Læsetid: 4 min.

Bør historiske sandheder beskyttes med lov?

Fransk-armeniere og folkemordsteoretikere jubler, mens historikere og forkæmpere for ytringsfrihed kritiserer, at Frankrig er på vej til at kriminalisere benægtelse af Osmannerrigets folkemord på sin armenske befolkning
20. oktober 2006

"Kære læsere - luk øjnene og forestil jer, at året er 1915. Forestil jer, I er tilbage i Izmir eller ved Eufrat. Forestil jer den tyrkiske hær sprede jeres familier, drukne jeres mødre, voldtage jeres søstre, sprætte jeres gravide kusiners maver op, at jeres fædre og bedstefædre tvinges ud på marcher, hvis destination er døden. Forestil jer børn i brændende kirker. Og forklar så, hvordan et forbud mod at benægte, at alt dette skete, kan krænke nogens ret - vi, armeniere var ikke forundt retten til at leve?"

Således skriver Isabelle Kern-Tatarian, fransk-armenier, i avisen La Tribune de Genève. Hun er som de fleste af den halve million franskmænd af armensk herkomst - hovedparten efterkommere af folkemordsofre - begejstret over, at et flertal i Nationalforsamlingen i sidste uge godkendte et lovforslag, der vil kriminalisere benægtelse af de tyrkiske osmanners folkedrab i 1915-18 på mindst 1 million armeniere.

Straffen bliver hård for eventuelle misdædere: Op til fem år bag tremmer og 350.000 kr. i bøde er den pris, benægtere af det armenske folkedrab må betale, dersom lovforslaget også går igennem i senatet og underskrives af præsidenten.

Det krænkende i at benægte et folks lidelsesfulde tragedie er en vigtig bevæggrund for lovforslaget. I Frankrig er det i henhold til den såkaldte Gayssot-lov i forvejen forbudt at benægte det jødiske Holocaust - sligt anses som antisemitisk racisme og straffes også strengt - så for så vidt er loven følgerigtig: Hvis man ikke må benægte det ene folks Holocaust, må man vel heller ikke benægte det andet folks?

Det mener socialvidenskabsprofessor Alain Policar. Policar er fortaler for at forbyde folkemordsbenægtelse, tout court. At det har sine fordele, begrunder han med reference til den injuriesag, den britiske Holocaustbenægter David Irving i sin tid anlagde mod den amerikanske historiker Deborah Lipstadt, der havde kaldt ham 'antisemit'. I Le Monde skriver Policar: "Den britiske domstol vidste ingen anden udvej end at indkalde 'en hær af historikere' til at dokumentere gaskamrenes historiske realitet. Indtil han tabte sin retssag med et brag, forlenede det forhold, at den overhovedet kunne føres, David Irving og hans grundløse tvivl om for længst fastslåede kendsgerninger med falsk respektabilitet".

Total tilintetgørelse

Så okay - jøder, lad gå, armeniere, lad gå - men logisk er man vel nødt til at fortsætte ud ad dette spor. I Frankrig er der imidlertid mængder af folkemord, man endnu straffrit kan benægte - det gælder for eksempel de statsligt sanktionerede mord i det 20. århundredes kommunistiske regimer på op imod 100 millioner mennesker, og for den sags skyld kolonimagten Frankrigs egne massakrer på 'nationalistiske' indfødte i Madagascar og i Sétif i Algeriet.

Policar indser problemet: "Er der arts- eller en gradsforskel mellem massemassakrer og folkemord," spørger han, og holder selv på det første: Massakrer og etniske udrensninger er terror, der retter sig mod dele af en folkegruppe i den hensigt at domesticere eller fordrive hele gruppen. Sådanne massemord søges sjældent fortiet, for de skal jo netop skræmme restgruppen. Anderledes med folkemordene på armeniere og jøder: Disse tog sigte mod total tilintetgørelse af en folkegruppe - alle flugtveje var lukket - og blev søgt mørkelagt af gerningsmændene.

Det er kun sådanne folkemord, det skal være forbudt at benægte, mener Policar, for de repræsenterer den absolutte negation af menneskerettighedernes værdisystem, og benægter man dem, gør man sig til medsammensvoren med datidens folkemordere og viderefører af disses cover up-taktikker.

Uværdigt for en demokratisk nation

Det er dog kun de færreste debattører i Frankrig, der udtrykker tilsvarende forståelse for antibenægterloven, der fordømmes af såvel ytringsfrihedsforkæmpere som franske historikere. Reporters sans frontières (Journalister uden Grænser) erklærer det uværdigt for en demokratisk nation og uforeneligt med ytringsfriheden at gribe til statslig dogmatisering af 'officielle historiske sandheder', og en gruppe franske historikere har igangsat en underskriftsindsamling, Liberté pour l'histoire, der skal føre til ophævelse af Gayssot-loven, forkastelse af det nye lovforslag og ophævelse af en lov af 2005, der insisterer på de positive aspekter ved Frankrigs kolonifortid. Deres argumenter er bl.a., at historieskrivning skal forblive et anliggende for historikere - ikke for dommere og politikere; at sådanne love kun giver større opmærksomhed til benægtere, der kan posere som martyrer for ytringsfriheden; og at de åbner en farlig Pandoras æske, der kan føre til nye forbud mod hvad som helst.

I samfund, der respekterer ytringsfrihed og har fri adgang til information, er store historiske sandheder ikke et sådant forsvar nødig - de brænder igennem ved egen kraft, er synspunktet. Som juristen Jean-Philippe Feldman skriver i Le Monde:

"På samme måde som man ikke bekæmper terrorisme ved at bruge dens metoder, kan et demokrati ikke bekæmpe benægtere ved at fratage dem de rettigheder, der er fundamentale for ethvert individ. Gayssot-loven forveksler ret og moral ved at forbyde visse personer retten til at ytre sig frit, hvor sølle og tåbelige, de så end er".

Feldman påkalder sig forfatteren Benjamin Constants udødelige linjer:

"Kun tænkning kan bekæmpe tanker. Kun fornuftsræsonnementer kan korrigere fejlræsonnementer. At gribe til magt imod argumentation skader ikke blot sandheden, det nytter heller ikke imod falskheden. Den afvæbner man kun ved at gendrive den."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her