Læsetid: 4 min.

Bliv hellere hjemme

12. juli 2003

SOMMEREN ER for alvor over os, men rejsebranchen har det ikke alt for godt. Den danske mand og kvinde mistede som så mange andre i nogen grad lysten til flyrejser og eventyr i det fremmede efter 11. september og diverse andre terroraktioner rundt om i verden. Tallene for charterrejser har pil nedad – fra 200.000 i 2000 til 160.000 i år, siger i hvert fald nogle af tallene, flere bureauer har røde tal på bundlinjen eller er krakket, og der er andre problemer.
Således havde nogle danskere for nylig købt en rejse til Kroatien, hvor de kunne se frem til at nyde solen og varmen. De begav sig af sted i højt humør ned gennem Europa og blev sat af ved et hotel, som man nu gør. Stor var deres forbavselse, da de opdagede, at de var kommet til Slovenien...
Sådan kan det åbenbart gå, men normalt havner man – det skal retfærdigvis siges – på den destination, man har købt billet til. Værre er det, hvis bureauerne krakker, og man så alligevel ikke kommer af sted, eller – oh, skræk – hvis Rejsegarantifonden ikke dækker en ind. Det gør den dog som regel.

SÅ ER DER problemet med at vælge rejsemål, for hvor kan man efterhånden tage hen?
Fattigrøvsferie i Marokko – næh, der er lige eksploderet en bombe.
Storvildt-ekspedition i Kenya: Nej, der er også terrortrussel.
Pyramiderne i Egypten – jamen, ligger de ikke også på lur efter turisterne der?
Israel giver sig selv. Mellemøsten i det hele taget.
Irak og Tjetenien skal nok heller ikke vente det helt store turist-boom.
Billig strandferie på Bali – slet ikke. Der var jo den forfærdelige terroraktion med bomberne – i frisk erindring.
Østen er et tvivlsomt mål på grund af sars-risikoen, selv om den i nogen grad synes manet i jorden. Frygten er imidlertid ikke altid helt logisk, og som verden er, kan man som turist ikke føle sig sikker noget sted.
Tør man flyve til New York? Og kan man være det bekendt? For den politisk korrekte turist, der ikke vil støtte misliebige stater, er det endnu sværere at finde et egnet turistmål. Rusland kan man slet ikke rejse til – her er både risiko for terror plus det, at landet er krigsførende. Noget lignende gælder USA og England, der er besættelsesmagter. I øvrigt står Moskva næppe øverst på manges ferieønskeliste.
Berlusconis Italien er helt yt, efter at Gerhard Schröder har vist vejen. Der røg den pasta alla vongole på Piazza Navona. Spanien var også blandt de krigsførende – og Danmark. Faktisk kan den politisk korrekte turist ikke engang tillade sig at rejse i Danmark, men må vende blikket mod f.eks. Færøerne.
Vi kan ikke engang selv tillade os at være i Danmark. Specielt ikke på Fanø, hvor vi ikke vil sætte en fod, så længe Pizza-Aage nægter at sælge pizzaer til tyskere og franskmænd, Schröder og Chirac. I Frankrig kan vi ikke komme pga. atomprøvesprængningerne i Stillehavet for nogle år siden. De er ikke glemt, selv om man skulle tro det.
Ud i rummet... ja, det er en mulighed, men så skal priserne lige have et hak nedad.

NU SKAL man jo heller ikke male fanden på væggen, specielt ikke da han er der i forvejen. For selv om turismen har mistet sin mødom, er der også opløftende meddelelser fra rejsebranchen. Faktisk er der efter nedgangen tegn i sol og måne på, at danskerne vil trodse farerne og i stigende grad – uforfærdede – rejse på ferie alligevel. Ifald det pludselig bliver regnvejr her til lands, vil intet kunne holde os tilbage. Men da vil gamle rejsemål som Rhodos og Kreta igen komme til ære og værdighed, mener man. Fra Mallorca meldes, at en ny mand har vundet lokalvalget, og at han vil fjerne en upopulær turistskat, så priserne vil falde. Turisterne er også begyndt at tage til Sri Lanka igen efter borgerkrigen. Det kan altså også gå den vej.
Der udfoldes store bestræbelser på at opfinde nye måder at rejse på, aktiv-ferier. Aristokratiske slotsferier, trekking i Nepal og rafting i gummibåde på floderne er allerede ved at være gammeldags. Bladet Tjeck Magazine kan i sit nye nummer berette, at en rig, amerikansk født bosætter i Israel har lanceret antiterror-kurser med øvelser i nærkamp, forelæsninger i militære strategier, skydeøvelser med Kalashnikov-geværer og andre våbentyper. Man får mini-kørekurser
i F-16 kampvogne, osv.
Det lyder jo tilpas sygt. Så hellere blive hjemme – og måske overveje en puddelhundeferie på den jyske vestkyst, som ganske vist ikke er opfundet endnu, men det kan jo komme som det næste.
To sektorer inden for rejsebranchen har fremgang. Den ene er krydstogtsektoren, som med en stigning i kapaciteten på 20 procent hævder at have den største vækst, men det er ikke helt korrekt. Den anden, rumturismen, vil nemlig kunne opvise en vækst på hele 50 procent, et formeligt boom, når verdens tredje rumturist sendes ud på en 10-dages charter, men – ok – det blive nok ikke før tidligst til næste år.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her