Den ungarske forfatter Imre Kertész, kendt og Nobelprisbelønnet for sine fantastiske, traumebearbejdende bøger om at være overlevende KZ-fange (hans Kaddish for et ufødt barn bør være på enhver litteraturlæsers pensum!), fik i 1977 en bestillingsopgave af sin forlægger og skrev på to uger den lille fortælling Detektivhistorie, som nu foreligger på dansk.
I sit forord skriver Kertész om, hvor usædvanligt det var for ham at skulle skrive noget, uden at det var "et udtryk for en umiddelbar og påtrængende eksistentiel nødvendighed".
Detektivhistorie handler om de beskidte justitsmetoder, der må til for at opretholde et totalitært styre. Og for at det overhovedet skulle være muligt for Kertész at få noget sådant udgivet i det kommunistiske Ungarn, henlagde han handlingen til et ikke nærmere bestemt latinamerikansk diktatur.
I kort begreb handler Detektivhistorie om lovens obskøne bagside, om de kriminelle metoder, hvormed loven må opretholdes. En logik, som Kertesz selv har oplevet under hele to totalitære systemer, først nazismens, siden kommunismens, men som jo desværre også trives under såkaldt demokratiske regimer, hvilket det aktuelle USA turde være en tydelig illustration af.
Kinesisk æske
Historien er bygget op i et kinesisk æskesystem af fortællere: En forsvarsadvokat fremlægger et manuskript, som er blevet ham betroet af hans klient, Antonio R. Martens, som efter diktaturets fald står anklaget for sin virksomhed som ansat i det hemmelige politikorps. Martens fortæller historien om et af sine ofre, den unge rigmandssøn og idealist Enrique Salinas, og det gør han blandt andet ved at citere fra Enriques dagbog og båndoptagelser fra korpsets forhør.
At se sin skæbne i øjnene
Kertész' andre bøger handler om, hvordan det overlevende offer skal se sin skæbne i øjnene. I Detektivhistorie er den primære fortæller en anklaget bøddel, der ser sin skæbne i øjnene. Hans advokat præsenterer hans manuskript således: "Lad mig blot sige så meget som, at han i forhold til sit intellektuelle niveau udviser en overraskende evne til at formulere sig skriftligt, ligesom enhver anden som blot én gang i sit liv har besluttet at se sin skæbne i øjnene efter min erfaring i øvrigt ville gøre."
Med Martens manuskript får vi en hårdkogt, ordknap fortællestil, uden den vrimmel af litterære og filosofiske referencer, som ellers karakteriserer Kertész. Ordknapheden bliver mest markant i torturscenerne: "Jeg taler ikke så gerne om det og går helst ikke i detaljer."
At have set sin skæbne i øjnene formulerer Martens selv som "at have forstået logikken". Det er ifølge hans eget udsagn det, der driver ham til at skrive. Her genkender man en verdensforståelse, som er typisk for Kertész: det totalitære samfund som en logisk struktur, hvor det ikke er enkelte onde viljer, der driver det brutale værk, men en logik med faste positioner, som aktørerne bare indtager. Således er det ren logik frem for viljesbestemt handling, der fører til, at den unge Enrique Salinas bliver korpsets offer. Som ung og idealistisk rigmandssøn er han i kikkerten hos efterretningstjenesten, længe før han har bedrevet nogen som helst form for undergravende virksomhed:
"Kort sagt, vores register vidste allerede, at Enrique nok skulle begå et eller andet før eller siden. Hos os var hans skæbne allerede beseglet. Han selv havde endnu ikke truffet beslutningen."
Historien om Enrique er bevægende, dels i kraft af hans dagbogoptegnelser (den følsomme unge mands blanding af eksistentiel fortvivlelse, faderopgør, forelskelse, handlingstrang), dels i kraft af dialogerne mellem ham og hans far. Umiddelbart ligner Salinas senior en parallel til den række af dømmende faderautoriteter, som Kertész plejer at rette sin indædte aggression mod, men faktisk viser han sig at rumme en stor faderkærlighed, hvis gerninger dog på skæbneironisk vis (eller netop fordi de kommer til at mime 'logikken' i deres forsøg på at undslippe den) fører til sønnens undergang - hvordan skal naturligvis ikke røbes her.
Nødvendig skrift
Kertész' beskrivelse af bødlernes gerninger som styret af logik snarere end ond vilje (en logik som selv den gode faderlige vilje kommer til at understøtte trods intentionen om det modsatte) er naturligvis ingen undskyldning for dem eller retfærdiggørelse af dem. "At se sin skæbne i øjnene", sådan som bødlen gør det i denne bog, og offeret gør det i Kertesz' andre, er ikke at underkaste sig den logik, man er havnet i, men vel snarere netop at se den i øjnene, og dermed også se den sprække åbne sig, hvor man er noget andet end blot en logisk position. Den sprække, hvorfra det også bliver muligt at kritisere en logik, hvor staten har taget skæbnens rolle, og hvor magten kommer før loven, som nogle af bødlerne i bogen selv formulerer det.
For totalitarismens offer Kertész, som for totalitarismens bøddel Martens, er det gennem skriften, man kan se skæbnen i øjnene. Selv om Detektivhistorie er et hurtigt fabrikeret bestillingsarbejde, har det ikke desto mindre karakter af den skriftens nødvendighed, som kendetegner hele Kertész' forfatterskab.
Imre Kertész: Detektivhistorie, på dansk ved Peter Eszterhás, 112 s., 198 kr. Batzer & Co. ISBN: 87-90524-60-8
