Læsetid: 3 min.

Bøger efter behov

Books on Demand. Bogtryk efter behov. Den nye måde at udgive bøger på gør det muligt at publicere værker, der ellers ville have svært ved at udkomme på etablerede forlag - f.eks. 50'ernes ufortjent glemte danske litteratur
2. juni 2005

Konceptet er enkelt: Man har et manuskript, som man gerne vil udgive som bog. Men man er ikke helt sikker på, at bogen vil blive solgt i flere tusinde eksemplarer, men kun i nogle få hundreder. Desuden vil man ikke selv kunne finansiere en dyr bogudgivelse.

Så vil man gerne have en økonomisk overkommelig løsning, hvor risikoen ved udgivelsen kan holdes så lavt som muligt, kan man ty til konceptet books on demand.

Her producerer man ingen færdige bøger, men trykfærdige elektroniske filer. De bliver lagret på forlagets server og først trykt i bogform, når der kommer en bestilling.

Der er altså intet dyrt boglager og kun den nødvendigste administration. Det betyder besparelser i produktionen, hvilket i sidste instans fører til billigere bøger.

Det, at bøgerne er billige i forhold til de traditionelle forlags bogpriser, er dog ikke ensbetydende med dårlig kvalitet. Den moderne digitaltryk-teknologi gør det nemlig muligt at kombinere et enkelt udseende med høj standard.

Listen over de tilgængelige titler kan man læse på internettet, og man kan bestille de ønskede værker hos de mange online-boghandlere eller i de traditionelle forretninger.

Det danske marked

Books on Demand er imidlertid ikke alene betegnelse for et nyt koncept, men det står også for et firma og selve produktet.

Ideen om denne nye og alternative måde at udgive bøger på opstod i Tyskland i 1997.

I løbet af par år udviklede virksomheden sig hurtig og blev markedsførende i Tyskland, Østrig og Schweiz. Og i marts måned i år udvidede firmaet sin virksomhed til Danmark.

"Vi har besluttet os for det danske marked, fordi vi her ser et stort potentiale for vores virksomhed. Danmark har indtil nu ikke haft en lignende virksomhedsmodel. Vort princip: 'Bøger fra alle til alle' demokratiserer bogmarkedet og må være velkomment for den udprægede danske fornemmelse for lige vilkår for lige muligheder," har Bog on Demands tyske direktør, Pascal Zimmer, sagt i forbindelse med firmaets introduktion i Danmark.

Og udviklingsmuligheden er der. For ifølge den nye kulturvaneundersøgelse, der for nylig blev offentliggjort, kan danskerne lide at læse bøger - trods de elektroniske mediers udvikling i de senere år.

Med den besparende teknik kan man udgive international litteratur i dansk oversættelse. Bøger som muligvis kun har interesse for et begrænset antal læsere, og som af den grund indtil nu har haft svært ved at udkomme på de traditionelle forlag.

Men det bliver også muligt at gøre eksisterende danske værker tilgængelige. Værker fra forfattere, der endnu er ukendte og dem, der tidligere blev udgivet, men som ikke længere er tilgængelige. Som for eksempel danske forfattere fra 1950'erne.

Litteratur fra 1950'erne

"1950'erne var længe en litterær overset og foragtet periode. Sit negative skudsmål fik tidens danske litteratur hurtigt efter tiårs-skiftet i de farverige og selvhævdende 1960erne," skriver Søren Schou, lektor ved Roskilde Universitet i sit forord til forlaget Books on Demands nye bogserie fra 50'ernes danske forfattere.

Forlaget introducerer bogserien for at vække interesse for tidens litteratur og for at vise, at der har været mange betydningsfulde forfattere, der har skrevet interessante bøger.

Rækkens to første bind er Leif E. Christensens novellesamling Tyven i Tjørnsted og Dæmningen af Erik Aalbæk Jensen.

Leif E. Christensens samling af fortællinger udkom første gang i 1951 og blev varmt modtaget hos både kritikere og publikum. Og Dæmningen fra 1952 blev Erik Aalbæk Jensens gennembrudsroman.

En anden grund til at genoptrykke 50'ernes litteratur er at gøre værkerne tilgængelige. For selv om man har en interesse for epoken, er bøgerne ikke længere til at få fat i.

"Der er så mange værdifulde bøger, som blev udgivet i 50'erne, men som man ikke længere kan finde hos boghandlerne," siger journalist Hanne Meister fra forlaget Books on Demand.

Og som Søren Schou skriver i sit forord til den nye bogrække:

"De seneste år er der opstået en voksende interesse for 1950'erne, både politisk og litterært. Books on Demands 1950'er-række viser mangfoldigheden i tidens romaner og noveller. Nogle af de bedste værker i rækken har allerede status som anerkendte hovedværker, andre er helt uretfærdigt glemt, men fælles for dem er en intensitet i udtrykket og et oprør mod det etablerede og pæne, som sikkert vil overraske mange."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu