Læsetid: 5 min.

Vi er blevet latterlige

Jason Reitmans debutfilm, 'Thank You for Smoking', er en komedie om personlig frihed og ansvar, og den unge instruktør var bestemt ikke interesseret i at lave en pro- eller antirygerfilm
10. august 2006

"Vi er holdt op med at bruge vores sunde fornuft og er i stedet begyndt at fortælle hinanden, hvordan vi skal leve," siger Jason Reitman.

"Det er skørt."

Det har den 28-årige, amerikanske instruktør nu lavet en spillefilm om, sin første. Thank You for Smoking er baseret på en bog af Christ-opher Buckle og er en rap og vittig satire over både tobaksindustri og spin. Hovedpersonen er den skruppelløse tobakslobbyist Nick Naylor (Aaron Eckhart), der virkelig nyder at dreje folks holdninger med sin overbevisende talestrøm.

"Den er udtryk for en liberalistisk holdning i forhold til rygning," siger Reitman om sin film.

"Det, jeg godt kan lide ved bogen, er, at den taler om personlig frihed og personligt ansvar - på en meget, meget morsom måde. Og det er også filmens budskab. Den siger, 'hør engang, vi lever i en verden af spin, og folk markedsfører hele tiden produkter over for én, og sandheden er, at vi ikke har ret til at fortælle hinanden, hvordan vi skal leve."

Specielt ikke i forhold til cigaretter, som alle ved er farlige, mener Reitman, velvidende, at det vil støde nogle mennesker.

Frihed til at ryge

"Det her er ikke The Insider eller Fast Food Nation (Richard Linklaters kritiske film om fast food-industrien, red.)," siger han.

"Jeg havde ikke i sinde at lave en antiryger- eller proryger-film. Jeg tvivler på, at man kan finde et voksent menneske i den civiliserede verden, der ikke kender til farerne ved at ryge. Det er folks egen beslutning, om de vil ryge eller ej. Vores regering skal ikke være vores formynder. Nick, der er lobbyist for tobaksfirmaet Big Tobacco, er ikke så meget fortaler for rygning, som han er fortaler for friheden til at ryge. Det er lige som enten at være tilhænger af abort eller tilhænger af retten til selv at vælge. Og det har nogle mennesker kritiseret filmen for. De venter på, at han skal tage stilling til cigaretter - de venter på, at jeg tager stilling til cigaretter og klager over, at jeg ikke viser rygning i filmen. Min pointe er, og måske har jeg ikke formuleret den godt nok, at jeg ikke er for eller imod rygning, og havde jeg vist nogen ryge i filmen, kunne man have sagt, 'åh, han forherliger cigaretter.' Men cigaretter er bare redskabet. Filmen kunne godt have handlet om religion, der bliver diskuteret lige så indædt, men der er nu noget sexet over cigaretter."

I begge retninger

Thank You for Smoking er heller ikke nogen ukritisk film. Men i stedet for kun at rette skytset mod de store og i manges øjne skruppelløse virksomheder, tager Reitman også en velmenende og i hans optik lidt fjollet venstrefløj under behandling - i filmen repræsenteret af senator Finistirre (en forrygende William H. Macy), der kæmper en forgæves kamp for at få skovlen under den hurtigsnakkende Naylor.

"Da jeg læste Buckleys bog første gang, gik det op for mig, hvor latterlige, vi er blevet, fordi vi ikke selv tager ansvar for noget som helst," siger Reitman.

"Og spørgsmålet er også, om Big Tobacco virkelig er den onde selv. Jeg opfatter ikke virksomheder som onde, og jeg mener faktisk, at det er et problem at klistre sådan en mærkat på et organ, der faktisk bare er en stor gruppe mennesker. En person, som i Virginia ville arbejde for Big Tobacco, ville arbejde for Coca-Cola i Atlanta, for Ford i Detroit og for filmindustrien i Los Angeles - hvilket velsagtens er det værste af dem alle. Jeg tror, at der er både onde mennesker og helgener i alle disse virksomheder."

Det farligste produkt

For tiden har den amerikanske tobaksindustri det godt, og Reitman har heller ikke mødt modstand fra den.

"En talsmand for industrien blev i New York Times citeret for at sige, at filmen er humoristisk, men unøjagtig," siger han med et stort smil.

Virksomhederne har ikke ønsket at gøre unødigt opmærksom på sig selv, siden de i slutningen af 90'erne indgik et samlet milliard-forlig i alle de sager, der havde med lungekræft og andre ryger-relaterede sygdomme at gøre.

"De har arbejdet på at genskabe deres image," siger Reitman. "Philip Morris hedder nu Altria, hvilket er vildt morsomt ('altria' betyder noget i retning af 'at stræbe efter at blive bedre og nå højere', red.), og de fører sig frem som en stor virksomhed, der fremstiller mange ting, mad, tøj - cigaretter er bare en lille del af et større hele."

Derimod får fast food-branchen snart den store tur, mener Reitman og nævner film som Super Size Me og Fast Food Nation, der begge tager fat om emnet, hvor det gør ondt.

"Fast food er det farligste produkt i verden lige nu, i hvert fald i USA. Det er et produkt, som slår flere mennesker ihjel end tobak, det er voldsomt vanedannende, og i modsætning til cigaretter, der ikke må markedsføres over for børn, bliver fast food kun markedsført over for børn. Det er vanvittigt."

Drømmen om Sundance

Trods sin unge alder er Jason Reitman efterhånden en erfaren herre. Hans far er den succesfulde, canadisk-slovakiske filmproducent og instruktør Ivan Reitman, der i sin ungdom producerede David Cronenbergs film og siden har lavet nogle af Hollywoods største komediesucceser, blandt andet Ghostbusters 1+2, Twins og Dave. Og da han som dreng var med på optagelserne til Ghostbusters og så, hvad faren lavede, fandt Jason ud af, at han ville være instruktør.

"Det var cool," siger Reitman, der begyndte at lave sine egne film som ni-årig og tog den endelige beslutning om at forsøge sig som instruktør, da han var 19.

Og det har vist sig at være en god beslutning. Mere end 50 reklamefilm er det blevet til og en håndfuld kortfilm, hvoraf tre blev vist på filmfestivalen i Sundance, der er independent-filmens vigtigste udstillingsvindue i USA.

Det var også på Sundance, at Reitman som teenager for første gang fik øjnene op for, hvad en komedie også kunne være.

"Jeg var vokset op i den tro, at komedier var noget, man så i en multiplex," siger han.

"Det var store, brede film af den slags, som min far laver. Jeg troede også, at en independent-film var en uforståelig fransk film i sort/hvid. Men i Sundance så jeg film som Kevin Smiths Clerks, Richard Linklaters Slacker og Wes Andersons Bottle Rocket, som alle understregede, at en komedie også kunne være skarp og udfordrende."

Thank You for Smoking har premiere fredag. Se anmeldelsen i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu