Læsetid: 6 min.

I bøgernes spind

'Kærlighedens Historie' er en fortælling om bøgernes magt. For selv om de fleste bøger bare underholder et par timer, så kan bøger i visse tilfælde forandre verden. Det mener den amerikanske forfatter Nicole Krauss. Hun debuterer på dansk med 'Kærlighedens Historie', som udkom i går
24. oktober 2005

Da Nicole Krauss var barn, slugte hun alle de bøger, hun overhovedet kunne komme i nærheden af. Det gør hun stadig, også selv om den anmelderroste forfatter fra New York i mellemtiden er blevet 31 og mere kræsen i sin bogsmag.

"Mange ser det at læse bøger som at flygte fra verden, men for mig er det at læse at ankomme. Bøger har altid været en slags følgesvend, og gennem bøgerne har jeg følt mig forbundet til verden. Sådan har jeg det stadig," siger Nicole Krauss.

Måske det er derfor, at det er en bog, der spiller hovedrollen i hendes anden roman, hendes første bog på dansk. I Kærlighedens Historie er der endnu en bog: Kærlighedens Historie. Det er den, der binder personerne sammen i det spindelvæv, hvor mennesker lige akkurat passerer hinanden uden at mødes. Der er Leo Gursky, som flygtede fra Polen til Amerika under Anden Verdenskrig og nu poserer som nøgenmodel, fordi han ikke vil dø en dag, han ikke er blevet set. Zvi Litvinof, der lyver om at han har skrevet en bog, han ikke har skrevet, for at få sin kone til at elske ham. Bogens hovedperson, den 14-årige Alma Singer, som læser bøger om overlevelse i naturen for selv at overleve. Og Almas mor, som har mistet sin mand og nu lever i fortiden, uden overhovedet at ænse sine børn.

"Bogen bygger små broer mellem personerne. På en måde handler min bog om bøgernes magt, og derfor har jeg givet den navnet på bogen i bogen. Titlen er samtidig også ironisk, for selvfølgelig er det her ikke kærlighedens historie eller universets historie. Det er ikke engang nogle få menneskers hele historie, men den rører ved kærlighedens konsekvenser," siger Nicole Krauss, for hvem at læse og skrive handler om at gøre sig forstået og forstå, også selv om sproget er langt fra perfekt som kommunikationsmiddel mellem mennesker.

"Vi misforstår konstant hinanden. Det er svært at kommunikere vores indre til andre mennesker, alligevel længes vi efter det," siger hun og peger på, at personerne i bogen konstant prøver at nå ud til hinanden, selv om det mislykkes det meste af tiden. Derfor handler Kærlighedens Historie ifølge sin forfatter om at overleve og bruge fantasien til det. Fantasien er et tilflugtssted for at fylde det ud, som er gået tabt.

"Bogen handler om at blive set. Jeg tror, at ligegyldigt hvem du er, vil du gerne elskes. Hvis du siger 'Jeg elsker dig' til nogen, betyder det også: Jeg husker dig, jeg har været vidne til dit liv. Som når en mor siger til sit barn, at hun kan huske de første skridt," siger Nicole Krauss, som sammenligner hukommelsen med en slags fortolkning. Den fortolkning er central for vores eksistens og vores egen selvopfattelse.

"Hvordan skulle du ellers vide, at du eksisterer, hvis der ikke er nogen, der ser og husker det?" spørger hun. For uden hukommelse ville vi hverken have en idé om nutid eller fremtid.

"Et fotografi er afhængigt af de minder, vi knytter til det. Vi har ikke en præcis hukommelse af fortiden, men det, vi husker af fortiden, giver os en idé om, hvem vi er. Vi opfinder vores fortid, vi vælger at glemme visse ting, mens vi husker andre," siger hun.

Politisk budskab

Nicole Krauss skriver om tab, hukommelse og eksistens gennem enkelte individers kamp for at overleve. Det er emner, der er centrale for Nicole Krauss selv i hendes eget liv. Men selv om bogen handler om individer, mener Nicole Krauss alligevel, at dens budskab er politisk.

"Det at skrive er altid på en eller anden måde politisk. Hvad enten du skriver om Berlin-murens fald eller om manden, der sidder alene på sit værelse, som jeg har gjort. Det, romanen kan og har mulighed for, er at vende vores fokus mod individet og gennem individet huske det, vi alle deler som mennesker, det universelle. De individuelle forhold er det eneste sted, hvor samfund virker," mener hun. For i de individuelle liv ser mennesker de ting, de relaterer til, som eksempelvis ensomhed og længsel. Nicole Krauss mener, at problemet med politik netop er, at den massegeneraliserer menneskers liv, fordi den ikke kan tage hensyn til hvert enkelt individ.

Men selv om Kærlighedens Historie ligger tæt op af Nicole Krauss' egne personlige tanker, så er den langt fra selvbiografisk.

"Når jeg skriver, prøver jeg at finde en stemme, hvor jeg har fuldstændig frihed til at opfinde. Jeg vil have noget, der ligger langt væk fra mig selv. Samtidig har jeg brug for at putte mig selv ind i det, så jeg kan skrive på en autentisk måde, så det føles ærligt og troværdigt. Bogen er fyldt med ting, der er mine egne. Følelsesmæssigt er den meget tæt på mig selv," siger hun.

Selv vil hun karakterisere Kærlighedens Historie som en blanding af fantasi og virkelighed. For der er masser af fakta om geografiske steder, der er taget fra Nicole Krauss' eget liv. Bogens Leo Gursky flygter fra Slonin i Polen til USA lige inden Anden Verdenskrig, fordi han er jøde, ligesom Nicole Krauss' egen bedstemor gjorde det. Teen-agepigen Almas mor er englænder, ligesom Nicole Krauss' egen mor. Og når Alma tegner cirkeldiagrammer for at finde ud af, hvor mange procent hun består af forskellige nationaliteter, tegner hun i virkeligheden Nicole Krauss egne cirkeldiagrammer, som hun lavede dem, da hun var barn.

"Jeg begynder altid med at spørge mig selv: Hvad betyder noget for mig, hvad vil jeg sige, hvorfor skal man læse min bog. Hvis du begynder med de tanker, følelser og ideer og smider dem op i din fantasi, forbliver bogen personlig, selv om den er en fuldstændig fantasiskabelse," siger Nicole Krauss og fortæller, at hun ikke behøvede at lave research til bogen. For hun mener, at velkendte ting giver en følelsesmæssig styrke, som du ikke har, hvis du bare skriver om noget tilfældigt, som du ikke har et forhold til.

"Men jeg bruger kun det velkendte materiale til at lave noget, der er fuldstændig imaginært. Det er svært at have den styrke, hvis alt er fri fantasi," siger Nicole Krauss, som understreger, at hun skriver om alt det, der betyder noget. For det kan man hverken opfinde eller slippe fri for.

Bøger forandrer verden

Ligesom hun ikke kan slippe fri for bøgerne, hverken som læser eller skribent. Ifølge Nicole Krauss kan bøger forandre verden. Også selv om mange bøger kun giver nogle timers adspredelse og ikke forandrer noget som helst verden endsige; enkeltpersoners liv. Men med visse specielle bøger er det noget andet.

"Hvis du tænker på dit eget liv og alle de bøger, du har læst. Hvis du fjernede alle de bøger fra dit liv, tror du ikke, du ville være en helt anden person? Jeg tror ikke, jeg ville ligne mig selv ret meget. Så jeg må antage, næsten matematisk, at den totale sum af læste bøger forandrer dit liv. Og derfor forandres verden på nogle måder," siger Nicole Krauss og understreger, at det ville være svært for hende at være forfatter, hvis hun ikke troede på, at litteratur og kunst i al almindelighed har en transformerende magt.

"Så burde jeg måske arbejde for Læger Uden Grænser," griner hun og tilføjer:

"Jeg er sikker på, at ville få en ny præsident, hvis vi gav George Bush en masse bøger."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu