Læsetid: 4 min.

En bøn for fred

Steven Spielbergs seneste film, den stærkt medrivende politiske thriller 'München', tør sige det, som ingen andre har turdet sige i mange år
27. januar 2006

En bøn for fred har Steven Spielberg selv kaldt sin nye film, den meget omdiskuterede München, og det er også svært at se den jødisk-amerikanske instruktør som andet end på menneskehedens og menneskelighedens side.

Der er ikke noget mærkeligt i, at en film, som omhandler det israelsk-palæstinensiske spørgsmål, bliver angrebet fra begge sider og beskyldes for både at være pro-israelsk og anti-palæstinensisk - og det modsatte.

Det overraskende er - og måske er det alligevel slet ikke så overraskende - at man har været så ivrig for at se München som et indlæg i en ophedet og i øvrigt futil debat om ondskab og religion, hvor de stridende parter står så langt fra hinanden som nogensinde før. I virkeligheden handler Spielbergs film, der er baseret på George Jonas' bog Vengeance og skrevet af Eric Roth og dramatikeren Tony Kushner, begge amerikanske jøder, om jord, om retten til et land, om at have et hjem. Og det er denne vinkel, som gør den til så stærk og interessant en oplevelse. Den tør sige nogle af de ting, som ingen andre har turdet sige højt i mange år - ikke mindst at israelerne og palæstinenserne begge har ret, og at de begge tager fejl - og gør derfor også mere ondt, end hvis Spielberg havde valgt at spille efter de mere alment accepterede regler.

Mord på samvittigheden

Først og fremmest er München dog en thriller, en stærkt politisk og velfungerende én af slagsen, der handler om det uhyggelige efterspil, som den palæstinensiske terrorgruppe Sorte Septembers angreb på den olympiske landsby i München i 1972 fik.

Angrebet, som Spielberg viser med en medrivende blanding af datidens tv-billeder og rekonstruktion, endte med, at alle 11 israelske gidsler - og næsten alle terroristerne - blev dræbt, og filmen tager for alvor sin begyndelse, da den israelske ministerpræsident, Golda Meir (Lynn Cohen), giver ordren til at opspore og likvidere Sorte Septembers bagmænd.

Meirs tidligere livvagt, den unge Mossad-agent Avner (Eric Bana), der snart skal være far, siger ja til at lede en fem mand stor gruppe, som uden officiel tilknytning til Mossad skal demonstrere over for verden, at man ikke ustraffet angriber staten Israel. Det er skildringen af disse fem, kun alt for menneskelige agenter, som er blevet kritiseret skarpest af israelerne. Svaghed er ikke et karaktertræk, som de gerne indrømmer, at de besidder, og de fem agenter udvikler sig i filmen fra at være retfærdighedens ranke fortrop til anfægtede, paranoide individer ude af stand til at leve med flere liv på samvittigheden.

Ingen fred

Den første likvidering er om ikke problemfri, så i hvert fald vellykket, og de fem mænd fejrer succesen. Men tvivlen begynder at nage, og Avners gruppe går langsomt i opløsning, mens den stadig mere klodset bevæger sig fra attentat til attentat. Det gør ikke situationen bedre, at Sorte September er begyndt at svare voldsomt igen og i øvrigt snart kommer på sporet af gruppen.

Der er ikke meget James Bond over de fem agenter, og det tjener til Spielbergs og manuskriptforfatternes ære, at de således forsager alle lette løsninger og thriller-genrens mange, fristende klicheer. De fems mission er hverken ædel eller heroisk, men blodig og dybt ubehagelig, og en desillusioneret Avner, der efterhånden føler sig fanget i den onde voldscirkel, må konstatere, at "der findes ikke fred for enden af dette."

Således understreges det igen og igen, at israelerne og palæstinenserne ikke har noget at lade hinanden høre for: "Tror du, at palæstinenserne opfandt vold? Hvordan tror du, at vi vandt Israel," siger Carl (Ciarán Hinds), en af Avners mænd polemisk, mens en anden, bombemanden Robert (Matthieu Kassovitz), understreger, at "tusindvis af års lidelser gør ikke os jøder anstændige".

Så aktuel som nogensinde

Indimellem bliver München lidt for firkantet i sine budskaber - som f.eks. når Avner og hans gruppe, forklædt som medlemmer af tyske Rote Armee Fraktion, diskuterer Israel-Palæstina-problemet med en gruppe palæstinensiske terrorister, der naturligvis ser sig selv som frihedskæmpere. Men fordi han så indlysende har hjertet og hovedet på rette sted, tilgiver man gerne Spielberg, at han af og til mister fodfæstet i den næsten tre timer lange film.

Det er ikke mindst Bana og de øvrige, rigtig gode skuespillere - Ciarán Hinds, Daniel Craig, Geoffrey Rush, Michael Lonsdale m.fl. - der giver filmen en følelsesmæssig forankring, og den er i glimt en fascinerende karakterstudie, hvor Banas plagede Avner bliver selve symbolet på Israel og spejler Golda Meirs tidlige bemærkning - i filmen - om, at enhver civilisation på et tidspunkt må gå på kompromis med sine principper.

München slutter i New York med et blik over mod World Trade Centers tvillingetårne, og således får Steven Spielberg - mere elegant, end det måske lyder her - ført sin fortælling om hævn og altødelæggende vold op til i dag, hvor den med krigene i Irak og Afghanistan in mente er så aktuel som nogensinde.

Spielberg er måske nok en af verdens mest kendte jøder, men hans ærinde er humanismens, og man skal være både døv og blind for ikke at fange hans budskab - hans bøn for fred.

München. Instruktion: Steven Spielberg. Manuskript: Eric Roth og Tony Kushner. Amerikansk (Imperial, København og biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her