Læsetid: 3 min.

Bøh!

26. februar 2007

Det afstedkommer øjeblikkeligt et forventet forskrækkelsesudbrud, som alene bliver afvæbnet derved, at jeg straks efter tænder lyset, så mine børn kan se og forstå, at det ikke var en fæl trold, der lå på lur for at fortære dem med hud og hår. Børnene griner eller siger 'ih altså, far!', og jeg bekræfter mine venlige hensigter med et godnatkys. Og alt ånder atter fred og idyl -

Men det bli'r jo ikke ved med at virke. På et tidspunkt bli'r man ældre og klogere og lurer følgelig de voksne af. Man lader sig ikke binde hvad som helst på ærmet, men begynder så småt at forholde sig kritisk og prøvende. Måske kan man tilmed på denne baggrund antage, at faderens 'bøh' i børnenes mørke sovekamre er en slags evolutionær reminiscens af dyrefaderens indøvelse af dyrebørnenes angstberedskab. Der lurer som bekendt mange farer i livet. Alligevel er der i dag mange eksempler på, at også de voksne kan blive bange. Angsten retter sig mod mange ting. Også mere eller mindre indbildte farer. Ubetydelige farer, som i det overfølsomme sind vokser sig til overstørrelse, og som man følgelig reagerer på med en blanding af hysteri og irrationalitet. På dette felt er mange voksne mennesker bemærkelsesværdigt uimodtagelige over for sund fornuft. Angsten grunder mere i en fobi end i en reel fare. "Jeg går i fare, hvor jeg går", skriver den ængstelige salmedigter og forhenværende biskop i Ribe, Hans Adolph Brorson (1694-1764), i Salmebogens nr. 45. Sådan er det bare!

Det politiske system er hjemsøgt af bange voksne. Selvom de burde have is i maven. Hvor mange gange i løbet af en uges tid udbryder en politiker ikke et "jeg er rystet" i en tv-avis, hvis en undersøgelse eller dokumentarudsendelse har afsløret rystende forhold? Mange gange! I gamle dage blev man indigneret ved selvsyn, hvilket ofte dannede baggrund for ønsket om at gå ind i politik. I dag bliver man rituelt rystet som politiker, hvilket ofte danner grundlag for løbende at kunne legitimere sin karriere som politiker. Overfølsomheden kan man også aflæse i den såkaldte politiske korrekthed. Politisk korrekthed er et udbredt fænomen på navnlig den politiske venstrefløj, hvor der investeres betydelige resurser i at iscenesætte spontane udbrud af påtaget indignation. Der udgår herfra et sandt jordskælv af politiske rystelser. En politisk seismograf af fintfølende, moralistisk overfølsomhed, som opfanger selv de mindste vibrationer, som er en forargelse værd.

F.eks. skal man bare sige 'Krarup', 'Langballe' eller 'Bent Jensen', så udløses så let som ingen ting en tsunami af kæmpemæssige bølgeskvulp hos politiske indremissionærer i SF og Enhedslisten og i det fromme konventikel af forhenværende og nuværende venstreradikalister på universiteter, gymnasier og seminarier. Det er ligesom at sige 'bøh'. Endda ved højlys dag! Selvom jeg hverken er Tidehvervsk eller stemmer på Dansk Folkeparti, så har de hysteriske reaktioner på Søren Krarups og Bent Jensens udmeldinger i hhv. kulturkampen og i forb. m. Dragsdahl-sagen fået mig til at overveje, om ikke både Tidehverv, Søren Krarup og Bent Jensen har fat i noget af det rigtige. Hvor blev den gamle marxistiske ideologikritik fra 70'erne af? Eller den beslægtede autoritetskritik? Er problemet, at den nuværende ideologi-, autoritets- og religionskritik for hovedpartens vedkommende er borgerlig og ikke-marxistisk? Er det fordi, marxismen og kulturradikalismen er blevet så toneangivende blandt akademikere og kunstnertyper, at det borgerlige projekt og borgerlige synspunkter nu er blevet den kritiske modkultur og opposition, der tidligere ellers kun var forbundet med venstrefløjen? Er venstrefløjen og de sidste dages marxister og kulturradikale blevet 'ofre' for ren magttænkning?

Svar udbedes!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu