Man tager en hjemmeudviklet strategi for at privatisere den offentlige sektor. Bagefter tager man Den Tredje Verden og alle de konfliktramte zoner, der skal genopbygges og så vidt muligt privatiseres på samme tid. Og til sidst tager man udviklingsbistanden, som Vesten igen er begyndt at betragte som et middel til egne formål og ikke som et mål i sig selv. Hvad får man så? Ifølge den engelske aktivist og kommentator George Monbiot får man en af vor tids største pengemaskiner: fattigdomsindustrien.
"Vores fjender er begyndt at ligne os og tale som os." Monbiot ville ligne en lidt verdensfjern evighedsstuderende, hvis ikke det var for hans talestrøm og det jagede blik hen over den kø af aktivister, der stiller sig op bag mig for at tale med ham på London School of Economics. Her har han lige holdt en flammende tale mod politikere som Tony Blair og finansminister Gordon Browns infiltrering af den globale protestbevægelse, der kulminerer i denne uge med demonstrationerne og G8-mødet i Edinburgh og Gleneagles.
"Hvis man læser deres økonomiske partnerskabs-rapporter, er vores - aktivisternes - sprog over det hele. Men mens det er blevet moderne blandt magthaverne at sige, at privatiseringspolitikken i Den Tredje Verden i 80'erne og 90'erne var dårlig, giver de stadig Adam Smith Institute 35 millioner pund om året til at lave tanzanianske popvideoer, der promoverer kapitalismen og det frie marked."
Monbiots kollega Mark Curtis har lige fortalt salen, at Gordon Brown igen og igen åbent har erklæret, at Storbritanniens nye interesse for Afrika skyldes nødvendigheden af at åbne nye markeder.
"Browns hovedkrav til de fattige lande er, at de skal 'skabe stabilitet og indenrigs betingelser for udlandske investeringer'. Han har også sagt, at det handler om 'en ad gangen at fjerne alle barrierer, for at vi kan lave forretninger'. Og derfor ser vi vores skattepenge gå til, at britiske firmaer presser på for at privatisere vandforsyninger i hele verden," siger Curtis. Men det er Monbiot, der leverer det konkrete eksempel:
"Private Finance Initiative (PFI) er en britisk privatiseringskatastrofe, hvis projekter vi har set kollapse igen og igen herhjemme fra lufthavne til hospitaler. Men nu er PFI en stor forretning og eksportvare, som Storbritannien skal til at eksportere til hele Den Tredje Verden - med tilhørende britiske eksperter, rådgivere, ingeniører og revisorer. Der har allerede været tre ministerielle besøg i Sydafrika, som har presset på for at sydafrikanerne skulle overtage PFI-modellen til programmet for opbygningen af nye fængsler."
PFI er en særlig privatiseringsmodel, hvor staten hyrer private virksomheder til at opføre for eksempel skoler og derefter lejer dem for et fast årligt beløb over for eksempel en 30-årig periode. Modellen har gjort det muligt for den britiske regering at igangsætte offentlige projekter, som den aldrig ville have kunnet rejse de store engangsbeløb til selv at bygge, men dens kritikere påpeger, at den som enhver anden lejeaftale i længden er dyrere end et køb. PFI er stærkt kontroversiel i Storbritannien, hvor mange projekter er slået fejl og budgetter overskredet med mange hundrede procent, men briterne har ikke desto mindre eksporteret den til en række europæiske lande og retter nu blikket mod Afrika.
"Vi bruger bistandspenge til at presse PFI igennem, men PFI er intet andet end et gigantisk bistandsprogram for det britiske forretningsliv," siger George Monbiot. "Det viser bare, at alt er ved det gamle. De taler måske om frihandel og gældslettelser, men de bruger det til at gennemtrumfe britiske forretningsinteresser, som udvikles i tæt samarbejde mellem vores private erhvervsliv og de offentlige instanser. Det er det gode gamle udbyttelsesforhold om igen."
Akkurat samtidig, i den anden ende af London, er en anden konference igang.
På Hilton Paddington er der ingen annonceringer af mødet i den store konferencesal, men skilte på trapperne forklarer, at der på grund af 'forhøjede sikkerhedsforanstaltninger' ikke er adgang for menige gæster på første sal i dag. Uden for Iraqi Petroleum Conference, arrangeret af oliekonsulenterne Entrac, nægter de store vagter mig venligt, men bestemt, adgang.
Men lidt senere giver ventetiden ved herretoilettet gevinst: Robert B. Lydecker, en lille og rar, krøllet mand, kan godt bruge en pause og en sludder. Han kommer fra "et lille olieselskab" i Texas, og han forsikrer mig om, at konferencen har været både rejsen og deltagergebyret på næsten 14.000 kroner værd. "Jeg har noteret mig, at de store selskaber er her," siger han: "Statoil, BP, Shell, Chevron, Exxon - de er her ikke med mange mand, men de er repræsenteret. Problemet med Irak er, at ingen af os ved, hvad de har derinde bag grænserne, og hvor det er - de har været så lukkede. Konferencen her reklamerede med seks deltagere fra det irakiske olieministerium, men de fleste af dem er nu eksil-irakere fra Abu Dhabi og her fra London."
Alligevel er Robert B. Lydecker optimist, hvad udsigterne til snarlige irakiske olieforretninger gælder. "Vent du bare og se," siger han med et skælmsk blink. "Nu til dags er oliebranchen et fladere felt. Hvis du er kreativ, intelligent og kvik, kan du lave penge."
Jeg spørger, om der ikke er for meget uro i Irak til at lave forretninger. "Well, den gode Gud har nu engang ikke placeret oliefelterne, hvor det er fredeligt på denne jord. Jeg har været i branchen i 30 år og har 20 tilbage, jeg har boet i Egypten og Indonesien i mange år, og jeg er endnu ikke stødt på olieområder uden ballade. Det tager vi ikke så tungt i vores branche."
En af vagterne har fortalt mig, at et par danske ingeniører deltager i konferencen, og jeg spørger en hollandsk kvinde fra Shell, om hun har mødt dem. Hun svarer, at der ikke er uddelt nogen deltagerliste: Det er ikke alle, der ønsker at tiltrække opmærksomhed om deres interesse i Iraks olie. Tror hun, at Shell snart kan komme igang med olien i Irak? "De næste to-tre år kommer det til at gå langsomt," sukker hun. "Jeg tror desværre ikke, irakerne er helt klar til forretninger endnu. Men nu har vi fået et godt indblik i, hvordan man skal operere i strukturerne i deres olieministerium."
Katastrofekapitalisme, kalder forfatteren Naomi Klein det. I en artikel bragt i Information den 14. maj beskriver hun, hvordan den løbende nedbrydelse og genopbygning af verden nu er så systematiseret, at Det Hvide Hus har oprettet et særligt 'Kontor for koordinering af rekonstruktion og stabilisering', ledet af den tidligere ambassadør Carlos Pascual. Dette kontor skal ikke alene overvåge 25 'truede' lande, hvor der endnu ikke er udbrudt konflikter, det skal også indgå forhåndskontrakter med virksomheder om disse landes genopbygning.
Genopbygning, forklarer Pascual nemlig, er ikke bare genopbygning. Det handler om opbygningen af "demokratiske og markedsorienterede stater", for eksempel gennem salg af statslige virksomheder, der "skader økonomien". Et kontor, altså, der på forhånd lover forretning til virksomheder, så snart konflikterne bryder løs, og som desuden har som sit erklærede mål at rydde forhindringer af vejen for selvsamme virksomheder gennem privatiseringer af verdens svageste lande.
I genopbygningsindustrien ligger Danmark, med vores nye status som krigsførende land med dertilhørende handelsfordele, helt i front. Tag for eksempel den gigantiske handelsmesse Rebuild Iraq Expo, der afholdes for tredje gang i Jordan i 2006. Blandt deltagerne er 30 danske virksomheder fra Arla og Grundfos til DLH og F.L. Smidth, og Danmark tæller intet mindre end fire sponsorerende organer, flere end nogen af de øvrige deltagere.
Blandt sponsorerne er Dansk Industri (DI), der aldrig har lagt skjul på sin forretningsmæssige interesse i Irakkrigen. Den 9. februar 2004 skrev chefkonsulent i DI Marianne Castenskjold for eksempel i investor-vejledningen "Irak - en erhvervsmæssig udfordring", at "situationen omkring Iraks genopbygning kan på flere områder minde om tidligere tiders jagt efter guld. Man ved, at mulighederne findes, men ingen har rigtig overblik over, hvor og hvordan man skal bære sig ad med at få del i de meget store økonomiske muligheder, som situationen indebærer. I lighed med tidligere tiders guldgravere er det vigtigt at have et konkret mål med sin indsats og derefter have en plan til realisering af dette mål".
Derefter giver DI's chefkonsulent en række anvisninger på investeringsmuligheder og adgang til de 170 mio. kroner afsat af de danske bistandsmidler til Iraks genopbygning, og til den yderligere eksportkreditgaranti på op til 1 milliard.
I denne nye virkelighed finansierer staters 'udviklingsbistand' udvalgte private virksomheders udvikling af nye markeder, der passer dem selv. Journalisten Chalmers Johnson kalder i Harper's Magazine USA's privatiserede militære leverandører for en ny slags statssocialisme, fordi de ikke har noget med det frie marked at gøre, men gennemtvinges af staten. Naomi Klein noterer sig, at den Paul Wolfowitz, der på meget kort tid omskrev Iraks investeringslovgivning og privatiserede landets offentlige sektor, i denne sammenhæng er et helt logisk valg til posten som leder af Verdensbanken, det styrende organ for den globale finanstilførsel til udviklingslande. Sammenvoksningen mellem udvikling, genopbygning og statsstøttet, privat profit er total.
Samtidig er et paradigmeskift igang i bistandstænkningen: Post-konflikt-lande modtager nu 20-25 procent af Verdensbankens midler, en stigning fra 16 procent i 1998. Ifølge udviklingseksperten Alan Fowler er dette skift en tilbagevenden til koldkrigstidens bistandstankegang, hvor u-landsbistand blev sammentænkt med sikkerhedspolitik og brugt til at fremme egne geopolitiske agendaer.
"I 90'erne lykkedes det verden at opstille nogle objektive fattigdomsmål, hvor udbedringen af verdens fattigdom blev et mål i sig selv. Men nu skal reduceringen af fattigdom reducere terrorisme, og i stedet for at hjælpe i lande med størst fattigdom, rettes den i stigende grad mod for eksempel Mellemøsten, hvor effekten er mindre, men passer ind i den sikkerhedspolitiske agenda." Til målretningen af bistanden hører også målretningen mod fordele for det nationale erhvervsliv, en dagsorden som dansk bistand længe har satset på, og som i kraft af Danmarks omfattende tredjeverdensbistand har stor effekt i modtagerlandene.
George Monbiot gider ikke længere høre rockstjerner eller G8-ledere tale om velgørenhed:
"Jeg argumenterer ikke for, at Vesten skal hjælpe Afrika. Jeg argumenterer for, at Vesten skal holde op med at tjene sine penge på Afrikas fattigdom."
Det er ikke længere tabu, for stater eller virksomheder, at planlægge forretning på andre folks ulykke. Det er dog endnu uafklaret, hvordan det skal blive i den nye fattigdomsindustris interesse at reducere verdens fattigdom og konflikter - og dermed sit eget afkast.
