Læsetid: 6 min.

I bødlernes fagforening

Tankevækkende karakteristik for en jernbeslået mimose
7. januar 2006

Jens Gaardbo i DR's P1 har det ikke med at formidle de mest knubbede udsagn i denne verden. For det meste handler den imødekommende redaktørs interview-udsendelser om folk, det er gået godt, som kækt har fulgt deres hjerte og først og fremmest haft lykken med sig i dette ofte respektable forehavende.

I den forstand var det trods det milde forbehold i disse indledende bemærkninger om programkategorien en god ide at invitere Inge Genefke, lægen, der har gjort bekæmpelse af tortur til sin livsgerning, og som fra bunden har opbygget verdens første og mest velrenommerede center for rehabilitering af torturofre. Den viden Genefke og hendes medarbejdere har indsamlet gennem årene ved utallige samtaler og journaliseringer af pinte og plagede flygtninge og asylsøgere, som centret har haft til behandling, udgør en enestående fond til forståelse af vel nok det værste, der kan overgå noget menneske.

Har man beskæftiget sig blot perifert med stoffet, vil man vide besked: Det drejer sig om mennesker, hvis fysiske skader, som kan være graverende nok, kun er det mindste af en samlet livskatastrofe. Ofte er disse allerede systematisk fysisk og psykisk nedbrudte ofre for regimer, der mere eller mindre konsekvent anvender tortur ikke alene selv blevet torteret, men er hyppigt under torturen konfronteret med lidelsesfæller, hvis skæbne de på skrømt får lagt i hænderne: Skriver du under eller angiver naboen, skal vi lade de andre slippe. Hvis ofret holder stand mod sådanne påtryk - under stadigt fysisk pres - kan bødlerne voldtage ægtefællen for øjnene af vedkommende, eller de truer med tortur mod familiens børn.

Tortur invaliderer

Skaderne på ofret, for nu atter at henvise til disse kvalmende vidnesbyrd, er forfærdende. Ingen, ingen rejser sig bagefter fra torturen og går hjem og lever videre som før. Tortur er en livsvarig lidelse. Såfremt ofret kan få organiseret behandling af speciallæger, er der dog mulighed for nogen lindring. Helt afgørende for et sådant plaget menneske er at få ordnede forhold og tryghed.

Således bør et modtagerland over for torterede asylanter sørge for eventuelt nødvendige dispensationer for eksempel ved ansøgning om statsborgerskab. Det er vigtigt for den torterede at få vished om, at livet i den ofte permanente landflygtighed er sikker, at fremtiden har mening også for eventuelle børn, og at vedkommende med andre ord mærker venlighed og accept og kan begynde på en frisk i det nye land.

Tortur er ingen badebillet

Man skal ikke have arbejdet mange dage i organisationer der har med sådanne krænkede mennesker at gøre, før dette er elementær viden. Her over for står regeringen og det politiske flertal, der som bekendt yderligere har skærpet bestemmelserne, således at end ikke asylanter med torturbaggrund kan få dispensation med hensyn til de i forvejen absurde betingelser for at opnå statsborgerskab.

Ifølge en af hovedmændene bag denne skærpelse er tortur jo ikke en kvalifikation i sig selv, statsborgerskab er en gave, man skal have gjort sig fortjent til, en ny og ganske vilkårlig definition på dette folkeretslige begreb.

Lægelige iagttagelser, der ifølge Inge Genefke udgør en del af det videnskabelige bevis for, at en person har været underkastet tortur, godtgør at netop betydelige vanskeligheder ved indlæring af sprog samt koncentrationsbesvær er første uafviselige symptom. Kravet om at kunne lære normeret dansk er med andre ord en uhyrlighed, et spark til folk, der allerede ligger ned, og kan kun opfattes som uvidenhed eller snarere en bevidst afvisning af lidende mennesker, for hvilke Danmark ved tilflugt hertil naturligvis har et ansvar.

At tale om statsborgerskab som en gave er i denne forbindelse et forkælet menneskes uartighed. Inge Genefke satte i udsendelsen afsender på uartigheden: Søren Krarup.

Bødlernes æresmedlem

Genefke sammenlignede regeringens og folketingsflertallets nye håndtering af disse sager med fortsat tortur og sagde, nogenlunde ordret, om bagmanden: Søren Krarup bør indstilles som æresmedlem i bødlernes fagforening.

Det er sørgeligt at skulle bruge så megen tid og kraft på Søren Krarup, men som dette blads redaktør har tilkendegivet byder den demokratiske kultur at præsentere synspunkter, der er én afskyelige, så meget desto mere som Krarup i denne regerings tid ved mandaternes fordeling og statsministerens forvaltning er udstyret med betydelige magtmidler. Af lige så indlysende grunde ikke mindst i betragtning af karakteren af Krarups magtudøvelse må disse synspunkter til stadighed imødegås. Sådan må debatten skride frem med udsagn imødegået af modudsagn. Krarups hyppigste gensvar på selv den rimeligste indvending, som i spørgsmålet om behandling af torturofre, sker imidlertid på automatpilot. Den, der siger Krarup imod, er "hadefuld" og "hysterisk". Betegnende for Krarups form og dermed indhold forekommer den fanatiske præstepolitikers udtryk om protesten mod bestemmelsen om torturofres statsborgerskabsansøgninger i en forholdsvis kort kommentar her i bladet kort før jul.

Ordene er hentet ud fra teksten i den rækkefølge, de forekommer; udvalget medtager ikke nedladende vendinger bygget ind i selve sætningskonstruktionen, men karakteriserer ikke desto mindre Krarups primitive debatteknik.

Dette er gloserne, blandt andet til beskrivelse af denne signaturs i øvrigt uimødegåede indvendinger som "bander, hvæser, gal kat, sprutter, hvæser, hadefuldhed, hysteriet, skingre skældsord, paranoide fantasier, arrigskab og forargelse, hadefuldhed, svovlede, spruttede, hvæsede, paranoid - i had, hetz og hysteri, hadet, hetzen og hysteriet, skingre tone, hvæsende udladninger...".

Krarups ugidelighed

Som det ses er variationerne begrænset, men åbner et vindue ind i den krarupske sjæl, som ikke just er et harmonisk skue trods magtpositionen.

Krarup mente i samme artikel, at han ville kunne vinde en injuriesag mod denne klummist, men gad ikke anlægge en sådan. Krarup har det med ikke at gide. Han gad heller ikke læse flere mere eller mindre enslydende journalerklæringer om torturofres ensartede læderede koncentrations- og sproglige indlæringsevne. Vinde en injuriesag ville Krarup næppe heller kunne. Ordlyden var: "Ingen kan bebrejdes, hvis de ved Krarups navns nævnelse og ved denne parodi på et kristent menneskes afskyelige udtalelser samt opfølgende magtudøvelse for fremtiden for deres indre øje ser billedet af en magtarrogant ondskabsfuld følelsesinvalideret skiderik. Så er det i den nødvendige ytringsfriheds navn sagt, som det er".

Dette snedige udsagn kan ingen dømmes for, heller ikke dem, der for deres indre øjne opfatter Krarup som angivet i det hypotetiske udsagn. Krarup vil tilmed ved et sagsanlæg komme i konflikt med sin helt; statsministeren, der i nytårstalen jo mente, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes, hvad der på den anden side er noget vås. Vi bestiller ikke andet end at gradbøje ytringsfriheden. De fleste mennesker siger jo heldigvis ikke højt, hvad de mener; tegne det gør endnu flere ikke, hvilket i modsætning til Jyllands-Postens selvoplevelse er en væsentlig ingrediens i civilisationens fernis.

Man kan på den anden side mene, at det netop er, hvad Søren Krarup gør og i denne metafor, så må han være civilisationens opløsningsmiddel, hvad han sikkert ikke har noget imod at være. Venlighed, menneskelighed, medfølelse, respekt for menneskerettigheder, næstekærlighed i anden forstand end den elendige og vulgære teologi, Krarup præsterer, er jo alt sammen i pastorens ludfattige perspektivforsnævrende verdensopfattelse blot udtryk for politisk korrekthed, endnu en af automatflosklerne.

Afslutningsvis endnu et par ord om statsministerens visdomsord om ytringsfriheden, som i vanlig stil blev kreativt bogført i den kolonne, hvor der er flest vælgere, det for tiden herskende flertal, der i veltilfredshed med de øgede forbrugsmuligheder, hvilket så vist også er behageligt, når man har sit på det tørre, er ligeglade med, at deres statsminister siger noget vrøvl, blot ingen anfægter livsstilshyggen eller jamrer over værdistigningerne på fast ejendom og skævvridningen til ugunst for en retfærdig fordeling af den gryende minimalstats goder.

HALLELUJA i skuret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her