Det er ikke for at genere nogen, at man bør pisse i døbefonden under nadveren. Men midt i en kulturkamp vil det være et demokratisk problem at undertrykke trangen
Mine damer og herrer: Er det rimeligt at pisse i en døbefont? Op ad et alter? Er det ok at komme med sjofle tilråb under præstens prædiken? Kan man tillade sig at gøre det, hvis man selv er født og opdraget i den kristne tro? Kan man tillade sig at gøre det, hvis man ikke er kristen, men f.eks. muslim?
Det er mange spørgsmål på én gang, det ved vi godt, men de er alle sammen gjort brændende aktuelle af den fortsatte, såkaldte værdikamp som i det historiske år 2001 (efter Kristus) blev søsat af de kræfter, der stadig regerer landet med skarpladte kulturkæmpere og slatne kanoner til folkeoplysningens fremme. Så der er ingen vej udenom: studiekredsen må rykke tættere sammen og tage stilling til fænomenet blasfemi. Læs selv Jyllands-Posten: Man er først rigtig demokrat, når man forstår, at enhver religion skal kunne tåle at blive forhånet og fornedret. Ikke nødvendigvis af nogen speciel grund, bare sådan i princippet. Det er det, landets muslimske minoritet har så grumme svært ved at forstå, men så må vi oplyse dem og blive ved med at oplyse dem. Så de kan lære det!
Omtalte avis, som nogen ynder at kalde Den jyske gyllespreder (gad vide hvorfor?), har bedt et dusin danske illustratorer om hver at tegne et portræt af profeten Muhammed. Ikke - så vidt vides da - fordi avisen har behov for lidt kunst til væggene i redaktionsgangen, men ene og alene af den grund, at muslimerne ikke vil have det! Ifølge islam er det blasfemisk at gøre et billede af profetens ansigt. Hvorfor det skulle være så brændende vigtigt at overtræde sådan et forbud - af danske, ikke-muslimske bogillustratorer - forekommer selvfølgelig lidt gådefuldt, i alt fald for de af os, der endnu ikke helt har forstået, at vi lever i nye tider, hvor nye værdier skal erstatte gamle og udtjente. De nye ved vi ikke helt, hvad går ud på endnu, men de udtjente er sådan noget som gammeldags tolerance, respekt for mennesker med en anderledes baggrund, almindelig pladderhumanisme og i det hele taget lyserød politisk korrekthed. Og muslimerne - det er her, vi er ved sagens kerne - skal simpelthen lære, at den demokratiske lakmusprøve består i, at man kan tåle mosten. At der f.eks. bliver gjort grin med ens religion. Som vi jo ved, er det muslimske samfund i Danmark særdeles magtfuldt, det kræver et sturht, sturht mod at stille sig op og råbe Allah er dum efter grønthandlere af anden etnisk herkomst end midtjysk og kvinder med tørklæde om hovedet. Det er bestemt ikke noget for tøsedrenge som f.eks. ham der "standupperen" Frank Hvam. Han tør jo ikke engang pisse på Koranen.
For kun et par somre siden, forsøgte en supermarkedskæde at sælge en særlig slags sandaler, kaldet "Jesussandaler", fordi Kristus Hamselv var afbildet på sålen. Så kunne bæreren af sandalen have fornøjelse af, helt bogstaveligt, at træde Hans åsyn under fode alt imens han eller hun bevægede sig rundt i det danske sommerland. Det gik for resten ikke. Selv så nær vores egen tid, var den demokratiske kultur i Danmark så ringe udviklet, at ikke bare biskopper og præster, men også vanligt folk protesterede. Sådan kunne man ikke behandle Jesus, sagde de. Det var blasfemi! Supermarkedskæder skal jo leve af kundernes gunst, så de fik travlt med at trække sandalerne ud af handelen igen.
For endnu flere år siden, helt tilbage i året 1970, Thylejrens år, fik nogle af datidens hippier sig en slem forskrækkelse, da de besatte Hjardemål Kirke derovre i Jylland. De jyske bønder var troende mennesker, de ville ikke finde sig i, at en flok langhårede idioter fra København kom og tog deres kirke i besiddelse. Jyderne var så truende i deres adfærd, at hippierne følte stor lettelse, da politiet endelig kom og reddede dem fra at blive lynchet. Politiet var ellers ikke i høj kurs dengang, de var systemets forlængede arm og fascister, men her fik de altså pludselig rollen som de store befriere. Nogle af hippierne har senere fortalt, hvordan episoden fik dem til at tænke sig om. Kirkebesættelsen havde stort set ikke andet formål end at lave rav i den. Det kom fuldstændig bag på dem, at for egnens beboere var kirken et helligt sted. Det var ikke bare noget, de sagde om søndagen, de mente det sgu alvorligt!
Engang var blasfemi noget, man greb til, hvis man - med rette eller urette - følte at religionen havde forpestet og forkvaklet ens tilværelse med snævre normer for, hvad man måtte og hvad man ikke måtte. Det var især unge mennesker, der kunne føle en voldsom trang til at gøre sig fri - eller bare provokere. Klummeskriveren selv har mærkelig nok også været ung engang. Omtrent samtidig med kirkebesættelsen i Hjardemål, havde han således, en søndag formiddag, da han sammen med en kammerat vaklede rundt i Aalborg midtby i alkoholudmattet tilstand, til hensigt at gøre noget blasfemisk. Noget rigtig, rigtig væmmeligt, havde han tænkt sig. Han og kammeraten standsede op ved Budolfi Kirke og så en masse fine, borgerlige mennesker stå og trippe for at komme ind og høre Guds ord. Småborgere, fascister, idioter, skvaddernakker, bonderøve, hvæsede klummeskriveren mellem tænderne. Vi skal i kirke! sagde han til kammeraten. Kammeraten, der hed Knud, forstod ikke, hvorfor vi pludselig skulle det, men det skulle vi. Den unge mand, den senere klummeskriver, havde naturligvis læst Hærværk og vidste, at digterspirer frem for alt skal markere sig. Han ville derfor stille sig op inde i kirken, under selve nadveren, og pisse. Kort og godt. De kristne skulle få sig en skylle, skulle de.
Af en eller anden grund var det selve biskoppen, der forrettede gudstjenesten. Han hed Erik Jensen, det var ham, der viede de kongelige, når de skulle giftes. Fint! tænkte den unge mand, biskop Erik Jensen er det helt rigtige offer for min påtænkte ugerning. Men det blev nu ikke til noget. Dels indfandt der sig en vis søvnighed, da den senere klummeskriver og hans kammerat Knud kom ned at sidde på de hårde kirkebænke. Dels skulle der først synges og prædikes, før man kom så langt som til nadveren. Dels faldt Knud i søvn - det vil sige, at der faktisk opstod en mulighed for senere at påstå, at klummeskriveren virkelig havde gjort, som han havde erklæret var hans agt, uden altså at gøre det. Dels - og endelig - faldt der den unge mand en forstyrrende, moden tanke ind, nemlig: Hvorfor dog stå og pisse, mens alle de pæne mennesker ligger på knæ og bliver madet med Jesu legem og blod? Er det ikke lige lovlig åndssvagt? Så den unge mand forlod Budolfi kirke i utide. Han efterlod Knud, der muligvis ligger og sover der endnu.
Nu, mange år senere, kan klummeskriveren selvfølgelig godt se, at han virkelig burde have gennemført sit fortsæt. Af demokratiske grunde. Dengang var der ingen muslimer i Danmark, som man kunne pisse på, men de kristne var jo i stort tal lige for hånden. Og biskop Erik Jensen, ikke mindst, hoffets helt egen Kirsten Giftekniv.
Sådan er det at blive gammel. Man ærgrer sig over alt det, man ikke fik gjort, da man var ung. Det vil de sikkert være helt enig i ovre i Viby J. På Jyllands-Postens redaktionsgang.
