Læsetid: 3 min.

Blodfattig og svedfri

5. december 2002

»Jeg kan ikke tilbyde andet end blod, slid, tårer og sved.«
Winston Churchill, premierminister i Underhuset den 13. maj 1940

Situationerne kan ikke sammenlignes, men vi gør det alligevel: Da Churchill i 1940 talte til Underhuset, var situationen forbandet alvorlig. Tysken stod for døren, bomberne regnede ned over de britiske storbyer. Hvis der var en redning, lå den år ude i fremtiden.
Briternes eneste håb bestod i at holde sammen og holde ud. Churchill formåede den dag at indgyde befolkningen kræfterne til at komme gennem krisen, og lige siden er hans ’blod, sved og tårer’-tale blevet fejret som bevis på det talte ords styrke.
Dagens Tyskland er ved at gå i knæ, situationen er alvorlig. Arbejdsløshedskøen vokser, væksten er i bund – og kassen? Den er tom.
I denne situation kan man lige så godt sige det, som det virkelig er: Venner, det bliver hårdt, men sammen klarer vi det.

En tale af churchillske kvaliteter, det var, hvad lederskribenter, erhvervsfolk og såmænd også en del socialdemokratiske politikere ønskede sig af kansler Gerhard Schröder (SPD) i Forbundsdagen i går. En vej ud af mørket, et håb.
De ønskede forgæves. Kansleren viste sig både vital og angrebslysten og dertil parat til at vedstå sig den alvorlige økonomiske situation, men skylden for miseren fandt han hos andre – en generel økonomisk krise i verden, frygten for krig i Irak, »useriøse forretningsmetoder« i amerikansk erhvervsliv (Enron). En udvej afstod Schröder fra at anvise. Han annoncerede strukturelle reformer i sundheds- og pensionssystemet, uden dog at blive konkret.
»Det gælder om at stabilisere systemet – ikke for at lade alt blive ved det gamle, men for at få chancen til at indlede reformerne uden at gøre de berørte usikre,« sagde han – og så boksede han et par omgange med den borgerlige opposition (CDU-CSU og FDP).
»Det er jo grunden til, at De griber til bagvaskelse og ramasjang i den politiske debat, for De har intet andet at tilbyde,« sagde Schröder, der viste sig storsmilende i salen.
Oppositionsleder, CDU-formand Angela Merkel svarede ondt igen: »Det, folk særlig godt kan lide, er Deres evige latter og smil.«

Tysklands problemer har mange årsager – også de internationale konjunkturer, som Schröder har analyseret sig frem til – men oven i kommer de selvskabte og længe fortrængte, tyske specialiteter:
*En stor del af det tyske arbejdsmarked bygger fortsat på fremstillingsindustri, der konstant er truet af billigere lande i Øst. Blandt virksomhederne favoriserer staten de store på bekostning af de små, der står for 80 procent af produktionen.
*Sundhedssystemet er overbelastet, f.eks. fordi sygehusene belønnes for at holde patienterne i sengen. Et sygehusophold varer dobbelt så længe i Tyskland som i Danmark.
*Pensionssystemet er som på Bismarcks tid. Af hensyn til den sociale stabilitet i samfundet tvang jernkansleren virksomhedsejerne til at betale pensionsbidrag for hver af deres ansatte. Dengang var en stor virksomhed én med mange ansatte, i dag afgøres størrelsen på bundlinjen af koncernregnskabet – og den succesfulde virksomhed har gerne færre ansatte end den mindre succesfulde. Virksomhederne belønnes for at skære i antallet af ansatte, spidsbelastningssituationer klares med overarbejde. Nye arbejdspladser giver det ikke.
Dertil kommer, at befolkningens alderssammensætning ændrer sig; der bliver stadigt færre unge til at betale pension til flere ældre – og at pensionskasserne konkurrerer indbyrdes om at tiltrække unge, hvorved kasser med forholdsvis mange ældre bliver Sorte Per.

Hvad ville konsekvensen være, hvis Schröder i går havde lovet blod, sved og tårer? Måske ville befolkningen virkelig bide tænderne sammen og gennemføre en reform af socialstaten, så den fortsat kan bestå og er til at betale. Eller måske alligevel ikke...?
Schröder veg tilbage. 90 procent af arbejdsstyrken har trods alt stadig job, og pensionisterne får deres pension, og der var derfor en betydelig risiko for, at indbyggerne ville sige nej til regeringens reformer ved først kommende delstatsvalg.
Den risiko turde Schröder ikke løbe, og derfor smiler han. Selv om der ikke er meget at smile af.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu