Læsetid: 3 min.

Bodsgang

Ser man bort fra, at paven elegant forbigår inkvisitionen, korsfarerne og andre kristne voldsbølger i Guds navn, leverer han religionskritik i bedste teologiske tradition. En religionskritik som er både legitim og nødvendig. Det overordnede formål er at tale for forsoning religionerne imellem for at italesætte og konfrontere et fælles problem. Måske glemte han et øjeblik, at han ikke længere er teologiprofessor, og måske burde hans spindoktor, hvis han har en sådan, have advaret ham mod at bruge kejserens citat. For det er det eneste, konflikt og sensationssøgende medier og lige så konfliktsøgende muslimske ledere, der ikke forsømmer en lejlighed til at skrige "se, de hader os", har fået øje på. Paven kan kigge i vejviseren efter sin forsoning, og mens han går bodsgang og øver sig på at sige undskyld, må alle andre indse, at det er en konflikt mellem religiøse ledere, som ikke taler på politiske fællesskabers vegne. Derfor må det heller ikke blive en politisk konflikt.
18. september 2006

SÅ ERDENMUSLIMSKE verden atter krænket. Godt et halvt års tid, efter Muhammed-krisen var på sit højeste, kræver rabiate muslimske ledere nu pave Benedikt XVI's afgang og uforbeholdne undskyldninger fra Vatikanet. Anledningen er pavens gengivelse af en 600 år gammel samtale mellem den kristne byzantinske kejser Manuel II Palæologus og en lærd perser. Paven citerede kejseren i en forelæsning på universitetet i Regensburg, hvor Benedikt XVI tidligere har fungeret som professor i teologi. Selv om de ord, som har vakt forargelse i alle førende muslimske lande, således ikke stammer fra ham selv, og selv om han ikke tilslutter sig dem, har det ikke forhindret muslimer i at mene, at de er dækkende for pavens holdning.

Denne gang er det altså ikke en i verdensoffentligheden perifær provinsavis, der har sat sindene i kog, men intet mindre end overhovedet for 1,1 milliard katolikker, Guds repræsentant på jord. Man må ikke være blind for, at pave Benedikt XVI tilhører den konservative skole og er hentet i miljøet omkring den katolske organisation Opus Dei. Han har tidligere gjort sig bemærket med udtalelser om de svært forenelige forskelle på kristendom og islam, og han har heller ikke lagt skjul på, at han anser Tyrkiet i EU som noget nær en umulighed. Derfor har hans forelæsning vakt stor opsigt. Hans sammenkædning af islam, vold og had er straks blevet omsat til indenrigspolitik i en række muslimske lande og har afstedkommet overfald på kristne kirker i Mellemøsten og mord på en katolsk nonne i Somalia.

Paven, der under Muhammed-krisen krævede danske undskyldninger over for muslimer, har nu selv fået at føle, hvad det vil sige at blive taget ud af en sammenhæng. For det ironiske er, at pavens forelæsning overhovedet ikke havde islam som genstand. Den var først og sidst en kritik af den sekulariserede verden, som han gjorde en pointe ud af, at såvel troende kristne som muslimer føler fremmedgørelse overfor. Han sagde, at den europæiske tradition med at adskille tro og fornuft begrænser menneskesynet og bør forene troende i en kritik. Og det var altså her den 600 år gamle kejser blev trukket af stald for at illustrere en efter pavens mening væsentlig forskel på kristendom og islam som forskellen på en tro - den kristne, der kan indgå i et dialektisk forhold til det omgivende samfund, og en bogstavtro religion, islam.

SERMANBORTfra, at paven elegant forbigår inkvisitionen, korsfarerne og andre kristne voldsbølger i Guds navn, leverer han religionskritik i bedste teologiske tradition. En religionskritik som er både legitim og nødvendig. Det overordnede formål er at tale for forsoning religionerne imellem for at italesætte og konfrontere et fælles problem. Måske glemte han et øjeblik, at han ikke længere er teologiprofessor, og måske burde hans spindoktor, hvis han har en sådan, have advaret ham mod at bruge kejserens citat. For det er det eneste, konflikt og sensationssøgende medier og lige så konfliktsøgende muslimske ledere, der ikke forsømmer en lejlighed til at skrige "se, de hader os", har fået øje på. Paven kan kigge i vejviseren efter sin forsoning, og mens han går bodsgang og øver sig på at sige undskyld, må alle andre indse, at det er en konflikt mellem religiøse ledere, som ikke taler på politiske fællesskabers vegne. Derfor må det heller ikke blive en politisk konflikt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her