Læsetid: 3 min.

Blod, blæk, bedrag og besættelse

Bennett Millers 'Capote' er en velturneret og uhyre velspillet film om et moderne litterært hovedværks hårde fødsel
17. marts 2006

I 1965 udkom to værker, som med deres raffinerede brug af fiktionens virkemidler revolutionerede reportage-genren og skabte litterær trend; det ene var The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby af Tom Wolfe, det andet In Cold Blood af Truman Capote. Sidstnævnte bog tog sin blodige begyndelse, da to indbrudstyve tilbage i 1959 brutalt myrdede en familie i Kansas.

Den 35-årige forfatter og festabe Truman Capote, som - udover en sans for selviscenesættelse på højde med Andy Warhols - på det tidspunkt mest var kendt for romanen Breakfast at Tiffany's, får færten af en god historie.

Et dumt fascinerende svin

Da gerningsmændene seks uger senere pågribes, lykkes det den snu forfatter at få ubegrænset adgang til dem og gradvist vinde den enes tillid. Snart er han dybt involveret i sagen, men det er ikke just et idealistisk ønske om at se retfærdigheden ske fyldest, som driver værket.

Hollywood har traditionelt kviet sig ved usympatiske hovedpersoner, hvilket ud fra denne filmoplevelse at dømme er helt uforståeligt. Nok fremstilles Capote i Bennett Millers film, der bærer hans navn, ikke som fuldkommen skruppelløs, men han er en selvisk og selvmedlidende krukke med en yderst fleksibel moral og knusende kompetencer ud i manipulationens ikke altid lige ædle kunst.

På den ene side det celebre selskabs opmærksomhedshungrende centrum, på den anden en fra barnsben sjæleligt forkrøblet stakkel på ensom vej mod den drukdød, som indtraf i 1984. Og fra alle sider betragtet et tryllebindende bekendtskab.

En stor del af æren herfor skal gå til Philip Seymour Hoffman, hvis Oscar-vindende indsats i hovedrollen cementerer hans position som et af sin generations klarest lysende talenter. I et indfølt og nuanceret portræt af et særdeles psykologisk sammensat væsen anskueliggør Hoffman blandt andet, hvorledes Capotes måske mest respektindgydende træk samtidig er et af hans mest foruroligende, nemlig viljen til som en anden Faust at sige og gøre hvad som helst for at sætte sit mesterværk i verden.

Dan Futtermans begavede manuskript formår på djævelsk udspekuleret vis at bruge karrierefikserede Capotes kølige overblik og mordernes angiveligt kolde blod som fremkaldervæske for store spørgsmål om ret og uret og - ikke mindst - de grå zoner midt imellem.

Dramatiske dialoger

Forfattergerningen er ikke en profession, som umiddelbart rummer et stort filmisk potentiale, og Capote er da også ligeså fattig på fysisk action, som den er rig på samtalescener. Men hvilke samtalescener. Instruktør Miller vælger kløgtigt at have fuld tiltro til styrken i historiens moralske problemstillinger og Hoffmans evne til at formidle dem, og gør stort set kun opmærksom på sin tilstedeværelse via talrige diskret skønne billedkompositioner.

Birollepræstationerne er klippefaste, ikke mindst altid seværdige Catherine Keener som forfatteren Harper Lee (kendt for racedramaet Dræb ikke en sangfugl), Capotes barndomsven, som ser lige igennem røgsløret af forloren selvforelskelse, affektion og manér.

Man savner kun en lidt skarpere optegning af en større sociologisk kontekst. 15 år senere skulle en anden hovedskikkelse inden for new journalism Norman Mailer i den Pulitzer-prisvindende The Executioner's Song (filmatiseret i 1982) bruge endnu en faktisk mordsag som udgangspunkt for en diskussion af klasseskel, forbrydelse og dødsstraf i Amerika.

I Capote bliver det ved tilløbet, skønt scenen, hvor Capote sætter den feterede fotograf Richard Avedon til at tage smagløse 'bad boys'-shots af de to muskelstruttende mordere, ikke siger så lidt om kunst- og kulturelitens morbide nyfigenhed over for arbejderklassens brodne kar.

Men man må udvise en vis forståelse for fristelsen til at lade den flamboyante og fortabte Truman Capote og alle hans dæmoner og dilemmaer agere altoverskyggende hovedperson. Filmverdenen er blevet et fængslende karakterstudie rigere.

Capote. Instruktion: Bennett Miller. Manuskript: Dan Futterman. Amerikansk-canadisk (Dagmar og Grand i København, Metropol i Århus og Café-biografen i Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu