Læsetid: 4 min.

Blind vej

Måske skulle Jack Kerouac have brugt sit lokumspapir til andet end at skrive 'On the Road' på
6. august 2005

Var jeg løbet med sejren, havde jeg måske ikke haft det på samme måde med den bog. I min tidlige ungdom engang i slutningen af 1980'erne strandede jeg med min bedste ven på en sydfransk banegård. Vore veje skulle skilles næste morgen, hvor jeg skulle hjem og starte på et job, som jeg hurtigt blev træt af, mens han først skulle begynde på universitet et par uger senere og derfor havde i sinde at udnytte det dengang så populære Interrailkort til det sidste.

I den lokale kiosk fandt vi ikke megen læsestof af interesse. Blandt de få titler, der pirrede os, ikke mindst fordi den var oversat til engelsk, som vi beherskede bedre end fransk, var Jack Kerouacs On the Road (1957, Vejene).

Ingen af os havde læst den, men vi var begge vokset op i hjem med abonnement på mindst én dansk morgenavis og vidste derfor, at Kerouc og hans bonkammerater fra beatgeneration var noget nær det vigtigste kulturhistoriske fænomen i det 20. århundrede.

Vi investerede uden tøven i kioskens eneste eksemplar af bogen, og satte os derefter hen i et hjørne af banegården med vores pakkenelliker og spillede Trivial Pursuit om, hvem der skulle have den med i toget næste dag. Kampen var tæt; så vidt jeg husker, kunne jeg have vundet, hvis jeg havde svaret rigtigt på, hvilket land badmintonspilleren Rudy Hartono kom fra.

Men det kunne jeg altså ikke, så jeg måtte trøste mig med et daggammelt Herald Tribune og tanken om, at jeg nok skulle få læst bogen på et senere tidspunkt.

Monoton og indholdsløs

Chancen fik jeg nogle år efter, da jeg på universitet faldt over et kursus om amerikansk litteratur i 1950'erne. Efter et par måneder, hvor vi havde læst Bernard Malamud, William Styron og Saul Bellow og endnu havde blandt andre Ralph Ellison, Flannery O'Connor og J.D. Salinger til gode, spurgte jeg professoren, hvorfor On the Road egentlig ikke figurerede på læseplanen.

Med et lunt smil opfordrede han dem af os, der ikke havde læst bogen, til at gøre det, når vi havde tid. Så kunne vi jo selv vurdere, om den burde have været med i det gode selskab i stedet for en af dem, han havde valgt.

Som så gjort. Eller rettere, jeg gik i gang med romanen, og hurtigt stod det klart for mig, hvad han mente. On the Road er jo for at sige det mildt lige så monoton og indholdsløs, som det konforme samfund, dens hovedpersoner med vold og magt forsøger at gøre op med!

Bevares, tonen svinger ganske godt, specielt i de første tre-fire afsnit, hvor man føler, at der for alvor er lagt op til en dannelsesrejse af både kunstneriske og mytologiske dimensioner.

Men hvad sker der så? Ikke en pind. Det hele fiser ud i en temmelig anstrengt hyldest til hedonismen i alle dens afskygninger, og resultatet er en i ordets bogstaveligste forstand ungdomsroman blottet for ethvert optræk til moden refleksion over den absurde tilværelse, som stormagten USA skabte grobund for efter Anden Verdenskrig. Netop det kendetegnede ellers så mange af de andre amerikanske litterære værker fra 1950'erne, hvis hovedpersoner som i On the Road var unge og velformulerede mænd med mod på livet.

I modsætning til eksempelvis John Updikes Harry Angstrom fra Rabbit, Run (1959, Hare, løb), der efter sin flugt fra forstaden erfarer, at hans spæde søn er druknet hjemme i badekarret, fordi konen har drukket sig fuld i fortvivlelse over Harrys forsvindingsnummer, lærer hverken Sal Paradise eller Dean Moriarty, at deres higen efter konstant at tilfredsstille deres libido og ego har en pris, som de ikke blot kan få den gamle tante hjemme i New York til at betale. Eller var det en moster? Jeg husker det faktisk ikke.

Bedre at læse om

Et par år efter mit forsøg på at komme helt igennem romanen (jeg mangler stadig de sidste tre kapitler eller sådan noget), var jeg så heldig at sidde til bords med en anerkendt amerikansk forfatter. Snakken faldt på tidens bedste amerikanske skuespillere og derfor også på Johnny Depp og hans stædige og ganske forståelige forsøg på at filmatisere On the Road.

Forfatteren, der også i Danmark er meget populær, men hvis navn jeg svor at hemmeligholde, fortalte, at han engang var blevet spurgt, om ikke han ved en stor mindehøjtidelighed for Kerouac ville læse op af et af dennes værker. Nej tak, det ville han egentlig helst være fri for.

I hans øjne kunne Kerouac ligeså godt have brugt det lokumspapir, som han efter sigende havde skrevet sit manuskript til bogen på, til at tørre sig i røven med! Således havde forfatteren naturligvis ikke svaret arrangørerne, men det var han dæleme ikke bleg for at sige nu, efter vi havde fået et par avec'er til kaffen.

Jeg forklarede ham, at de danske avisers kultursektioner ryddede forsiderne mindst én gang om året for at holde hele Danmark orienteret om, hvor den forlængst afdøde Kerouac og hans om ikke døde så i hvert fald heller ikke synderligt levende åndsfæller fra beatgenerationen havde bevæget sig hen siden sidst.

Forfatteren nikkede, rørte lidt i kaffen med en teske og svarede så noget i stil med:

"Ja, men de er da også spændende at læse om, ikke? Meget bedre end at læse... Medmindre man er ung og på farten og ingen forpligtelser har, selvfølgelig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu