Læsetid: 2 min.

Bør Israel være en jødisk stat?

28. juli 2006

Kan man forklare holocaust som et unikt tilfælde, hvor den absolutte ondskab greb ind i historien? Den franske filosof Alain Badiou ser holocaust som resultat af politik

Ondskaben var et problem, det er den stadig. For metafysiske tænkere var ondskaben enintellektuel udfordring, som kaldes teodicé problematikken: hvis Gud er god, hvordan forklarer vi så ondskaben i verden?

Den tyske tænker G.W.F Hegel kaldte sin historiefilosofi en sekulær teodicé: Historien forstået som åndens realisering i samfundets institutioner forklarede ondskaben som midlertidig modstand mod det fortsatte fremskridt. Holocaust synes at dementere dette blik. Hvilket fremskridt kan legitimere udryddelsen af seks millioner jøder?

Den franske filosof Alain Badiou adresserer i sin nye pamflet Circonstances 3 ondskaben som intellektuel udfordring for eftermetafysiske tænkere: Hvordan forklarer man holocaust uden religiøst ladede begreber som den absolutte ondskab? Man må ifølge Badiou erkende, at holocaust var en politisk handling. Det var ikke en djævel, som greb ind i historien:

"Hitler kunne gennemføre jødeudryddelserne som en kolossalt og militariseret operation, fordi det lykkedes ham at få magten, og og han tog magten med en politik, hvor ordet 'jøde' var et afgørende element."

En af mulighedsbetingelserne for den revisionisme, der gennem årtier hævder, at holocaust ikke fandt sted, er, at holocaust for ofte forklares med religiøse begreber og ikke som politik. Derfor er diskussionen blevet forskudt til en moralsk diskurs, som gør det muligt at reducere holocaust til et spørgsmål om tro.

Holocaust, som Badiou naturligvis erkender som historisk realitet og fordømmer som politisk, menneskelig katastrofe, bliver i den religiøse diskurs udlagt som noget unikt, som noget helligt, der ikke må sammenlignes med andre forbrydelser. Påden anden side gør vi det hele tiden: Udråber Milosevic, Saddam Hussein og terror ledere til nye nazister eller ondskabens ansigt. Denne dobbelthed indikerer, Holocaust ikke var noget historisk enestående, men tværtimod kan opstå igen under nye former og andre mulighedsbetingelser.

Enstatsløsning

Badious nye bog kalder sig en undersøgelse af begrebet "jøde" i vores sprogbrug, men er i virkeligheden en refleksion over mulighedsbetingelserne for antisemitisme og masseudryddelser. Og hvis man bruger masseudryddelser til at etablere en ny offerideologi, hvor jøden privilegeres som udvalgt offer, reproduceres stigmatiseringen med omvendt fortegn. Erkendelsen bør ifølge Badiou være, at Israel ikke kan være en specifikt jødisk stat, men må gå gennem sit religiøse og historiske udgangspunkt for at anerkende sig selv som kosmopolitisk stat. Det "jødiske" skal ikke etableres som facit for Israel, men som udgangspunkt et moderne demokrati, som hverken er baseret på "religion", "etnicitet" eller "folk". Det samme gælder en eventuel palæstinensisk stat. Circonstances 3 er endnu et bind i Badious serie af aktuelle pointeringer. Sideløbende skriver han filosofiske undersøgelser af sandheden som begivenhed, læsninger af Paulus, meditationer over matematik og endda romaner. Bevægelsen er den samme: Gennem Marx' opgør med integrationen af borgerskabet i det givne fællesskab, Spinozas konfrontation med synagogen og Paulus' militante revolte mod den etablerede jødedom vil Badiou vise, at en universalisme kan frisættes i alle konkrete konflikter:

"Den skabende universalisme baserer sig kun på det jødiske værdifællesskab for at skabe et nyt brud med det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her