Læsetid: 7 min.

Bødlernes fortælling

25. november 2005

Efter Anden Verdenskrig havde ingen troet, at vi igen skulle opleve folkemord på europæisk grund. Balkan-krigen viste noget andet. Dokumentaristen Ove Nyholm er sat ud på en rejse for at tale med bødler fra begge krige i et forsøg på at forstå grusomhedens indre logik. Resultatet, 'Ondskabens anatomi', kan ses i biografen fra i dag

I 1998 rejste instruktøren Ove Nyholm til Kosovo for at lave research til en dokumentarfilm om krigsforbrydelser og folkemord. Det var, mens Balkan-krigen stadig stod på. Året efter vendte han tilbage og fandt atmosfæren væsentligt forandret. Traumatiseringen var nu sat ind. Nærmest uanset hvor, man skrabede i jorden, dukkede der lig frem. Overalt hørte man rædselsberetninger. De dræbte. De brændte. De voldtog. Det var, som om der var et usynligt men allestedsnærværende de, der stod bag alle uhyrlighederne. Men hvor var de forsvundet hen? Nyholm besluttede sig for at finde dem og høre deres side af historien. Hvad kunne drive mennesker til at deltage i folkemord? Til at meje hundredevis, tusindvis af civile ned? Til at skyde kvinder og børn? Hvordan så selve hjerteløsheden ud? Dét ville Nyholm gerne vide. Han ville møde den ansigt til ansigt.

Drivkraften var dog ikke selve spændingen ved at konfrontere det monstrøse. Snarere var projektet filosofisk funderet:

"I den vestlige civilisation har vi op gennem det 20. århundrede betragtet os som børn af Oplysningstiden," sagde Ove Nyholm ved et seminar tidligere på efteråret. "Vore samfund har været baseret på troen på, at menneskeheden konstant bevæger sig fremad mod bedre tider og højere etiske og moralske stadier. At vi er i stand til at lære af fortidens fejl og synder og dermed at undgå at gentage menneskeskabte katastrofer."

"I dén historie er Auschwitz og Gulag en slags nulpunkter. Vi troede, at erfaring, uddannelse og internationale aftaler ville kunne sikre os mod at se noget lignende igen. At billeder af muselmænd bag pigtråd uomtvisteligt tilhørte en fortid, de sort/hvide films æra. Lige indtil de samme billeder dukkede op et halvt århundrede senere, denne gang i farve og fra Balkan."

I det filmiske essay, Ondskabens anatomi, dykker Nyholm ned i den tankegang og de følelser, der var på spil i de to krige, Anden Verdenskrig og Balkan. Filmen er holdt i et afdæmpet toneleje og skrider adstadigt fremad, som i drømmeagtig slowmotion og farvet af det elegiske soundtrack, mens uhyrlighederne hober sig op, den ene efter den anden, stort set uden lyspunkter. I en rolig montage veksles mellem arkivoptagelser fra Anden Verdenskrig, nyere reportager fra Balkan og - som åndehuller - landskabsbilleder, drivende skyer, solnedgange, bølgende marker. Landsbyer, hvor ingen ville have troet, at gruen kunne bryde frem.

På lydsiden reflekterer instruktøren over ondskabens natur og massakrens mekanismer. Og undervejs suppleres tankerne med statements fra bødlerne. En del af dem har tilhørt paramilitære serbiske grupper, og de fortæller beredvilligt om et racistisk betonet had til albanerne, om konkrete aktioner og om mere eller mindre behagelige aspekter af jobbet.

"Det er ikke noget kønt syn at se sjælen forlade et legeme," konstaterer én. "Jeg bryder mig ikke om at skyde nogen i ansigtet, hvis de kigger på mig," siger en anden. Og tilføjer: "Det er der andre, der godt kan lide. De får et kick ud af det."

Et sted lader Nyholm en dreng fortælle, hvordan han som 16-årig under en massakre mod sin landsby blev forsøgt skudt tre gange. Hver gang var der problemer med ammunitionen. Til sidst blev han begravet under en stak lig og lå dér i to timer, indtil det lykkedes ham at grave sig fri. Men bortset fra denne og enkelte andre undtagelser er det som nævnt ikke ofrene, der kommer til orde. Det er bødlerne.

"Der findes selvfølgelig masser af historisk kildemateriale fra både Anden Verdenskrig og Balkan," fortæller Nyholm. "Men da jeg dykkede ned i det, var gerningsmændene til min store overraskelse stort set en uprøvet kilde - hvis man ser bort fra forhørssituationen. Selvfølgelig er gerningsmændene også en kilde med mange problemer, men de er trods alt en primær kilde, som ligger inde med en form for ekspertviden. Dét var jeg nysgerrig efter at undersøge."

Af gode grunde er der i filmen flest repræsentanter for Balkan-krigen. Størsteparten af bødlerne fra Anden Verdenskrig er i dag døde. Dog er det lykkedes Nyholm at opspore to kommandanter fra de såkaldte Einsatzgrupper, fire nazistiske specialenheder, der havde til opgave at trænge ind bag Østfronten og "sikre" eller "rense" områderne. Hvilket ville sige at udrydde jøder, sigøjnere, kommunister eller andre uønskede elementer. Og efter to års pres fik han overtalt de to til at tale til kameraet om deres erfaringer. Den ene ses kun som en silhouet, mens den anden er utilsløret (men uden navn).

"Det var meget kompliceret at lave interviewet med ham, der ikke er tilsløret. Jeg fik først lov til at tænde for kameraet efter 40 rejser til Tyskland, og selv da måtte jeg hele tiden afbyde, fordi han var bange for at blive arresteret igen. Det er stadig et meget betændt emne."

"Noget af det, jeg opdagede undervejs, var, at disse gerningsmænd gennemløber en eksponentielkurve af vold. Når først de har begået deres første drab, går det hurtigt. Det er derfor, jeg gør så meget ud af at lade personerne i filmen beskrive deres første drab."

"Lad mig give et eksempel. Der fandtes en reservepolitibataljon 101 fra Hamburg-området, som blev sendt til Polen. Af deres udsagn under retssagen efter krigen fremgik det, at de typisk ville få til opgave at skyde indbyggerne i en by, der lå så langt fra jernbanen, at det var for besværligt at flytte dem ind i det system, som kunne have ført dem til en udryddelseslejr. Betjentene ville så få at vide om morgenen, at de i dag skulle skyde 1.500 mennesker, mænd, kvinder, børn og gamle. Og kommandanten ville sige, at de, der ikke mente at kunne klare det, havde lov til at træde tilbage. Det benyttede omkring fem procent sig af. Kigger man så på det efterfølgende forløb, kan man se, at de mænd, der ikke trådte tilbage, 15 måneder senere ville have skudt 38.000 mennesker og deporteret 45.200 andre til udryddelseslejre. Blot denne ene bataljon."

Balkan-bødlerne var mindre modvillige til at stille op, men har dog alle valgt at optræde anonymt - hvilket vil sige, at man i filmen ser dem som skygger på en væg eller med ansigtet skjult bag en maske. Nogle af dem valgte at medvirke, fordi de betragtede det som en udfordring, en slags manddomsprøve. Andre fordi de havde et ønske om at fortælle omverdenen, "at der findes en anden slags mennesker på denne planet." Atter andre angrer i filmen og beklager, at de gennem deres handlinger har fjernet sig fra det almindelige liv. I overført betydning er de blevet hjemløse, ude af stand til at føle tilhørsforhold - til et sted, en befolkningsgruppe, en kultur. De erkender, at de har ødelagt sig selv ved at destruere andre.

"Det største erkendelsesmæssige problem i forbindelse med at lave filmen var at turde sige til sig selv, at det onde sandsynligvis er en entitet, altså en del i sig selv. At selve ondskaben bor derude i normalverdenen som en handlemulighed. Som noget, vi ikke kan uddanne os ud af. Dét er jo en frygtelig erkendelse, for det betyder, at vi måske kan dæmme op for det onde ved at folkeoplyse og på alle mulige måder gøre vores bedste, men vi kan aldrig komme af med det. Vi kan aldrig få fred. Dét forandrer ens livsgrundlag."

Filmen har været længe undervejs. Ove Nyholm blev første gang opmærksom på rapporterne fra de tyske Einsatzgrupper i 1986 i forbindelse med arbejdet på en anden film. Sirlige optegnelser over likvideringer af jøder, sigøjnere, kommunister, handicappede. Mænd, kvinder, børn og gamle. Opført nøgternt som på en faktura. Så mange slået ihjel den dag på det sted. Og så den ufattelige bundlinje: langt over én million mennesker dræbt af de fire Einsatzgrupper over en periode på to år. Skudt ned i massegrave, iskoldt og med professionel ro. Et stykke arbejde, ofte udført af familiefædre, der bagefter forsvarede sig med, at de blot parerede ordre.

Som den ene af de to pensionerede Einsatzgruppe-kommandanter fortæller i filmen (det er ham, hvis ansigt ikke er skjult): "I Rusland var det simpelthen ikke muligt at skyde alle. Det var ellers planen. At skyde alle jøder, så der ikke var flere vanskeligheder."

Sagt uden at ryste på stemmen. Og lidt senere om den praktiske udførelse af opgaven: "Vi havde en lille deling på 14-15 mand. Når vi ankom til en by, startede vi med at lede efter kommunisterne, men de var som regel stukket af. Så drev vi jøderne sammen og skød dem."

Til slut i filmen vender Ove Nyholm spørgsmålet mod sig selv: Hvordan ville han selv have reageret i en lignende situation? Ville han selv have ageret anderledes end bødlerne? Det ærlige svar må være, konkluderer han, at han ikke kan vide det. For han har aldrig været i en lignende situation. Ethvert menneske kender kun sig selv fra de situationer, han eller hun faktisk har erfaret. Dét er den deprimerende kurve, filmen tegner. Fra vished til måske.

Mellem de to positioner er der en afgrund til forskel.

Ondskabens anatomi. Instr.: Ove Nyholm. 2004. 90 min. Distr.: DFI. Er som eneste danske film udtaget til Joris Ivens konkurrencen på IDFA, den vigtige dokumentarfilmfestival i Amsterdam, der åbnede igår. Kan ses i Grand (Kbh.) fra i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu