Læsetid: 11 min.

En blues for Kokkedal

Vor mand på erindringsstoffet causerer over en helt gemen barndom i en helt almindelig lille by, i årene før betonkomplekser, industriparker, serielt fremstillede huse, overdreven motortrafik og ditto pædagogik forvandlede den til et problembarn af en uindbydende forstad
18. maj 2007

I
Jeg havde ikke været i Kokkedal i noget i retning af 25 år, da Søren E. Jensen for et år eller to siden ringede for at spørge, om jeg ville være med i en radioserie om barndomsbyer. Altså sådan et program, hvor diverse personager med større eller mindre entusiasme udbreder sig om det sted, hvorfra deres verden går; en programtype, jeg rent faktisk holder meget af og gerne lytter til, da radioen sært nok egner sig fortrinligt til folk, der fortæller om hint eller hisset.

Så snart sad vi i hans kulturhistorisk fascinerende køretøj og drønede ud ad motorvejen nordpå, til vi nåede rette frakørsel. Og allerede dér kunne jeg med digterens ord konstatere, at alt var - ja, ak så forandret. Til det værre. Men det var så en 'udvikling' - forgrimmelsen og den fuldt bevidste og efterhånden også fuldbyrdede voldtægt af Kokkedal - der begyndte allerede i min sene barndom, tog fart i min spæde pubertet og pågik for fuld hammer, da jeg forlod scenen for at erobre noget i retning af den halve verden. Det er kort sagt historien om det moderne Danmark, forvandlingen af noget diskret smukt - eller i hvert fald pænt - til en ondskabsfuld arkitektonisk vits; på den måde oplever jeg min opvækst som voldsomt arketypisk om end måske ikke decideret symbolsk; dertil er overgrebet for håndgribeligt og tilmed fuldstændig blottet for poetiske dimensioner.

Det er p.t. populært blandt visse politikere og andre mennesketyper på især højrefløjen at give især ungdomsoprøret skylden for den deroute, der uomtvisteligt har fundet sted på en række niveauer herhjemme; men nævnte deroute er og bliver i langt højere grad resultatet af en række politiske og erhvervsøkonomiske beslutninger, hvor især den forarmede del af befolkningen blev bortstuvet i boligmiljøer (bygget for en skilling, solgt for en million!) så grimme, så menneskefjendske og så uindbydende, at det skriger til himlen; de boligkvarterer, der nu ligger rundt om enhver større stad med respekt for sig selv, kommer ganske enkelt med vold, afstumpethed, råhed og trøstesløshed specialindbygget. Til gengæld er det gået kanonstærkt. På den led er Kokkedal heller ingen undtagelse.

Når jeg siden har spekuleret over, hvorfor jeg oplevede en så voldsom modstand mod et projekt, der handlede om en køretur på noget i retning af tre kvarter til det sted, hvor jeg havde boet fra jeg var fem år gammel, til jeg som 19-20-årig forlod det til fordel for, jeg ved sgu ikke rigtig hvad, tror jeg måske det handler om et sølle ønske om at bevare nogle spredte billeder af en chokerende normal barndom - ingen ønsker i disse tider, hvor alle er så enebarnsspecielle, vel ligefrem at slå på tromme for noget så trist som en almindelig opvækst, men jeg må med skam melde, at mine tidlige år på det nærmeste funkler af normalitet, selv om de da fremstår som noget ganske særligt for mig - der til gengæld til en begyndelse udspillede sig i nogle forholdsvis smukke omgivelser.

Så det mest chokerende ved turen med Jensen til Kokkedal var nok at opdage, at selve hjertet af lillebyen lå så relativt intakt, som tilfældet var, og selv om det omkransedes af betonslum, industriparker og fanden og hans pumpestok, giver jeg denne Jensen det fulde ansvar for, at jeg i den tid, der er gået siden, i stigende grad plages af navne og ansigter på folk, hvis eksistens jeg ellers fuldstændig har fortrængt i de mindst 25 år, der er gået med noget andet. Samt ikke mindst, at synet af steder, som i den grad ikke findes mere, med en vis voldsomhed trænger sig på. "There are places I remember all my life ... though some have changed," som The Beatles, min barndoms store idoler, synger et sted. Tingene forsvinder måske nok for øjnene af én, men alligevel lever de videre i glimtvise billeder, sære associationer ved uventede dufte eller metervis af ubrugelige billedrækker ved lyden af en sang med Dusty Springfield eller Gitte Hænning. Det er noget værre lort.

II.
En søvnig stationsby - nærmest et bare trinbræt - cirka midtvejs mellem København og Helsingør. Marker, brakjord og frugtplantager i et bølgende og indbydende landskab, fuld af granvoksne træer, svajende korn og storblomstrende ukrudt; med moderniteten repræsenteret alene ved det rensningsanlæg, der lå over for vores grund, og som - fordi det var indhegnet med pigtråd i toppen - tog sig ret forjættende ud. Åh ja, og bag poplerne, en giftfyldt å, der, hvis man fulgte den til dens bitre ende, et i øvrigt herligt og strabadsfuldt forehavende, endte i selve det dengang så ukritisk forurenede Øresund; ofte havde åen sjove farver, fordi tapetfabrikken lukkede sit affald direkte ud i den, men det fandt vi nu kun godt. Hvad skal man med fisk, når man kan få farver på? Og ganske gratis, tilmed.

Stedet havde på daværende tidspunkt kun en 10-15 år på bagen som by, hvilket manifesterede sig ved, at ingen af de etplanshuse, der udgjorde dens bebyggelse, kunne siges at bære præg af tidens ubarmhjertige tand. Men da de ikke var fremstillet på samlebånd, men derimod bygget af mursten og mørtel, tog de sig generelt godt ud, og med årene fandt vi da også ud af, at de færreste af dem var beboet af menneskeædende monstre, selv om et par stykker dog husede old school voksne, der ikke fandt sig i noget fra børn, det billige skidt. De fik så kærligheden at føle, når vejens store drenge - som jeg i parentes bemærket og med god grund var pissebange for - skred til handling. Utallige havemøbler havnede i flagstænger på samme måde, som det bedste sted at deponere et kanonslag nu engang er et eller andet forvildet røvhuls entre.

Sådan tog Kokkedal sig ud, da min familie flyttede dertil fra Christianshavn i de meget tidlige 60'ere. Jeg var en fem-seks år gammel, min søster et par år yngre og begge mine forældre omkring de 30. Født og opvokset på stenbroen bød vor nye opholdssted på utallige indbydende nyskabelser: græs, træer og blomster, f.eks.

Set fra min fem-årige synsvinkel bestod Verden - det vil sige Kokkedal - af fire veje, der dannede et kvadrat rundt om en stump skov; Ådalsvej, Jellerødparkvej, Skovbrynet og Stationsvej. Der var også lige Jellerødvænge, en sidevej til Jellerødparkvej, der ligesom en Pacman åd sig ind på kvadraten; den stribe rækkehuse, der opførtes der, lå lige ud mod skoven, min barndoms vigtigste skueplads. Og ikke kun min, men alle børnene på vejens hovedscene.

Og når jeg siger vejen, mener jeg Jellerødparkvej, hovedfærdselsåren i min barndomsby. Og det selv om vi både kikset og helt forfejlet havde adressen Ådalsvej 40; rigtige mennesker boede på Jellerødparkvej. Sådan lød loven. For at føje spot til skade løb kommunegrænsen guddødeme i vores baghave, hvorved mit officielle liv - skole osv. - kom til at udspille sig i Hørsholm Kommune, mens alle de mennesker (børn!), det var værd at beskæftige sig med, boede i Karlebo kommune. Hvorfor de siden hen kom til at gå på Nivå Skole, hvilket gav dem et fællesskab og en indbyrdes referenceramme, der for altid forblev både uopnåelig og eksotisk for mig. Det faktum, at Nivå Skole ganske givet var en fuldstændig lige så almindelig institution som Usserød Skole - den institution, jeg frekventerede fra 1. til 7. klasse - var mig inderligt ligegyldigt, thi den gav netop ikke adgang til øget fællesskabsfølelse med de dagsordensættende rødder på vejen, hvis accept var vigtigere end noget andet her på vores blå planet.

Der lå i sandhedens navn et par veje mere bag skoven, nede ved branddammen, som man skulle gennem for at nå den vitalt vigtige banesti, der førte til Nivå strand, men de spillede primært rollen som fjendtligt territorium og de rødder, der var så uheldige at bo der, tilhørte pr. automatik fjenden. Nivå Strand fyldte til gengæld uhyre meget i mit barnesind, thi der udførtes sommer efter somme en række strengt ritualiserede manddomsprøver, der havde det tilfælles, at de som tommelfingerregel krævede, at man satte liv og lemmer på spil. Ikke lige min kop te, da jeg var kendt som lidt af en tøsedreng, men ikke desto mindre uhyre fascinerende at følge med i.

Sagt på en måde: ambulancen lagde ret ofte vejen forbi, når endnu en fyr skulle vise sig for pigerne - de skønne, de uopnåelige, de benhårde sild - og uden tanke på konsekvenserne stod på hovedet i den iskolde mergelgrav, der stadigvæk af og til og optræder i mine mareridt.

III
Demografisk bestod det voksne Kokkedal mestendels af, hvad der dengang rammende hed arbejdere - et udtryk, der nu er afløst af det patroniserende og upræcise: lønmodtagere - og funktionærer. Ikke meget flinkeskole der. Overklassen bestod af en enkelt sagfører, hvis grund stødte op til vores og i øvrigt udgjorde den eneste anden postadresse på den dengang helt øde Ådalsvej; men da han og hans familie værnede om deres privatliv og ikke genererede nogen, undgik han mestendels påtale, selv om enhver form for afvigelse betragtedes med størst tænkelig alvor.

At Janteloven findes, er sikkert og vist, og jeg fik den ind med kæmpeskeer i Kokkedal, hvor heltene - de store drenge med fysisk mod og ditto styrke - tog sig rigtig godt af tøsedrengene, brilleaberne og ikke mindst Steen, den stakkel, der af et ærligt hjerte hellere ville lege med pigerne. Et benhårdt hieraki uden store muligheder for hverken avancement - undtagen ved en uventet opvisning i benhårdt hærværk eller umotiveret rå vold, natürlich - eller barmhjertighed; sådan var reglerne, og ve den, der vovede at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Det var i patriarkatets sidste fase, og mødrene gik mestendels hjemme, hvilket betød, at vejens populæreste sætning konsekvent lød, "Bare vent til far kommer hjem". Kærlighedens stærke arm og alt det der. For trods den bølge af falsk nostalgi, der i kølvandet på det tårevædede danske folkestavnspartis succes med jævne mellemrum skyller ind over landet, og hvor 1950'ernes fladpandede folkekomedier med velberådet hu forveksles med det virkelige liv, var ungerne på den tid forfærdeligt uvorne.

Tærsk, psykisk grusomhed, hærværk, mobning og andet godt fra psykopatiens overdrev satte dagsordenen på den vej, der var og blev omdrejningspunktet for børns liv i Kokkedal i de efterhånden så tågede 60'ere. På daværende tidspunkt var der ikke dagsinstitutioner eller fritidstilbud efter skole - fraset det evigt populære fodbold, selvfølgelig, der i Kokkedal mest handlede om råstyrke - og hverken det statsstyrede fjernsyn eller radio havde stort at byde på, så vi måtte i den grad selv finde på noget at lave. Og det foregik så på vejen, i haverne, på engen og i skoven - samt om sommeren på stranden. Og det hele trak sgu ubønhørligt, trods den megen råhed. Jeg kan ikke mindes nogen sinde at have kedet mig andre steder end i skolen, og det var slet ikke så slemt endda.

Som lille legede jeg endog ganske meget med mig selv.

Vi havde en stor eg i baghaven, som var både meget høj og yderst klatrevenlig for en klodsmajor som undertegnede. Jeg har ikke tal på de tusindvis af timer jeg tilbragte i toppen af den, hvor jeg i en trefork af grene gjorde mig det behageligt, mens jeg kiggede til alle sider og så på ting, der gjorde øjet godt, så langt det nu rakte. De der fædrelandssange, vi sang til morgensang - til stadighed mit yndlingsøjeblik i skolen - gav kun alt for god mening sammenholdt med det syn, der mødte mig. Fik jeg adgang til samme eg i dag, ville udsigten sikkert få mig til at kaste mit korpus ud derfra af bar fortvivlelse over, hvad de dog har gjort ved den drøm, min barndoms egn vitterligt var; med et skvæt mareridt, jo vist, for de store drenges tyranni var lige så ubarmhjertigt som det var uforudsigeligt. Man vidste aldrig helt om man skulle have nogen på huden eller med på en vanvittig spændende ekspedition. Med deres stålkamme (et glimrende torturinstrument), slangebøsser, flitsbuer og dårlige ånde var de ubestrideligt lederne i et lemfældigt regime, og der fulgte mange mavepiner med, når man vovede sig udendørs - men så var der jo altid rosset fra de andre veje, der skulle battles og så var der sammenhold på drengen. Så var man med! Det var det rene drengebogsunivers, bare uden de såkaldt 'gode' drenge. Dem man læste om og så på film; dem var der ikke mange af i Kokkedal, selv om Ritas storebror Flemming kunne være ret flink, når de andre ikke var der. Uheldigvis omkom han som 17-årig; det var vist noget med nogle højspændingsledninger og hvad ved jeg. Han døde i hvert fald som: En mand.

Heldigvis mødte jeg tidligt en kollega udi det rent ud tøsedrengede brilleaberi med en lige så stor appetit på Bo-, Jan-, Kim-, Tar-zan-, Flemming- og De 5-bøger som mig selv, og selv om han er død nu, vil jeg godt her salutere ham og sige: "Oh Peter, du var sgu en ven. Tak for timerne, tilbragt inden døre i dit venlige selskab, mens bøllerne gjorde Jellerødparkvej så faretruende som Compton efter mørkefald. Tak for timerne med frimærker og mønter og bordtennis uden pointtyranni og andet nørderi - du beredte mig mere end nogen anden på det virkelige liv. Ære være dit minde."

Så var Kokkedal en udørk på grænsen til det famøse hul i jorden, bemærkede vi, der boede der, det i sandhed ikke. For os befandt vi os på en og samme tid i verdens centrum og dens absolutte periferi. Samme sted, vi alle måske grundlæggende befinder os - hvorom alting er, Verden begyndte og sluttede i vores indkørsel, vores have, vores hus. Og ikke mindst: på vores vej - som så altså i høj grad var de andres.

Sådan er der så meget. Min eneste bitterhed er, at det blev så forpulet ødelagt så fandens hurtigt. At det gik fra en himmelsk lille plet til et noget belastet og ikke synderligt smukt sted at være. Det er så mange år siden nu, og jeg tænker ikke ret tit på det. Men vid blot, at der er steder, man kan forlade lige så tosset, man vil - de forlader aldrig nogen sinde én.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu