Læsetid: 3 min.

De blindes krig mod de seende

Absurde og højkomiske snapshot af den politiske magt - men portugisiske José Saramagos roman trætter i længden
16. september 2005

Den er altså en skuffelse, José Saramagos seneste roman. Og det siger en fan, en helhjertet én, som derfor føler skuffelsen dobbelt stærkt. Det kan også godt være, han derfor overdriver den.

Ideen er ærke-saramagosk: Ved kommunalvalget i landets hovedstad lægger et stort flertal af borgerne blanke sedler i urnerne - og det endda i anden valgrunde og på en helt vidunderlig solskinsdag!

Er det et ubegribeligt sammenfald, et udtryk for grasserende kedsomhed? Eller tror det store flertal ganske enkelt ikke længere på, at det gør så meget som den mindste lille ubetydelige forskel, om man så satte 117 samvittighedsfulde krydser på stemmesedlen og sendte den af sted med lige så mange fingerkys og gode ønsker?

Det er da nok muligt, mere end antydes det. Men for politikkens mekaniske dukker kan den slags forklaringer selvfølgelig ikke komme på tale, for hvor ville vi så være henne? Eller rettere: Hvor ville systemet så være henne, havde det så ikke lige præcis afskaffet sig selv?

Derfor må det formulere sin egen forklaring, i romanens svulstige, med klicheer overlæssede (og vanvittig sjove!) parodi på politikersproget: Med denne sammensværgelse er en "torpedo affyret under vandlinjen mod demokratiets majestætiske skib."

Intet mindre

Og så tages der ellers artige midler i brug for at holde den sønderskudte flåde oven vande. Eller det samme på en anden måde: Så lader den portugisiske forfatter det hele udarte i et absurd, grumt, paranoidt amokløb af vilde påfund, der angiveligt skal forsvare demokratiet mod de undersøiske aggressorer, men selvfølgelig i virkeligheden skal beskytte politikerne selv og et gennemkorrumperet system mod ethvert tilløb til virkeligt demokrati og den mindste spire til sandhed.

Politiet og alle øvrighedspersoner forlader byen. Udfaldsvejene afspærres. En mur planlægges opført i en stor cirkel om hovedstaden, så den livsfarlige bakterie ikke skal sprede sig til resten af landet.

Det er de (magt-)forblindedes rasende kamp mod de endnu seende.

Komisk virkning

Og det er sjovt og naturligvis træffende. Men også letkøbt og i det lange løb ikke rigtig sjovt - eller ikke på nogen rigtig interessant måde rigtig sjovt.

Bedst fungerer bogen linje for linje, dvs. i de korte stræk. Groteske og overvældende morsomme er for eksempel dialogerne, blandingen af hurtige returneringer og omstændeligt væveri frem og tilbage og op og ned gennem magtsystemets overvældende detaljemylder, alt sammen i Saramagos karakteristiske punktumløse stil.

De er dygtige sprogbrugere, de folk, f.eks. Søpapegøjen og Albatrossen, det vil sige Overbetjenten og Indenrigsministeren, der fører kodede telefonsamtaler mellem den belejrede by og de eksilerede regeringskontorer. Akkurate, for det skal man være. Og den samvittighedsfuldhed står naturligvis i skinger kontrast til den komplette mangel på samvittighed alle andre steder.

Den komiske virkning har også fortællerstemmens frem-og-tilbage-snak, lange omveje og milde, næsten hjertevarme ironi.

Man glemmer ikke, hvor grumt det hele er, men man mindes om, hvor langt ude og absurd det er på samme tid. Det er en særlig evne, Saramago har, den at gøre tekst og fortælling til mekanik, så man lige akkurat ikke overgiver sig med alle sine følelser, men læser med distancens dobbelte blik. Verfremdung hed det engang, og det kan godt være, at den gamle kommunist ikke ville protestere mod betegnelsen.

Forvirrende og fortænkt

Men det er samtidig her, kedsomheden - min - melder sig. I det lange stræk, og hvor romanen i den grad vil belære sin læser om grum og afstumpet robot-politik og følsom medmenneskelighed.

Det første for det meste med komisk effekt, det sidste på grænsen til det parodiske.

Begge dele kan skyldes, at romanen er en slags fortsættelse til En fortælling om blindhed, der ikke holdt sig tilbage, hvad angår skildringen af menneskelig egoisme og barbari. Er En beretning om klarsyn sagen undersøgt i ny belysning? Muligvis.

Men det bliver det ikke mere spændende af, men af naturlige grunde meget let ensidigt.

Og forsøget på at vikle de to historier sammen og føre det paranoide og skrupelløse systems op- og bortforklaringssarbejde i retning af forgængerens personkreds virker både forvirrende og fortænkt. Og samtidig lidt for oplagt.

Skuffet? Ja, gentager denne Søpapegøje, i det store og hele.

Men til gengæld var den ret godt underholdt i det små.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her