Læsetid: 2 min.

Bølger

Så lad det da blive påske
8. april 2006

Der er noget med bølgerne hernede i strandkanten. Det er, som om de ikke vil vænne sig til, at det nu skal være forår. Det skal det, men er det alligevel ikke. Noget strides om et eller andet.

Og her er man så ved at lukke sommerhuset op efter en langstrakt vinter med stædigt hvide marker landet over. De forsvinder og kommer igen som brune og surtgrønne. Nu ikke mere af det, siger man og stirrer på bølgerne. Fjordens sandstrand er fuld af tang i sorte dynger med rester af plasticting, stumper af gult skumgummi, et par tørre bræddestumper, der kan tages med op til ovnen, hvor ilden godt kan lide at knase saltet.

Det er tidlig formiddag. Alligevel er der som altid nye fodspor i sandet, selv om her nu er øde, så langt øjet rækker. Også hundespor ses, enormt store, som er de sat af stolthed. Lidt fra strandkanten ligger svanefjer og dun spredt over et større område, formentlig resterne af et måltid snarere end resultat af fugleinfluenza. Det gentages hvert år, nærmest rituelt. Den stedlige ræv har gjort sit arbejde.

Det er udpræget dansk vejr, gråt, gråt med pludselige strimler af åben himmel og det karakteristiske skrå lys. Det "skrå øjenblændende sollys", som Jacob Paludan skrev om i den lille essaysamling Han gik Ture, Det gør han ikke mere og sjældent også i læserverdenens bevidsthed, tror jeg. Engang tidens store forfatter. Der er løbet meget vand i stranden, og megen hvid støj i litteraturen har overdøvet de stille stemmer og skubbet denne sære gnavpot til side.

Ting på færde

Huset skal åbnes. Det er blevet enklere, efter at vi har lagt nye stærke gulvplanker og taget er isoleret. Førhen skulle fugten forjages fra de kuldeklemte rum, hvor gulvet bulede og knirkede og den ophængte saltpose bare havde gjort det hele værre, og billederne på væggene viste let bølgede litografier og tegninger i efterligning af havstokken dernede.

Bølgerne synes at stritte imod

undervandet presser dem ind

og op

så de kvæles af sandet

havet trækker vejret sådan

for tungt til at dø

i sin fraskilte himmel-

Der er ting på færde i disse linjer af Simon Grotrian fra en tidlig samling, Næste himmel. Den synes han at være kommet temmelig meget nærmere i sine nye, vilde salmer, der bidrager til vores neotranscendente nutid, hvor teologer af vidt forskellig observans fører det store ord. Et øjenblændende lys modsat oplysning.

Grotrians lille strofe med titlen "Bølgerne" slutter med disse ord om den fraskilte himmel: "krøllet som en arbejdsskjorte/et ar sejler henover brystet".

Hvad skal man med bølgerne? Inkorporere dem i et personligt anliggende som arbejdsskjorte? Lade dem indgå i ens forårsfornemmelse eller bede dem om bare at være bølger i stranden i det grå forårslys?

Huset er åbnet. .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu