Læsetid: 3 min.

Bloddryp på skjorten - og kirsebærsaft i skødet

Livet er umuligt. Både i Turbinehallernes kirsebærhave og i Odense Internationale Teaters mafiahelvede
13. marts 2007

Hvad vil man helst? Dø en indre død blandt aristokratiresterne i Rusland - eller dø en diskret kvælningsdød blandt mafiaen på Sicilien? Det kan man vælge mellem i øjeblikket, i hvert fald som teatertilskuer: Kirsebærhaven eller Cosa Nostra?

Livet er så umuligt hos Tjekhov. Det kan ikke leves, og dog kan det heller ikke standses. Kærligheden tændes, og dog kan den ikke leves ud. Smerten mærkes, og dog kan den ikke røbes. Livet går bare, dag for dag i frustreret venten, mens kirsebærtræerne blomstrer - og blomstrer af.

Det Kgl. Teater har lagt årets Tjekhov-tolkning i armene på Katrine Wiedemann og Christian Friedländer. De har opfindsomt indtaget Turbinehallernes kolossale højrum med tårntrapper og uventede kældernedgange. Gulvet er belagt med de smukkeste, ægte tæpper som en overdådig kommentar til den overklasseslægt, som godt nok stadig ejer sin prægtige landejendom, men som ikke længere har nogen penge at leve for.

Hos Wiedemann og Friedländer er møblerne endda allerede solgt, så tæpperne stråler hånligt i deres overdådige vævninger. Imens lyser kirsebærhaven udenfor. Man kan se den gennem et prægtigt sprossevindue, men helt oppe i tredjesals højde - som om de hvidlyserøde blomster allerede er på vej til himmels.

Tomt

Men livet virker ikke umuligt her i denne Tjekhov-fortolkning. Snarere bare ligegyldigt. Eller tomt. Eller besværligt. For kærligheden mangler i Turbinehallerne, og smerten mangler. Og dermed mangler Tjekhov. Til gengæld er der en imponerende Bodil Jørgensen som den moderudyret med panisk-smukke hænder og desperate dansetrin. Der er Malin Brolin-Tani som den overlever-lette Anja, og Maria Rossing som den livsbitre Varja. Og der er Ole Ernst som sammenkrummet evighedstjener for det herskab, der knap ænser ham. Og så er der alle mændene, der her dog kun småsvigter og småstjæler. Selv den talentfulde, svenske Shanti Roney kan ikke overbevise om Lopakins ondskabsfulde svigefuldhed.

Sært er det i hvert fald, så lidt indtryk det hele gør. Jo mere skuespillerne danser omkring på trapperne, jo mindre føler man med dem. Jo mere de tumler om på tæpperne, jo længere er der til gåsehuden. Måske bliver personerne bare væk i den enorme turbinehal. Selv Edward Pierces detaljerede lys kan ikke fokusere på personerne så meget, at der kommer den intimitet, som Tjekhov kræver. Og det liv. Men livet er jo også så umuligt hos Tjekhov.

Tamt

Livet er også umuligt hos mafiaen. Livet trues og spioneres og afkortes, som hævn for hævn for hævn... Denne mafia-tilstand skildres med stor intensitet hos Odense Internationale Musikteater i forestillingen Cosa Nostra. Sangene af Chris Jordan er aldeles fremragende - medrivende og legende og ubesværede, som om de er digtet frem i en spontanrus mellem to blodbade.

Performerne både synger og spiller, som var det en drøm. Skuespillereleverne Thomas Gaarde og Christine Gaski puster alle i nakken med deres ligefremme musicaltilstedeværelse, mens Anders Nyborg spiller på de dunkle mafiastrenge. Og Hanne Hedelund strækker slanke ben som bagklog mafiaboss-enke - og Chris Jordan selv dukker insisterende og stemmepræcist op bag skumle solbriller.

Desværre bliver det fysiske mafialiv på scenen ret umuligt i denne forestilling. Det er, som om handlingen aldeles stagnerer mellem sangnumrene. Skuespillerne står og står, eller sætter sig når det er vildest. Resultatet er, at dramaet fra sangene siver ud: Trods modbydeligheden kommer forestillingen til at virker tam.

Det er ærgerligt og mærkeligt, for disse Odense-folk har skabt fængende forestillinger som The Citizen og Memory, der var fulde af energi og dynamik. Og det er synd, fordi denne forestilling ubetvivleligt er på internationalt niveau og bør kunne eksporteres overalt, ikke mindst til kåde teaterkompagnier i Italien og Østeuropa... Den nuværende instruktion og dens scenografi - et par trappetrin, et par caféborde og et lærred med livløse stregtegningsprojektioner - lever bare ikke op til noder og ord.

Men okay. Livet er heller ikke nemt. Slet ikke med en pistol i nakken - eller en motorsav for det indre øre.

Kirsebærhaven af Anton Tjekhov (1904). Oversættelse: Kjeld Bjørnager. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Koreografi: Niclas Bendixen og John-Poul Zaccarini. Scenografi: Christian Friedländer. Lys: Edward Pierce. Det Kgl. Teater i Turbinehallerne. Til 28. apr.

Cosa Nostra. Tekst og musik (urpremiere): Chris Jordan. Instruktion: Anders Nyborg. Scenografi: OIM og Poul Hvid Hansen. Illustrationer: Christian Andersen. Odense Internationale Musikteater, Teaterhuset i Odense. Til 17. mar. og 16-28. apr. Samt turné. www.oim.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu