Læsetid: 4 min.

Blot ét tæppe mere pr. familie

I en lejr med 120.000 mennesker på flugt fra Sudans Janjaweed-milits, findes der ingen læ mod den dræbende kulde. Og nu kræver også fødevare-mangel og lungebetændelse nye ofre
19. december 2006

Der lå en gulbrun tåge over Gereida i de fjerntliggende områder af det vestlige Darfur - et område, der for et år siden var et øde ørkenområde, men i dag rummer verdens største flygtningelejr. Det var koldt, omkring fem plusgrader. Luften var fyldt med kvældende sandkorn.

Dette er ikke, hvad du forventer i Sudan, hvor den bagende hede fra en ubarmhjertig sol forvandler den hårde, ufrugtbare slette til en gigantisk kogeplade. De 120.000 mennesker, som er flygtet til dette gudsforladte sted, flygtet fra kampene mellem oprørsstyrker og den sudanesiske hær og dens Janjaweed-milits, kryber i dag sammen for at holde varmen under den kolde, overskyede himmel. Det har været koldt i ugevis.

Også noget andet kommer som et chok. For at nå ud til lejren må alle besøgende rejse igennem et enormt månelandskab, hvis uendelige horisont kun brydes af enkelte forkrøblede tornebuske. Overalt i hundredvis af kilometers omkreds plettes landskabet af forladte landsbyer, nogle brændt ned, andre efterladt til støvhvirvler der pisker hen over den nøgne jord.

Men når du ankommer til Gereida, opdager du, at det værste ikke er geværerne og bomberne fra de evindelige kampe i Darfur. Kun få her dør af skudsår.

"Omkring 95 eller 96 procent af menneskene dør af infektioner, lungebetændelse og malaria, som er de store dræbere," siger Joanna Kotcher, medicinsk koordinator for lejrens fire måneder gamle sygecenter, oprettet af hjælpeorganisationen Merlin, en af de tre velgørenhedsorganisationer, der i år har fået støtte fra The Independent Christmas Appeal.

"Men den største er miljøet. Lejren er en flygtningelejr, men den er også en infektionslejr."

Lægerne måtte flygte

Merlin har arbejdet i Darfur siden 2004, og leder 15 centre og mobile klinikker i et område, som Sudans sundhedsministerium har opgivet. Med støtte fra EU og den amerikanske regering har Merlins folk skaffet lægehjælp til omkring 150.000 mennesker. Men først i september kom de til Gereida.

Det er en vanskelig balancegang. Mange hjælpeorganisationer har trukket sig ud af området på grund af svigtende sikkerhed. Blot få uger efter oprettelsen af klinikken i Dereida måtte Merlins folk flyves i sikkerhed med FN-helikopter, da oprørere besatte lejren. Lægerne vendte tilbage et par uger senere. Merlins centre tilbyder først og fremmest lægehjælp som f.eks. vaccinationer, fødselshjælp og undersøgelse af underernæring. Gravide får kosttilskud, moskitonet og antimalariapiller.

"I øjeblikket kan vi behandle omkring 400 mennesker om dagen," fortæller Kotcher. "Men vi er ved at starte et program, der skal nå helt ud i udkanten af lejren, på den måde når vi ud til yderligere 4.000."

Dør af diaré

Velgørenhed dækker kun en lille del af behovet i en lejr, der er så stor, at det tager to timer at gå fra yderområderne og ind til Merlin-klinikken og meget længere for en kvinde, der bærer på et sygt barn.

De sygdomme, de behandler, ændrer sig i takt med vejret. I varmen var malaria den store dræber, specielt cerebral malaria, som kan udvikle sig fra de første symptomer til døden i løbet af blot 15 timer. I øjeblikket, med kulden og de enorme mængder støv, er det lungebetændelse. Men det største problem er, at næsten hvert eneste barn i lejren er underernæret. De lever af kornprodukter og en smule olie. Uden frugt eller grøntsager kommer de til at lide af vitaminmangel, hvilket Merlin forsøger at afhjælpe. Men når børnene bliver alvorligt underernærende, kan de dø af basale sygdomme som diaré.

Sådanne sygdomme florerer i lejre, hvor rent vand og ordentlige sanitære forhold er en mangelvare. Internationale organisationer gør deres bedste for at rette op på problemet. Oxfam har f.eks. gravet dybe brønde, hvorfra der kan hentes vand af høj kvalitet.

Hver familie er blevet anmodet om at grave et latrin, og flere organisationer har skaffet plastik- eller betondæksler til dem. "På den måde kan vi undgå, at man bruger de åbne områder som toiletter, hvilket ellers kan sprede sygdomme," siger Kotcher, der i 13 år har været involveret i hjælpearbejde i brændpunkter som Kosovo og Afghanistan.

"Merlin giver også sundhedsundervisning for at sikre, at familierne forstår vigtigheden af latriner og personlig hygiejne."

Det er op ad bakke hele vejen. Lejrlivet er besværligt. Kvinderne bruger fem timer om dagen på at samle brænde. Børn står i kø i fire timer for at få vand, som de henter i fem- eller ti-liters dunke og slæber hjem til deres spinkle skure.

"Hvis du ser på de nøgne tal, kan det godt virke overvældende," fortæller Kotcher. "Men de patienter, vi ser hver dag, er meget glade for vores tilstedeværelse. Vi kan ikke hjælpe alle sammen, men hvert eneste barn vi kan hjælpe, er ét, som bliver reddet fra en unødvendig død. Jeg føler, vi gør en stor forskel."

Hun tilføjer, at hvad der er brug for nu, er mere personale.

"Det er vanskeligt at få folk til at komme til Darfur. I et så barskt miljø er der stor udskiftning blandt hjælpearbejdere. Og vi har brug for flere penge, mere mad og medicin fra det internationale samfund.

Situationen er meget kritisk. Den daglige tilværelse er meget barsk og behovene så store. Vi må ikke lade disse mennesker i stikken."

Et beskedent ønske

Det umiddelbart største behov lige nu er flere tæpper.

"Børns kropstemperatur falder hurtigt. Der er ingen bakker, træer eller læ for vinden, ingen rigtige bygninger eller telte, blot skure af grene, tøjstumper og små stykker blå plastik. Ingen opvarmede steder du kan anbringe børn, der næsten ingen klæder har på kroppen."

Hjælpeorganisationerne har uddelt ét tæppe til hver familie. De fleste af dem har fem børn.

"Vores mål er nu at skaffe to tæpper pr. familie," siger Joanna Kotcher.

I en så rig verden forekommer det at være et beskedent ønske.

© The Independent & InformationOversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her