Bogsignering er blevet et hit på Bogmessen i Forum. Gyldendal har virkelig fået sat sagerne i system. Ikke én af forlagets forfattere slipper væk uden at have tilbragt et kvarter med at skrive sit navn - helst hundrede gange - ved en nærmere angivet stand. Hvert 20. minut introduceres en ny forfatter, og lige så regelmæssigt afblæses seancen med, at nu kan man købe og få signeret forfatterens bog der og der det næste kvarter.
Der sker i det hele taget en masse i Forums beklumrede indeklima. Foruden på de store scener optræder der forfattere i døgndrift ved de fleste af standene - slentrer man rundt, får man et flimrende indtryk af en enorm intellektuel aktivitet.
Merete Pryds Helle har skrevet Det glade vanvid tæt på virkeligheden, og derfor er der ikke 'plot og action'. "Der er ikke plot og action i mit liv", siger hun, "men derimod begivenheder og fylde."
Og så læser hun op om en kvinde der fylder vaskemaskinen med kulørt, rødt, 40 grader, og sætter sig til at tisse.
Steen Estvad Petersen, der har skrevet pragtværket Drømmen om paradiset. Islamisk havekultur fortæller, at den muslimske have er Koranens sensuelle paradis og remser messende op, hvad islams hellige bog har at tilbyde de troende i paradisets have med de fire floder. "Som et digt af Dan Turell," konstaterer han.
Præsten Katrine Lilleør har på god kristen vis læst H.C. Andensen derhen, at kærlighed ikke er noget, man kan gøre sig fortjent til, det er en nåde, der tilsmiler én.
Niels Brunse bemærker, da han bliver spurgt om researchen til sin tidsrejseroman Havmanden, at det ikke er forfatteren, folk skal tro på. "Man skal tro på, at personerne, der udtaler sig i bogen, ved, hvad det taler om. Så føler læseren sig tryg."
Alle har de en interviewer, der stiller dem spørgsmål og diskuterer bogen ved deres side.
Undtagen Søren Ryge Petersen. "Kan jeg ikke bare gøre det selv, sådan som jeg plejer," svarede han, da han blev spurgt, hvem han ville have som samtalepartner. Og så sætter han sig i sin ternede skjorte og belærer publikum om den eneste rette måde at tænde adventskrans på. "Man skal synge to julesalmer med børnene imens. Alle versene!"
"Nu tager jeg hjem til Jylland," slutter han. Dog ikke før også han har signeret sin bog Bette Anna det obligatoriske kvarter.
Palaver, palaver
Der er så meget, at det næsten er frustrerende. For selvfølgelig læser Christina Helsseholdt op af sin nye bog, En have uden ende, samtidig med at jeg selv skal interviewe Jesper Hoffmeyer om hans disputats Biosemiotik. Og selvfølgelig samtaler Hans Edvard Nørregård-Nielsen med Henrik Wivel om H.C. Andersen og guldaldermalerne samtidig med at Jytte Borberg fortæller om sin roman Fantomsmerter. Morten Søndergaard må konkurrere med Ida Jessen, Jan Kjærstad med Merete Pryds Helle.
Der skal vælges, men sådan må det være.
Hvis man sammenligner Forum Bogmessen med for eksempel Giga-bogmessen i Frankfurt, så er det tydeligt, at sidstnævnte primært er en branchemesse, mens Forum er en slags bøgernes Tivoli. I Frankfurt er hovedbegivenhederne ved de forskellige stande en endeløs række af receptioner, i København fortælles og palavres og di-skuteres der på livet løs.
Ligesom alt muligt andet i disse år er Bogmessen i Forum øjensynligt også blevet mere dansk. For år tilbage var de store trækplastre de udenlandske navne, i år var end ikke Fay Weldon dukket op. Hun plejer ellers ikke at holde sig tilbage, når Forum blæser reveille.
Vist var de der da. Det helt store navn var Jung Chang, der sammen med sin mand, englænderen Jon Halliday har skrevet en stor Mao-biografi. Søndag samlede hun fulde huse på den store scene - og betog ved sin klarhed, sit mod og lynende intelligens. Mens intervieweren, journalisten Mette Holm, åbenbart mere var ude på at demonstrere sin egen viden om Kina, end at give publikum et indtryk af bogen. Mette Holm sammenlignede folkeligt nedkæmpede rockeroptøjer på Roskildefestivalen med Kulturrevolutionen. Hvis folk havde holdt sammen, kunne de have gjort det samme, var hendes pointe. Jung Chang imødegik argumentet med en vis succes.
Vore skandinaviske broderfolk var også repræsenterede - store, gode forfattere som nordmændene Jan Kjærstad og Per Petterson og islændingen Sjón havde lagt vejen omkring Frederiksberg, og en enkelt Bookerprisvinder, Alan Hollinghurst, kunne det da også blive til.
Men udlændingene drukner næsten i mængden af danske navne, og de store publikumskødrande finder man omkring Gyldendals Tranescene - eller dér hvor den allestedsnærværende Johannes Møllehave optræder med et af de større antal numre, han er repræsenteret med.
Krimier og indvandrere
Af tendenser spottede Deres udsendte en gudsvelsignelse af krimiforfatterinder, hvor nordmænd og svenskere også fylder pænt.
Læg svenskerne Karin Alvtegen og Camilla Läckberg til norske Anne Holt og Karin Fossum og danskerne Gretelise Holm, Elsebeth Egholm og Sara Blædel - og det ligner en bølge.
Der er øjensynligt så småt ved at komme gang i bøger, skrevet af herboende indvandrere. Tyrkiske Yildiz Akdogan skriver om demokratiets vilkår og udvikling i Mellemøsten og Tyrkiet. Iranske Massoud Fouroozandeh om sin vej fra iransk koransanger til dansk kirkefader. Og afghanske Assef Soltanzadeh har skrevet Mennesker på flugt - noveller fra Afghanistan.
Til goddag og farvel hilses man af en tempelherre, der snildt kan konkurrere med en af sovjettidens Leninstatuer i højde og drøjde. Det kan næsten ikke være andet i disse da Vinci-tider. I øvrigt skulle bogen, han reklamerer for, Raymond Khourys Den sidste tempelridder, være en glimrende bog.
