Læsetid: 4 min.

De er blevet studenter på trods

Egentlig havde de opgivet at få en uddannelse, men de er blevet studenter på trods af kuldsejlede uddannelsesdrømme, psykiske og sociale problemer. Studenterne på HF Efterslægten springer i disse dage ud, som nogle af de første, der har fået en ungdomsuddannelse i deres familie
23. juni 2007

Champagnen bobler i plasticglassene i kantinen på HF Centret Efterslægten i Københavns Nordvest-kvarter. Forældre, bedsteforældre, kærester og venner sidder og venter med gaver og langstilkede røde roser. Et par piger har allerede fået huen med det blå bånd. 22-årige Nicoline Lehrskov er en af dem, men hun har svært ved at sidde stille, før veninden Carina også er færdig med sin sidste eksamen.

Der er godt fyldt ved trappen uden for undervisningslokalerne i den anden ende af bygningen. Familie og venner venter spændt.

"Det er gået godt," fortæller en af dem, for at tage de værste nerver blandt de ventende. Carina Zingenberg er inde og få sin karakter efter tre timers forberedelse og 45 minutters mundtlig eksamen i det tværfaglige kulturfag.

"Jeg fik 7," lyder det glædestrålende fra Carina, da hun lidt efter kommer ud og får hue på. HF-studinen oversætter kyndigt den nye karakterskala for de udenforstående. 7 er faktisk en karakter over middel, for de nu gamle karakterer 8 og 9.

Snørklet vej til eksamen

HF-Centeret Efterslægten er med sine 1.400 kursister et af landets største producenter af HF-eksamener. Men det er ind imellem mod alle odds, forklarer rektor Anne Frausing.

"Omkring halvdelen af vores studerende falder fra, men hvis man undersøger, hvad de har med i bagagen, så er det ikke så svært at forstå. Her er unge med misbrugsforældre, unge med forældre uden uddannelse, og en ikke ubetydelig del af de unge har eller har haft psykiske problemer," siger hun og tilføjer, at der selvfølgelig også er fagligt og socialt stærke unge. Og de er vigtige bølgebrydere for de andre HF-elever.

"Hver gang vi sætter en hvid hue på hovedet af en student, så er det en stor sejr for os og for dem. For de har ofte haft en snørklet vej igennem uddannelsessystemet med mange nederlag," siger Anne Frausing.

For de 80 lærere på centret er der også en større pædagogisk udfordring i at undervise unge, der kommer med meget forskellig baggrund og i alle aldre. Med specielle mentor- og tutorordninger prøver Efterslægten at hjælpe de unge igennem de to års ungdomsuddannelse uden, at de giver op og dropper ud.

"HF er et meget presset forløb, så vi er kede af, at den nye gymnasiereform afskaffede muligheden for at tage en HF-eksamen på tre år, men vi prøver at samle dem, der falder fra op på enkeltfags-HF, som vi også har her," siger Anne Frausing.

Reformen af HF, som er en del af gymnasiereformen, har ikke taget så hårdt på HF som på gymnasiet. Tværfaglighed, som er en af de nye ting i reformen, er HF-lærerne nemlig langt mere vant til end gymnasielærerne, forklarer Anne Frausing.

Første reformstudenter

Tilbage i kantinen er de udsprungne HF-studiner lettede over, at eksamenerne forløb nogenlunde uden problemer. For de to år på Efterslægten har nemlig konstant været præget af forvirring på grund af alle de nye fag, evaluerings- og eksamensformer, som er en del af HF-reformen.

"Det har været mange ubesvarede spørgsmål og mange ændringer i sidste øjeblik. Det kan godt gøre en lidt usikker på, om det går ud over vores uddannelse og de karakterer, som vi skal bruge for at komme videre. De studenter, der bliver færdig fra gymnasierne i år, er jo stadig under den gamle reform," siger Nicoline.

"Men det har ikke været så kaotisk, som vi regnede med," mener Pia Hansen.

Selvom det ikke gik helt så godt for Mia Tokarski Nissen til eksamen, så er hun pavestolt, fordi hun er den første i hendes familie, der bliver student. Moren er ufaglært, og faren har en militæruddannelse.

"Derfor er jeg herresej," griner hun.

En chance mere

Både Pia, Nicoline eller Mia har kuldsejlede uddannelser bag sig, derfor har HF været en ekstra chance for dem.

"Jeg havde egentlig opgivet at få en eksamen, så jeg kunne videreuddanne mig, efter jeg droppede ud af 1.g. Derfor er jeg også rigtig glad i dag, fordi jeg nu kan gå ud og vælge mellem en masse spændende uddannelser og job," siger Nicoline med champagne i stemmen.

Mia droppede ud af 2.g på grund af en masse problemer på hjemmefronten:

"Det endte med, at jeg fik en depression, så selvom jeg ikke er helt tilfreds med mine eksamener, så har jeg helt klart fået mere ud af HFf, end jeg ville have fået ud af gymnasiet."

Både Mia og Nicoline er enige om, at gymnasieeleverne ofte er meget ens og meget umodne.

"Her er det et mix af alle mulige mennesker. Der er rimeligt mange indvandrere her, og folk med lidt mere erfaring. Det er spændende, at alle ikke bare kommer fra pæne, veluddannede kernefamilier, der har boet i Danmark i tre generationer," siger Nicoline.

Pia startede på en uddannelse som receptionist på Hotel- og Restaurationsskolen, efter hun var færdig med 10. klasse. Men der var ingen, der ville have en 17-årig i praktik, så hun tog til Schweiz som au pair. Det gik heller ikke.

"Jeg følte pludseligt et enormt pres fra folk, der spurgte, hvad jeg ville med mit liv. Til sidst gik jeg totalt nedenom og hjem og ville bare helst sidde med dynen over hovedet og gemme mig," fortæller Pia. Så dukkede ideen om HF op, og selvom Pia var skoletræt og aldrig havde set sig selv som en, der skulle uddanne sig, så var det rart at komme i skole igen.

"Egentlig har det været skønt bare at slappe af, lytte og lære," siger Pia, der alligevel trænger til et sabbatår eller to, før hun vil læse videre.

"Jeg er meget i tvivl om, hvad der er rigtigt at vælge, men hf har givet mig blod på tanden, for nu ved jeg, at jeg godt kan gennemføre en anden uddannelse også," siger Pia. Mia overvejer noget med økonomi, og Nicoline vil i gang med kommunikationsuddannelsen på Copenhagen Business School. Og det med det samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu