På fire dage er syv mennesker blevet likvideret i byen, der er hovedstad i den syditalienske region Campanien. Den lokale mafia, La camorra, står bag mordene.
Den italienske ministerpræsident, Romano Prodi, der i dag er i Napoli, har foreløbig beordret politistyrken i Napoli forøget med 1.000-1.400 mand, og som næste skridt overvejer han at sætte hæren ind.
Om overvejelserne bag disse planer siger han:
"Denne gang bliver kampen ikke sat i gang for at formidle den offentlige mening i et par dage eller et par måneder. Det bliver en permanent kamp for at give borgerne sikkerhed."
Ydermere understreger Prodi, at han allerede for en måned siden gav indenrigsministeren Giuliano Amato til opgave at forsøge at udvikle en strategi for bekæmpelsen af kriminaliteten i Syditalien.
La camorra har i løbet af de sidste 25 år anslået haft 7.000 'medlemmer'. De har i alt myrdet 3.500 mennesker og betegnes i dag som den blodigste og farligste af samtlige kriminelle organisationer i Italien.
Det er ikke for meget at kalde La camorra en terrororganisation. En organisation der udøver vold mod demokratiet. En organisation der terroriserer Napoli og omegnens befolkning med pengeafpresning, trusler og endelig kontant afregning i form af likvidering, hvis folk ikke betaler eller på anden måde sætter sig til modværge.
Mange mennesker, som ikke har haft noget med La camorra at gøre, er blevet myrdet, fordi de uheldigvis befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, når et opgør fandt sted.
Et samfund uden stat
I begyndelsen af oktober udkom bogen Voldens gader. Camorraens forbrydere og bander i Napoli af Isaia Sales, tidligere politiker i partiet Venstredemokraterne.
Sales, der i dag er under konstant politibevogtning, beskriver i bogen forskellen mellem Cosa nostra (den sicilianske mafia) og La camorra:
I modsætning til Cosa nostra er La camorra opbygget uden hierarki, uden en 'kuppel', som man skal adlyde, men med policentriske, diffuse og mangeartede dimensioner.
Hvis mafiaen er en stat i staten, så er camorraen et samfund uden stat og imod staten.
Den diffuse opbygning er grunden til, at camorraen aldrig har sat sig direkte og på militant vis op imod staten, sådan som Cosa nostra gjorde det i begyndelsen af 1990'erne. Cosa nostra stod bag attentater på Sicilien mod de to undersøgelsesdommere Giovanni Falcone og Paolo Borsellino og flere i deres følge herunder Falcones hustru i 1992. Ved et bombeattentat planlagt og udført af den sicilianske mafia i Firenze i 1993 mistede fem mennesker livet, og dele af museet Uffizierne blev ødelagt.
Mellem den sicilianske mafia og det politiske liv har der været en form for alliance, som har sikret organisationen status af 'særstat'. Den napoletanske mafia har ikke et 'hoved', der kan skabe en sådan alliance.
Det er ikke på grund af politiske håndlangere, at La camorra til stadighed vokser og spreder vold og rædsel. Det ændrer dog ikke på det faktum, at de italienske politikere ikke har formået at bremse La camorras vokseværk. Et vokseværk som heller ikke er blevet mindre de forgangne fem år, hvor Italiens ministerpræsident hed Silvio Berlusconi. Han besad en åbenlys foragt for etik og moral og angreb den dommerstand, der måske kunne have været et bolværk mod forbryderbanderne.
Den mafiøse kræft
La camorra har formået at sætte ind der, hvor den lokale napoletanske administration har givet op eller i hvert fald ikke har været i stand til at løse problemerne. Den har haft sine fangarme ude blandt de arbejdsløse, som kan tjene til dagen og vejen med 'småkriminalitet' som salg af smuglercigaretter, cd-kopier og som 'parkeringsvagter', der mod betaling sørger for, at der ikke sker noget, hvis du parkerer din bil. Den slags forretninger foregår på hvert et gadehjørne i Napoli, og ofte står politibetjente få meter derfra og følger med. De skal jo bagefter have deres del af kagen.
Det ene problem er altså en ineffektiv administration. Det andet er, at den italienske venstrefløj i for mange år har troet på myten om 'den gode regering'. En tro på at man oppefra kunne rette det sydlige Italien ind og integrere det i det nationale væv. Var staten og de politiske partier blot allestedsnærværende nok, ville man på den måde kunne ramme den mafiøse kræft og dens metastaser. Politik skulle opløse de gamle klienttilhørsforhold og erstatte 'napoletanskheden' med social bevidsthed.
Katastrofehjælpen
Efter det store jordskælv i Napoli i 1980, hvor byen havde nok at gøre med at holde næsen oven vande, kuldsejlede reformprojekterne endegyldigt.
La camorra tilegnede sig de fleste af de mange millioner, som byen fik i lokal og international støtte. Siden har politikken i Napoli klæbet til samfundet, snarere end den har ændret det. Der har ikke været ikke nogen strategi i Napoli for at bekæmpe kriminaliteten. Der har manglet politisk mod, og Berlusconis skandaløse angreb på dommerstanden har medført, at La camorra er blevet frækkere og frækkere. Folk går rundt og dømmer andre til døden og eksekverer derefter selv henrettelsen. Der hersker anarki i Napoli.
