Læsetid: 4 min.

Blot du så hans hånd

Teatrene på Halmtorvet og i Allerød brillerer med spændingshistorier og skuespilleroverskud. Og maskulint kapauw
17. januar 2006

Der var dømt mandeuge. Både på Mungo Park og på Husets Teater stod ugens teaterpremiere i hvert fald i mændenes tegn: Tre mandlige skuespillere i Allerød, fire mandlige skuespillere på Halmtorvet - og så to-tre mandlige dramatikere og instruktører for ikke at tale om de to mandlige lyddesignere og lysdesignere og den mandlige scenograf og den mandlige fotograf, der altså var den samme Per Morten- Kun scenografen Birgitte Mellentin havde opnået en grå-brun invitation til mandefesten, men hun har nu også kunstnerisk bredere skuldre end de fleste, også af hankøn.

Til gengæld var vi rigtig mange kvindelige tilskuere til at lade os påvirke af disse manderefleksioner. Og lykkeligt nok viste begge forestillinger sig at rumme så rigtfacetterede følelsesnuancer, at fraværet af det åbenlyst feminine næsten blev glemt undervejs- Først og fremmest fordi begge forestillinger fortæller så elementært gode historier: Underholdende, underlige, uforudsigelige. Og så fordi de begge fortælles med så stærk overbevisning - den ene med sine overdrevne, fysiske gag, den anden med stille tale. Men begge med tilskuerimpulser til både grin og suk.

Vandfaldsbalance

Mungo Park - manden bag navnet er noget så traditionelt som en biografisk skildring af manden bag Allerød-teatrets navn, nemlig den skotske opdagelsesrejsende, der i 1790'erne rejste alene til Afrika. Men i Martin Lyngbo og Thor Bjørn Krebs' dramatisering bliver fortællingen en dybsindig drengefarce - en vandfaldsbalance mellem stand-up og tragedie, der ender som et medmenneskeligt udsagn om kald og fornuft, om kompromis og opofrelse.

Mungos ensemblespillere er kåde og fysisk veltrimmede. Mikkel Arndt, Nils P. Munk og Christian Tafdrup - der sideløbende optræder i Mungo Parks anden forestilling W som henholdsvis gamle Bush, George W. og George W's bror - spiller simpelthen vablerne ud af vandrestøvlerne. Afrikas landbyer trylles frem med de mest drengede rekvisitter - et par spisebordslamper med ledningsstumper bliver til høvdingehatte med krøl, og en stige bliver til en krokodille. Og det virker!

Og så skifter de mellem det gak og det gakkede i et par dusin roller hver undervejs: Leddegigt skiftes ud med jalousi, og pudderparyk skiftes ud med pigelokker, og kapauw, så er den forstenede forsker forvandlet til den forelskede fniseforlovede-

Mungo Parks nye direktør, Martin Lyngbo, har så gerne villet signalere, at teatret i Allerød skaber anderledes forestillinger.

Budskabet er åbenbart nået ud, for forestillingen i lørdags havde tydeligvis lokket tilskuere af alle generationer til at tage S-toget til teatret. Og jo. Mungo Park... er et godt eksempel på begavet og musikalsk teater med snert - og med hormonsved.

Svinebrutalitet

Husets Teater har kastet sig over et mere traditionelt og allerede prisbelønnet stykke, nemlig Pudemanden af den 34-årige engelske dramatiker Martin McDonagh.

Kvaliteten ligger imidlertid i, at historien netop ikke kun er det, den tilsyneladende er, nemlig en morbid opklaring af en række børnemord. Det er langt mere en drilsk historie om tankens kraft, der hele tiden er forud for handlingens - og om den menneskelige trang til at se syndemønstre.

Dermed bliver dette stykke også et indlæg i hele debatten om kunstnerens ytringsfrihed i et totalitære regime - og i et såkaldt demokrati.

Søren Iversen har sat balancen mellem mistænkt og bøddel, mellem morder og morder i Birgitte Mellentins mili-armygrå forhørslokale. Og som den mistænkte holder skuespilleren Søren Malling tilskuerne i et sjældent fascinationsgreb af normalitet og voldsufølsomhed: Du ville næppe genkende Malling på gaden efter dette, og samtidig ville du ryste og høre hans stemme inden i dig, blot du så hans hånd række hen over en kioskdisk.

Modspillet fra Henrik Lykkegaards tilbagestående lillebror bliver både barsk og rørende - og lykkeligt uden for mange klichéticks - ligesom Bjarne Henriksens forhørsleder har en tvetydig svinebrutalitet med passende smalle øjne. Kun den ellers godt indestængte Ken Vedsegaard virker overgearet som torturbødlen; mindre raseri skaber større angst-

Men jo. Befriende er det med en lille statistpige (en velspillende Sandra Øholt Toft) på scenen i forestillingens sidste sekund - i Birgitte Mellentins bud på årets mest farvesikre kostume.

Så medsøstre: Kom bare an! Nyd hormonoverskuddet i disse maskuline scenetrængsler. Og lad så tankespindet nå helt ud i de kvindelige krinkelkroge og gæt selv på, hvordan disse forestillinger ville være blevet, hvis det var kvinder, der beskrev eller instruerede eller spillede disse søgende og hævngerrige - medmennesker.

'Mungo Park - manden bag navnet'. Tekst og instruktion: Martin Lyngbo & Thor Bjørn Krebs. Musik (herlig Hollywood-tone): Marcus Aurelius Hjelmborg. Scenografikonsulent (drejescener bliver aldrig det samme efter denne): Palle Steen Christensen. Lyd (gode krimieffekter): Mogens Laursen.

Mungo Park i Allerød, resten af sæsonen to-fre-lø samt Svalegangen i Århus 28/3-1/4, Baggårdteatret i Svendborg 7-8/4, Momentum i Odense 18-22/4 samt Aalborg Teater 12-15/6.

www.mungopark.dk

'Pudemanden' (The Pillowman, 2003) af Martin McDonagh. Oversættelse (djævelsk konsonantnuanceret og kønsneutralt!). Jesper Kjær. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi: Birgitte Mellentin. Lys og lyd: Jan Kudsk Jakobsen. Husets Teater på Halmtorvet til 18. feb.

www.husetsteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her