HENNE i Farum er Venstre ved at genopføre et arvestykke, uden at have bestemt sig for, om det er en tragedie eller farce. Stykket hedder Alberti-skandalen, og rollen som den bedrageriske Venstrepolitiker Peter A. Alberti spilles med overbevisende indlevelse af den mistænkte Venstrepolitiker Peter Brixtofte, der ligesom sin åndelige forfader udstråler håndfast styrke og autoritet, når han går til kamp for borgerne (og sig selv) og sætter sin tids forbilledlige »Bom for Socialismen«, som Albertis slogan lød. Hvor Alberti gjorde sig populær som justitsminister ved i 1908 at udarbejde tiltrængte love om børn og kvinders retsstilling, har Brixtofte i slutningen af samme århundrede vundet vælgernes gunst ved at forære børn computere, pensionister solrejser og borgerne sportsoplevelser. Begge Venstremænd har måttet bruge ufattelig kreativitet for at finansiere deres mangfoldige ideer, og begge har måttet lide den tort at få selv de mindste bilag endevendt af en respektløs presse. Alberti døjede med Politiken, som Brixtofte med B.T.
På et afgørende punkt er der dog ændret på handlingen i genopførelsen. Alberti meldte til slut sig selv til politiet han havde bedraget for et beløb svarende til en femtedel af statens årsindtægter. Brixtofte derimod har nok optaget sjove lån, roteret svimlende med kasketterne, forgyldt sin boldklub og meget andet, men han har ikke foretaget sig noget ulovligt. Siger han. Og derfor giver han ikke op.
HAN stillede i går på Farum Rådhus op til et pressemøde, hvortil der på forhånd var ventet lidt af hvert, lige fra harakiri til en ny orlov på Lanzarote. Men Brixtofte gik til angreb på det nye fjendtlige byrådsflertal med dette slag i luften: »Hvis vores flertal skal afsættes, så skal vi afsættes af vælgerne. Vi kan ikke afsættes af små mini-kup. Det er ikke Sydamerika, vi befinder os i, hvor man kan sætte vælgernes afgørelse ud af kraft, ved at man flytter rundt.«
Hvad i alverden er vores flertal? Manden er som en sydamerikansk diktator eller en enevældskonge på forstadsrundfart begyndt at omtale sig selv som vi. Kære Peter i det Høje: Du har mistet dit flertal. Hvert enkelt medlem af byrådet stemmer efter egen overbevisning og skylder ikke vi noget.
Al snak om nyvalg er vanvid og viser atter Brixtoftes foragt for demokratiet. Han har betragtet og behandlet Venstremedlemmerne af byrådet som sin personlige ejendom, som folk der sad på hans nåde. Og ikke på hans »løgn, bedrag og fortielser«, som en tidligere Venstremand fra Farums Byråd udtrykker sig med henvisning til efterårets valgannoncer, der fortalte vælgerne, at kommunen havde »nul gæld«.
HAR PETER Brixtofte en seriøst dårlig sag, må man give ham, at det juridiske grundlag for hans afsættelse er tyndt som etiketten på en årgangsvin. Byrådsflertallet har varslet, at han skal suspenderes, fordi han »vægrer sig ved at udføre en opgave, som er pålagt«, som der står i styrelsesloven. Formuleringen blev indsat i loven, da den københavnske borgmester Villo Sigurdsson i 1970erne hensynsfuldt nægtede at lade giftig belægning smøre på et rensningsanlæg. Brixtofte har godt nok jongleret økonomisk med Farums rensningsanlæg, men det gør dog ikke lovbestemmelsen særligt passende på hans forseelser.
Både stats- og indenrigsministeren har alligevel kaldt det farumske flertals forsæt om at suspendere Brixtofte for vældig fornuftig. Så nu hænger de på den, Fogh og Løkke. Tør de, som styrelsesloven foreskriver, vente på at få suspensionen prøvet ved en domstol, der måske finder beslutningen for broget? Eller vælger de inden længe at fremsætte en Lex Brix i Folketinget, som sætter tingene på plads og borgmesteren på porten, inden han får slettet for mange spor og brugt for meget af det kommunale embedsværks tid på at modarbejde undersøgelserne?
Og mens den fortumlede Venstre-regering (undskyld K) finder sine ben i sagen om den liberale mønsterkommune, kan man spekulere på, om Alberti-farcen bliver en tragedie for alle danske skatteydere, når håbløst forgældede Farum sandsynligvis snart skal reddes tilbage til virkeligheden med langfristede statslån i milliardklassen. Alberti fik en formue forærende af statsministeren som en sidste redningsplanke. Den brast. Måske man denne gang skulle skrive en Brixtofte-kompenserende særskat ud til alle, der stemte Venstre ved sidste folketingsvalg.
Så blir det ligesom i familien.
