Læsetid: 8 min.

Blikkenslagerbanden

Listen over toppolitikere, der har holdt hånden over Firmaets illegale efterretningsoperationer under Den kolde Krig er lang. I årtier fik den private efterretnings-organisation lov at gøre en pæn del af PET's og FE's ulovlige arbejde
21. november 2005

Det var en konstruktion, som passede alle. Undtagen kommunisterne, naturligvis. For det var dem, det gik ud over. Det var dem, der blev regi-streret, analyseret, overvåget, udspioneret og aflyttet. Af den private efterretningsorganisation Firmaet - eller Blikkenslagerbanden - som den senere blev dømt, da årtiers illegale aktiviteter slap ud til pressen.

Siden Firmaets fødsel i 1948 og helt op til i dag har skiftende regeringer og ministre formået at holde hånden over en de mest problematiske sider af Den kolde Krig; demokratiets tendens til at forsvare sig med udemokratiske midler. I årtier gjorde Blikkenslagerbanden og den socialdemokratiske storesøsterorganisation Arbejderbevægelsens Informations Center, AIC, en pæn del af de danske efterretningstjenesters ulovlige arbejde. Fra Anden Verdenskrigs afslutning og langt op i 1960'erne bidrog de to organisationer med kilometervis af materiale om blandt andet de danske kommunisters lovlige politiske aktivitet.

En ny bog af historikeren Peer Henrik Hansen præsenterer for første gang et sammenhængende billede af et fænomen, der kan opstå igen, hvis fjendebillederne bliver tilstrækkeligt skarpe.

Alliancen, der passede

Lad os skrue tiden tilbage til Den kolde Krig. Til dengang, hvor der var rigtige kommunister til. Folk, der i dybeste alvor drømte om et Danmark efter sovjetisk forbillede, med partidiktatur, planøkonomi og politisk undertrykkelse af dem, der ikke i tilstrækkelig grad forstod at værdsætte den såkaldt virkeliggjorte socialismes velsignelser.

Allerede i 1944 oprettede Socialdemokratiet sammen med det senere LO Arbejderbevægelsens Informations Center, AIC, der fik til opgave at forhindre en kommunistisk magtovertagelse i fagbevægelsen. I 1949 vurderede AIC, at 23 procent af alle fagforeningsformænd i hovedstadsområdet var kommunister, og det samme var omkring en sjettedel af medlemmerne.

Kommunisterne var fjenden, ikke bare i fagbevægelsen, men i det hele taget. Den generelle opfattelse var, at DKP's medlemmer og sympatisører var en femte kolonne, hvis loyalitet ville ligge i Moskva, hvis Danmark igen skulle blive besat. Efter det kommunistiske kup i Prag i 1948 løb frygten for en sovjetisk invasion i Danmark og Norge som en løbeild, og da den danske gesandt i Prag meddelte regeringen, at Danmark var næste land på Sovjetunionens ønskeseddel, var grundlaget for Firmaets fødsel skabt. Eller The Company som amerikanerne naturligt nok kaldte den private efterretningsorganisation.

Initiativtager var den tidligere modstandsmand Arne Sejr, men han var ikke alene. Peer Henrik Hansen genfortæller i sin nye bog, hvordan den daværende socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft i foråret 1949 godkendte oprettelsen af Firmaet. Ifølge Weekendavisen bad Hedtoft Arne Sejr, der ud over at være en dygtig forretningsmand også var en af Informations støtter i efterkrigsårene "påtage sig en forpligtelse, som det snarlige medlemskab af NATO vil pålægge landet," - en henvisning til, at Atlantpagten pålagde sine medlemmer at oprette "et kontor for Psykologisk Krigsførelse og en dertil hørende organisation."

At Firmaet var kendt og godkendt bekræftes af andre kilder, blandt andet en intern undersøgelse, udarbejdet af Forsvarets Efterretningstjeneste i 1963. Her konkluderes det, at "Arne Sejr og Firmaets aktiviteter var legaliseret, aftalt med og godkendt af ledende politikere."

Venner på alle sider

At Hans Hedtoft ikke var den eneste ledende politiker, der kendte til Firmaets registrering og overvågning af danske kommunister fremgår tydeligt af Peer Henrik Hansens bog. Han peger på en række andre toppolitikere, både til høje og venstre i Folketingssalen, som har haft kendskab til Firmaets ulovlige virke men valgte at tie. Ud over Hedtoft peger han på senere statsminister H.C: Hansen (S), senere overborgmester i København Urban Hansen (S) samt senere forsvars- og udenrigsminister Ole Bjørn Kraft (K).

Firmaet havde altså fra begyndelsen accept fra toppolitikere både til højre og venstre i Folketingssalen, som så en fordel i at have en privat organisation, der kunne løse følgende opgaver:

- Propagadavirksomhed via en række legale organisationer, bøger, pjecer og nyhedsbreve med antikommunistisk indhold.

- Desinformation blandt kommunister og medløbere via såkaldte "sorte breve" med en blanding af korrekte og falske oplysninger. Formålet var at så splid og forvirring i partiet.

- Sorte operationer i form af registrering, overvågning og aflytning af folk, som var medlemmer af er fuldt lovlige partier såsom DKP.

Pengene til arbejdet kom ifølge Peer Henrik Hansen fra en række store danske virksomheder samt erhvervsorganisationer, heriblandt Dansk Arbejdsgiverforening - samt fra CIA.

Præcis hvor mange medlemmer, Firmaet havde, og hvor mange penge, organisation rådede over, har hverken Peer Henrik Hansen eller andre fuld klarhed over. Men planerne for et netværk, bestående af over 500 meddelere findes, og beløbet 40.000 kroner årligt er nævnt, et anseeligt beløb i 50'ernes Danmark.

Men sikkert er det, at Firmaets indsats var af stor vigtighed for såvel PET, FE som CIA, for hvem Firmaet og den noget større søsteroganisation AIC udgjorde hjørnestenene i indsatsen mod den kommunistiske indflydelse i Danmark. Firmaet var en organisation, hvis aktiviteter alle de involverede havde nytte af. Undtagen altså sagens genstand, Danmarks Kommunistiske Parti med tilhørende opland.

Operation X

Den operation, som mere end noget andet er blevet forbundet med Firmaet, er den ulovlige aflytning af DKP's næstformand. folketingsmedlem Alfred Jensen og hans kone Ragnhild Andersens lejlighed i det centrale København. En aflytning, der ifølge Peer Henrik Hansens bog stod på fra februar 1952 og næsten syv år frem.

Ifølge Peer Henrik Hansen "havde den danske regering og de danske efterretningstjenester en forståelig og legitim interesse i at vide, hvad der foregik i det danske kommunistparti," og Firmaet "besluttede derfor, uden at have fået lov til det, at ikke blot forsvare, men også angribe," som Arne Sejr har formuleret det. Amerikanerne var begejstrede og betalte "rub og stub", installerede mikrofoner og hjalp med at få operationen i gang.

Resultaterne af aflytnin-gerne afleverede Firmaet til FE, PET og CIA samt i nogle tilfælde også til regeringspolitikere, heriblandt H.C. Hansen.

"Aflytningen af Alfred Jensen blev startet på Firmaets eget initiativ, men FE's souschef, kommandør P.A. Mørch fik senere kendskab til aflytningen og lod den fortsætte på grund af dens høje efterretningsmæssige værdi," siger Peer Henrik Hansen.

"Mørch har fortalt, at statsminister H.C. Hansen senere hen fik kendskab til aflytningen, og den daglige operationsleder af aflytningen, Niels Frommelt, mener også, at dele af udskrifterne fra aflytningen endte hos H.C. Hansen," siger han men understreger, at "den dokumentation, der fjerner enhver tvivl fortsat mangler."

Peer Henrik Hansen kan i sin bog for første gang referere fra de samtaler, som Firmaets folk båndede, og for første gang kan man også høre en af de mere prominente deltagere i Operation X fortælle om, hvordan det foregik. Den prominente deltager i aflytningen, der foregik fra lejligheden umiddelbart under Alfred Jensens, er ingen ringere end senere forsvars-. og udenrigsminister Kjeld Olesen, der for 500 kroner om måneden passede båndoptageren i en længere perioden 1955-56.

At den senere næstformand i Socialdemokratiet havde været med i Firmaet blev afsløret i 1976, men først i 1998 indrømmede han, at han som 23-årig havde deltaget i en ulovlige aflytning. Kjeld Olsen fortalte i den forbindelse, at han ikke havde nogen problemer med at deltage i operationen, fordi han "fik at vide, at Forsvarets Efterretningstjeneste var en samarbejdspartner" og at operationen var "godkendt af Urban Hansen og Ole Bjørn Kraft,"

"Når man tænker på atmosfæren dengang havde jeg ingen betænkeligheder. Vi betragtede kommunisterne som landsforræddere - ganske enkelt," lyder Kjeld Olesens forklaring.

Den store bedrift

Firmaets store bedrift, som titlen på Peer Henrik Hansens bog lyder, henviser til den unikke indsigt, som aflytningerne af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen gav Firmaet og dets kunder i de interne diskussioner i DKP. Aflytningerne afslørede en dyb krise i DKP efter Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Partiets støtte til undertrykkelsen af den ungarske opstand fik mange medlemmer til at melde sig ud, men dermed var uenighederne langtfra bilagt. Med udgangspunkt i den viden, Firmaet indsamlede, var organisationen i stand til at forfatte en række "sorte breve", der ifølge Peer Henrik Hansen bidrog til den efterfølgende splittelse af DKP.

På den Moskva-tro linje stod blandt andre Alfred Jensen og på den kritiske linje fandt man en stadig mere tvivlende partiformand Aksel Larsen. Efter partikongressen i oktober 1958, som Aksel Larsen og hans tilhængere tabte, besluttede partiet at ekskludere den besværlige partiformand.

Dagbladet Information spillede sin egen rolle i splittelse, fordi Firmaets operationelle leder Niels Frommelt i eftersommeren1958 gennem mellemmænd begyndte at fodre bladets journalister med interne DKP-oplysninger, der næsten dag for dag bar ved til splittelsen. Frommelts pris var ifølge Peer Henrik Hansen, at journalisterne skulle formidle en kontakt til Aksel Larsen for Firmaet og CIA. Prisen blev betalt og efterfølgende indledte formanden for det nystiftede Socialistisk Folkeparti i en årelang forbindelse til den amerikanske efterretningstjeneste.

Det var imidlertid først 17 år senere, at offentligheden fik kendskab til Firmaets ulovlige aflytning. For en gangs skyld må eftertiden takke den tidligere statsminister Jens Otto Krag for hans legendariske alkoholproblem, som i december 1975 fik ham til at tale over sig efter en diplomatmiddag i Washington. DR-korrespondent Christian Winther var heldigvis på pletten og lod omgående bomben springe i Radioavisen.

På det tidspunkt havde Krag kendt til aflytningen i flere år, efter at Kjeld Olsen selv havde fortalt ham, at han deltog. Men Krag var ikke den eneste, der vidste besked. Det gjorde daværende forsvarsminister Erik Ninn Hansen, der var en nær ven af Niels Frommelt, også. Men også han valgte at tie, indtil bomben sprang.

Efter Krags afsløring gik jagten på baggrundshistorien for alvor ind. Information og Politiken sørgede for den foreløbige opklaring af den gamle sag, og til sidst lykkedes efter en række undersøgelser at få daværende justitsminister Orla Møller til kortfattet at bekræfte, at aflytningen havde fundet sted, og fortælle, at myndighederne havde kendt til aflytningen fra 1963, men havde opgivet at rejse tiltale.

Holdt hånden over

Om det aldrig endte med en retssag, fordi såvel CIA som de danske efterretningstjenester var involveret - eller det var fordi skiftende toppolitikere fra begge sider af Folketingssalen i årtier havde kendt, godkendt og holdt hånden over Firmaet, er fortsat uklart.

"At der ikke kom retssager ud af undersøgelserne, blev i offentligheden tolket således, at de involverede formentlig havde været i god tro, hvad angik godkendelsen af deres aktiviteter," siger Peer Henrik Hansen.

Selv mener Peer Henrik Hansen, at Firmaets aktiviteter og den politiske accept heraf var meget forståelig, samtiden taget i betragtning..

"Hans Hedtoft og H.C. Hansen er faktisk nogle af mine helte. De så den kommunistiske trussel og forholdt sig til den", siger han. "Til et vist punkt er det selvfølgelig problematisk, at den slags organisationer opstår, men jeg synes det, de gjorde, var meget rigtigt, situationen taget i betragtning."

Om den igangværende PET-kommissionen kommer til samme konklusion, når den formentlig i 2006 er færdig med at kortlægge omfanget af PET's politiske efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989, skal blive interessant at se. Ikke mindst efter, at regeringen i forbindelse med den netop søsatte terrorpakke har givet Justitsministeriet til opgave at udarbejde nye og "tidssvarende retningslinjer" for registrering af politisk aktivitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu