Husets Vin er den demokratiske vin på menukortet. Den billige, men trods alt gode vin, som alle har råd til. Sådan opfatter jeg begrebet. Der har for mig altid været noget hyggeligt over at lade sig forføre af det forslag og den anbefaling, der ligger i begrebet husets vin. Også selvom forførelsen ofte er endt i en syrlig voldtægt af smagsløgene og et mere eller mindre ødelagt restaurantbesøg. Men ikke værre, end at jeg godt tør anmelde en af slagsen.
Lad os varme op med de positive associationer. Husets vin er den vin, som krofatter og hans familie drikker til hverdag og til fest. Den vin, der har givet krofatter sin røde næse, og som giver ham overskud til at hygge om kunderne og trække stolen elegant og gesvindt ud for de kvindelige gæster. Det er i det hele taget den vin, som restauranten eller kroen gerne vil forbindes med. Stedets sjæl på flaske. Eller også er det ikke.
Måske er husets vin noget billig sprøjt hældt sammen af de slatter, som de andre gæster har efterladt? Eller en billig papvin camoufleret med en ciseleret kobberkande eller en imiteret krystalkaraffel, der skal sende tankerne til Provence eller Firenze, mens mund og hals snører sig sammen i Danmark, og krofatter gnider sig i hænderne.
Huset vin smager af ambivalens og mystik. Måske fordi vinen er belastet af nogle sociale konventioner. Bestiller man husets vin, skal man sluge fornemmelsen af at være en fattigrøv, der er gået forkert, inden man kan skylle efter med denne ofte prisbillige vin, der helt sikkert er købt ind i store partier, og derfor netop er så relativ billig. En fattigrøv, der ikke har modet til at rejse sig efter det ærlige chok over de høje priser på menukortet og se det sociale selvmord i øjnene, som mange oplever, det er at liste af og ud af restauranten med nedbøjet hoved. De er fanget. Og prisen for ikke at tabe ansigt er en halv kande husets vin og en forret.
Fordommene skyllet væk
Heldigvis ligger jeg ikke under for den slags. Derfor kunne jeg i ro og mag bevæge mig ind på restaurant Sale e Pepe på Ndr. Fasanvej 9 og med klar stemme og fast blik at bestille Husets vin, så jeg kunne få empirien trukket op, smagt på belægget og få et blævrende ben at stå på her i den billige ende. Og heldigvis blev alle fordomme straks skyllet i jorden. De første dråber var udmærkede. Måske fordi jeg i ventetiden tørstigt havde kigget langt efter Brunelloerne, Baroloerne og Amaronerne på kortet, som jo desværre ikke hører hjemme i Den billige ende. Men de var med til at løfte mine forventninger og min smagsoplevelse. Kontekst er alt.
Dog var Husets vin, der tilmed har et navn hos Sale e Pepe, nemlig Guiseppe C, ikke så god i længden. Den var lidt tynd i det uden den store eftersmag. En anelse sprittet, men trods alt så harmonisk, at hele flaskens indhold blev undersøgt. Faktisk var den så god, at jeg ikke runder af med at skrive: Hos Sale e Pepe er husets vin så dårlig, at den burde være på huset. Det vil være unfair, prisen, maden og den gode betjening taget i betragtning. Man hygger sig på Sale e Pepe!
nHusets Vin, Sale e Pepe, Ndr. Fasanvej 9, Frederiksberg, Guiseppe C, Rosso del Salento, 12,5 procent, 75 cl. 159 kroner
