbage til deres respektive troner. Det talte aldrig om andet, heller ikke når de talte sammen. Bortset fra Juan Carlos er der aldrig nogen, der er kommet tilbage. De håbede for sig selv og rystede på hovedet af de andres naivitet. Den, som alle rystede mest på hovedet af, var den rumænske ekskonge Carol og hans elskerinde Madame Lupesco.

Jagten på et sted at bo

De var det par, alle talte om. Han havde forladt trone, land og ikke mindst kone og barn til fordel for den frygtelige, rødhårede femme fatale. Det var en forfærdelig skandale. Jeg havde allerede truffet dem, den gang vi boede i Rio under krigen. De var på flugt, ingen ville have dem, efter han i 1940 var blevet tvunget til at frasige sig retten til tronen for anden gang til fordel for sin søn Mikael.

De rejste rundt i især Syd- og Mellemamerika i deres jagt på et sted at slå sig ned. Portugals Salazar blev deres redning. De indgik i hans samling af eks-kongelige.

Jeg kom i forbindelse med parret gennem en vidunderlig smuk pige, som var gift med kong Carols dæmoniske, rumænske sekretær, Urdadriano. Hun hed Monique og havde en søster, der hed Miquette. De var meget internationale. Moren var fransk, faren englænder, og de var vokset op hos deres stenrige mormor i Mexico. Monique lignede Ava Gardner og havde mindst lige så stor appetit på mænd. Miquette var lidt gammeljomfru. Monique og jeg blev rigtig gode venner, og vi kom hos hinanden .

En dag sagde hun: "Hans majestæt har hørt at du har danset i Ballet Russe, og han vil frygtelig gerne tale med dig. Han har kendt alle de store." Så kom jeg til te. Man kommer altid til te hos sådan nogle mennesker. Man er ikke fin nok til middag, men det kom jeg nu siden. Jeg nejede pænt, og han havde kendt Pavlova og alle mulige. Han fortalte om alle de balletter, han havde set, og Lupescu gav sit besyv med. Det var meget vellykket, og jeg kom der tit. Carol var ikke noget politisk geni, og han havde meget lidt tidsvarende forestillinger om demokrati, men han var en meget stor kunstelsker. Der gik frasagn om hans samling, som han og Lupescu på en eller anden måde havde fået med sig, da de flygtede fra Rumænien.

De forsvundne kronjuveler

Madame Lupescu var stadig væk Madame Lupescu, da jeg traf dem, men i den periode blev de gift, og så blev hun prinsesse Elena. Hun var en gæv kvinde. Hun må have været meget smuk og meget charmerende, når man tænker på, at Carol to gange opgav tronen for hendes skyld. Hun var borgerlig og fraskilt, og han var gift og havde sin lille søn, da han første gang allerede i 1926 valgte hende fremfor tronen. Siden kom han tilbage i 1930, men måtte flygte med nazisterne i hælene i 1940. På det tidspunkt, hvor jeg lærte dem at kende, var der ikke meget tilbage af hendes skønhed. Hun har været omkring 50. Hun havde en grov latter og var frygtelig pengegrisk. Hun var bestemt ikke ladylike, men hun var sjov. Da jeg lærte dem bedre at kende, blev min mand også inviteret med. Han var en selskabsmand, meget vittig, altid opmærksom og fuld af historier, og hun var vild med ham. Han underholdt dem i timevis, og kongen lo altid pligtskyldigt med, men hun skoggerlo hohoho. Hun kunne godt finde på at ringe og bede Pieter om komme "for vi er lidt triste i dag."

Så det var én stor familie. Børnene kom der også meget, især Peter gik ind og ud af deres hjem, som var det hans eget. De var begge to meget glade for ham. Især hun.

