Læsetid: 3 min.

Blenderkunst

15. februar 2000

Pgf. 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Dyreværnsloven

PÅ DEN GOYA-udstilling, der i disse dage får kunstinteresserede til at fylkes på Statens Museum for Kunst, er der blandt andre interessante motiver et, der forestiller en kvinde, som med hævet håndvåben gør klar til at dræbe en liggende mand. Men gør hun det virkelig?... spørger 1700-talskunstneren. Hele billedets spænding, både kompositionens og handlingens, ligger mellem stikvåbenets spids og den truede mand.
Omtrent samme spørgsmål, samme spænding, synes også at være det, kunstneren på Trapholt-museet, spiller på i det værk, der i går fik politiet til at rykke ud med dyreværnsloven i hånd for at granske, om det er lovligt at udstille små fisk i blendere, hvis ledninger er sat i stikkontakter, som med et let vip kan aktiveres at museumsgæsterne, således at fiskene omkommer.
Men gør gæsterne det virkelig?
Det kunne næppe falde de pæne mennesker, der sædvanligvis besøger museerne, ind at dræbe fiskene, men alene tanken kan virke pirrende - sådan på et filosofisk plan. Ved åbningen fredag forduftede imidlertid filosofien, idet den blev virkeliggjort. Nogen trykkede på knappen, og fiskene fik kniven - ifølge kunstneren var der mediefolk, der ligefrem betalte et femcifret tusindkronebeløb for at få gang i sagerne. Søndag blev yderligere et par fiskeskæbner beseglet, før strømmen mandag blev slukket efter en politianmeldelse fra Dyrenes Beskyttelse.
Mediemøllen har malet - i en grad, så det nærmest blev en topnyhed i tv-udsendelserne, at der ikke, som først meddelt, var tale om guldfisk, men om sværddragere. Og det må jo siges at være en særdeles væsentlig præcisering midt mellem det nordirske problem og Pinochets depression.
Sværddragere.

TRODS prompte påbud fra det lokale politi stod museumsdirektøren, Peter S. Meyer, i første omgang heroisk fast på, at kunstens frihed var vigtigere end
politiets påbud. Op på barrikaderne - kæmp for den frie fiskeblendning!
Nu kan han næppe komme i fængsel for mordene på sværddragerne, men juridisk interessant skal det blive at se, om han kan dømmes.
Dyreværnsloven er nok den lov, der rummer flest gummiparagraffer i den danske retspleje, idet den både skal værne dyrene, men samtidig legitimere det lovmæssige grundlag for de dyremishandlinger, som samfundet har vedtaget er i orden - fra anbringelsen af høns i alt for små bure til indsprøjtning af sygdomsbakterier i uskyldige forsøgsrotter.
Retten kan naturligvis henholde sig til lovens Pgf. 1, at det har været til ganske 'væsentlig ulempe' for fiskene, at de er blevet blendet, ligesom de derved har pådraget sig 'varigt men'. Eller til Pgf. 3, der påbyder, at dyr skal holdes på arealer, hvor deres behov tilgodeses. Og det kan de vist ikke siges at være blevet med en roterende kniv som bundbræt.
Derimod har museet med sikkerhed ikke overtrådt den del af Pgf. 2, der påbyder enhver, der holder dyr, at de skal 'huses, fodres og vandes' under hensyntagen til deres behov.

DE DOMME, der hidtil har været afsagt efter dyreværnsloven, har været sager om hele kvægbesætninger, der er blevet misrøgtet og sultet, eller hunde, der er blevet slået flere gange med en mukkert og katte, der er trukket alt for længe i halen, så de peb, og den slags. Tydelige dyreplagerier i det store format.
Det vil imidlertid være vanskeligt at påstå, at sværddragerne er blevet mishandlet. Enhver, der har haft hånden nede i en aktiveret blender, ved, at man ikke får den op igen i hel tilstand, og at knivene bevæger sig lynende hurtigt. Drabet på fiskene kan derfor ikke siges at være mindre 'humant' end mordet på slagterikøerne og -grisene. Man kan tværtom logisk argumentere, at erhvervsfiskere med trawl, lystfiskere og folk, der spiser levende østers, er større dyrplagere. For slet ikke at tale om flugtbilister på vej væk i fuld fart fra et pindsvin i nød.
Modargumentet er, at disse drab har en nytteværdi. Men pas på: Modargumentet til modargumentet er, at kunst vel er mindst lige så nyttigt som det at æde sig en pukkel til for nydelsens skyld.

MENS MAN tæller knapper, om man skal le eller græde, kan man stilfærdigt konstatere, at der er tale om deja-vu nr. 117 i det store Cirkus Media, det ømme favntag, for ikke at sige den gensidige onani, mellem journalister og kunstnere, der efterhånden står i kø for at deltage i den forudsigelige blitz, man kan forvente, når der trykkes på den knap, der hedder dyr i kunst. Heste, grise, får, hundehvalpe, duer og haner. Køerne er stadig ledige.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu