Allerede før Jens Christian Grøndahls essaysamling Tre skridt tilbage er udkommet, er debatten i fuld gang. I interview i Politiken og Weekendavisen erklærer Grøndahl, at han skammer sig over at være gået ind for Irakkrigen. I Berlingske Tidende fik det forrige lørdag Claes Kastholm Hansen, der selv gik ind for krigen, op af stolen.
"At en krig ikke forløber som ønsket, er ikke i sig selv et argument for, at krigen var en fejl, bør fortrydes, og at dem, der gik ind for krigen, bør stå frem og angre," skriver han.
"Det afgørende er, om man kan stå inde for, at den beslutning, man traf, var den rigtige, på det grundlag den blev truffet på, og at grundlaget for beslutningen var det bedst mulige. Irakkrigen var den rigtige beslutning, og grundlaget for beslutningen var det bedst mulige. Der er ikke noget at fortryde," mener Claes Kastholm Hansen.
Grøndahl er naturligvis ikke enig. I sin bog opregner han en række grunde til, at krigen var forkert, efter først at have afvist de mest gængse krigsmodstanderargumenter: At amerikanerne blot var ude efter Iraks olie, at krigen var i strid med folkeretten, og at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben.
Ikke af disse grunde, men fordi krigen har krævet for mange meningsløse ofre, var den forkert. Den var forkert, fordi den førte til Abu Ghraib og Guantánamo. Den var forkert, fordi den skabte mere lovløshed, kaos og terror. Og den var forkert, "fordi resultatet formentlig vil blive et religiøst regime med værdinormer, som er os inderligt fremmede."
Det er imidlertid Grøndahls bodfærdighed, der falder andre gamle krigstilhængere for brystet. I dag adskiller deres vurdering af tilstandene i Irak sig nemlig ikke meget fra Grøndahls egen. Information har talt med tre tidligere krigstilhængere, der også har mistet troen på en løsning i Irak.
Det etiske syndefald
Journalist og kommentator på Weekendavisen Ulrik Høy erklærer, at han har det "lidt besværligt" med Jens Christian Grøndahls udmelding.
"'Fortrydelse er forbrydelse', siger man, og virkeligheden fortsætter jo, man kan ikke melde sig ud, man må omformulere de problemstillinger, hvor man har taget fejl."
Ligesom for Grøndahl var det Abu Ghraib og Guantánamo-forholdene, der fik Ulrik Høy til at miste troen på krigen.
"Vi tabte mælet," erkender han.
"Det etiske syndefald var uomtvisteligt, og hvis man ikke kan holde en højere standard, end dem, man bekæmper, har man tabt."
Ulrik Høy understreger imidlertid, at det ikke betyder, at amerikanerne skal smide alt, hvad de har i hænderne.
"Som sagerne står nu, foreligger der en ren magtpolitisk situation, amerikanerne må skabe et brohoved i Irak og intervenere med almindelig sjofel magtpolitik."
Men dér har Danmark til gengæld ikke noget at gøre ifølge Ulrik Høy.
"I den sammenhæng er vi en flok skolebørn, der er gået forkert."
Modstanden vil vokse
- Hvis amerikanerne i den nuværende situation ifølge dig bør intervenere med det, du kalder almindelig 'sjofel magtpolitik', betyder det så, at du anser George Bushs seneste strategi med at sende flere soldater af sted for rigtig?
"Jeg tror ikke, det nytter noget, de vil blot komme til at træde vande. Det er som i fodbold, man kan have hjemmebanefordel og udebanebagdel. Man kan ikke ud i al evighed føre krig på udebane. Det gælder også i Afghanistan, der er stort og vildt og uoverkommeligt. Det bliver en evighedsmaskine, og amerikanerne vil aldrig vinde folks hjerner og hjerter med den optræden, de lægger for dagen. Modstanden vil vokse, indtil amerikanerne er blevet uvenner med alle. Det bliver de jo!"
"Også NATO er dømt til at mislykkes i Afghanistan, det er et fallitbo, og vi har ikke noget at gøre derude på langt sigt. Briterne kan klare konflikten med Irland, fordi de bor lige ved siden af, men ingen af os bor i nærheden af Afghanistan."
I godt selskab
"Da Irakkrigen startede, troede jeg, at når man vælter en barbar, kommer der noget, der er bedre. Her var jeg i godt konservativt selskab, for den samme hybrisforestilling havde også den amerikanske regering."
"Men hvis man havde lavet sin research og holdt sig til sine fordomme, ville man have vidst, at det resultat, vi nu ser, var forudsigeligt," erkender Ulrik Høy.
"Vi er vidne til krigeristernes moralske sammenbrud og fallit."
Elendig forberedelse
Heller ikke forfatteren Rolf Bagger, som ligeledes bakkede Irakkrigen op, bryder sig om Jens Christian Grøndahls fortrydelse.
"Jeg forstår, hvad Jens Christian Grøndahl mener, men jeg forstår ikke, at man bagefter kan komme og sige: 'Det må I meget undskylde'," siger han.
Selv vil Rolf Bagger gerne stå til ansvar for den holdning, han indtog, fastslår han, men han erkender, at det i dag ser meget trist ud.
"Jeg har ikke fortrudt min opbakning, men jeg er dybt skuffet over forløbet. Det grundlag, jeg havde dengang for at tage stilling for krigen, var den almindelige opmærksomme mediebrugers. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om, at amerikanerne var så elendigt forberedt."
- Mener du i dag, at du var naiv, da du støttede krigen?
"Ikke naiv, for naivitet er noget andet. At have været naiv er ensbetydende med, at ethvert tænkende menneske burde have set, hvad der ville komme, og det mener jeg ikke, man kunne."
"Jeg er meget skuffet over amerikanernes manglende forberedelse, men jeg mener ikke, det var naivt at tro, at de ville kunne gøre det bedre. Snarere ville det have været forbryderisk at tro, at de kunne gøre det så dårligt! Jeg er mere end forbløffet over, at amerikanerne tænkte så kortsigtet."
Bevar magtstrukturerne
Også forlagsdirektør Morten Hesseldahl peger på amerikanernes manglende forberedelse.
Han synes stadig, at det var velbegrundet at fjerne Saddam Hussein, siger han.
"Der var ikke udsigt til stabilitet eller til, at noget ville blive bedre, især ikke når man så på de to psykopatiske sønner, der skulle efterfølge ham. Det var en ubærlig situation for verden, og at verdenssamfundet skulle være fredsskabende, synes jeg er rigtigt set," understreger han.
"Men hvis formålet i sig selv er ædelt og godt, må man jo vurdere udførelsen, og den har været præget af en forbløffende mangel på kompetence og analyse. Jeg synes, det er meget mærkeligt, at amerikanerne ikke har lært dét af historien, at man ikke bare kan fjerne den eksisterende magtstruktur. I Tyskland og Japan gravede man ikke særligt dybt i retsopgøret. Ud fra et retfærdighedssynspunkt burde man måske være gået hårdere til værks, men man måtte også se på, hvad der skulle til for at bygge et samfund op, og det er et større gode, at samfundet er stabilt."
"Med Abu Ghraib og Guantánamo tabte amerikanerne imidlertid moralsk. Man kan ikke på den ene side prædike en høj etisk standard og så ikke selv leve op til den. Det ved enhver forælder."
"Alternativet til krigen var imidlertid at undlade at gribe ind over for tyranner, og det synes jeg på den anden side er et mærkeligt standpunkt. Magt og vold er nogle gange berettiget for at beskytte minoriteter, for eksempel kurderne."
- Synes du i dag, at du har været naiv, fordi du støttede krigen?
"Jeg mener ikke, det var til at forudse, at det ville gå så ulykkeligt. Men set i bakspejlet var der noget forkert i Bushs projekt, det var naivt at tro, at blot man skabte demokrati i Irak, ville de andre lande bare følge med."
- Kunne man ikke have set det fra begyndelsen?
"Amerikanerne burde have forudset det, og bagefter kan man se, at det var naivt."