Da Carol døde i 1953, blev der en frygtelig skandale. Man har aldrig fundet testamentet, og alt forsvandt. Alle konjuvelerrne og de berømte kunstværker var pludseligt væk. De er aldrig blevet fundet. Carols søn Mikael var der som en mis, men alt var væk. Der gik rygter om, at det hele var nøje planlagt. Der var en dame i Lissabon , der var varskoet om, at hvis der skulle ske kongen noget, måtte hun komme med det samme og tage det hele. Og gemme det på sin gård, eller hvad det var. Rygterne galopperede. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det hele var pist væk.

Carol var syg af influenze, men nogenlunde rask og sad op i sengen, og den samme læge, vi allesammen brugte, var på sygebesøg og skulle give ham en indsprøjtning. Lægen går hen mod vinduet og fylder sprøjten og vender sig om, og ser, at kongen er død.

Den aften kom vi meget sent hjem, fra et bridgeselskab i Lissabon, og så hele kongens hus oplyst. Jeg sagde, "der må være et kæmpeparty," og jeg blev sur, og tænkte, "hvorfor i alverden er vi ikke inviteret med?"

Dagen efter blev vi jo klar over, at det var kongen, der var død.

Præsident Salazar sørgede for begravelsen, og jeg må sige, at det var en pragtbegravelse med hele udstyret. Der var en kæmpekortege som udgik fra deres hus. Men også der blev der skandale. Mikael ville sidde i vognen lige direkte efter farens båre, men Lupescu sagde "Det er mig der er hans kone, der skal jeg sidde". Det blev foreslået, at de skulle sidde sammen, men det var der ingen af dem, der ville, så Mikael kom ikke til farens begravelse.

Lupescu var almindeligt forhadt, men Carol var meget glad for hende, de var i det hele taget glade for hinanden. Hun blev boende i huset efter hans død

Hun var forfærdelig ensom, og kom meget tit hos os. Hun kom altid, mens jeg sov til middag. Så kom min stuepige. Manuella, og sagde "Su Altessa (hendes Højhed) er her," og så måtte jeg ned i min kimono. Folk tålte hende, mens Carol levede. I det øjeblik han døde, var hun ingenting mere. Folk er så snobbede.

Bevaret hemmelighed

De andre kongelige så hende så lidt som muligt, men hun havde aldrig været populær hos dem. Kongen var naiv, en hel del af en drømmer. Men hun havde begge ben på jorden. Og hun var pot og pande med sekretæren Urdadriano, som var gift med min veninde Monique. Jeg tror, at det var Lupescu og Urdadriano, som var med til at stjæle alle de rumænske kunstværker, malerier, konjuveler og hvad der ellers var. De var betydeligt mere handlekraftige end Carol.

Jeg besøgte Lupescu en gang langt senere, efter jeg var flyttet fra Portugal, og hun stadig boede i huset. Jeg satte nogle balleter op for Gulbenkian-Balletten i Lissabon. Under mit ophold traf jeg Monique, og hun sagde, at Lupescu så gerne villle se mig til middag. Hun var berygtet for sin nærighed, kokkepigen kunne ikke få et gram sukker, uden at hun kontrollede det, og man fik altid meget lidt at spise, så jeg havde spist et ordentligt måltid forinden for en sikkerhed skyld. Men det var helt overvældende, der manglede intet, jeg kunne slet ikke få det hele ned.Bag efter drak vi kaffe ovenpå i hendes private dagligstue, og så viste hun mig en lille fugl af uld. Jeg kunne med at samme se, at det var min søn Peters fugl, og hun fortalte mig, at da kongen lå på lit de parade, og folk defilerede forbi, kom lille Peter ind, og gav hende den fugl som trøst.Hun havde beholdt den i alle de år, og den stod på et rundt bord, hvor der var fuldt af kongelige personer i sølvrammer.

Da hun døde, arvede de to søstre Monique og Miquette huset. Kronjuvelerne er aldrig blevet fundet. Om Monique og Miquette ved, hvor de er, ved jeg ikke. Men de siger det i hvert fald ikke til nogen. De bor i Estoril den dag i dag. Alle de andre er døde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu