Læsetid: 5 min.

Boerkolonien derovre i Viby J

25. februar 2006

I modsætning til mine kulturradikale cafevenner, den muntre flok af hel- og halvkorrupte, statsunderstøttede livsnydere og fiduskunstnere, har jeg de sidste fem-seks år vidst, hvad jeg snakkede om, når talen faldt på Jyllands-Posten.

Jeg har nemlig læst den hver eneste dag - naturligvis uden at betale for den, for er der noget, vi i kultureliten ikke kan lide, så er det at betale af egen lomme. Tanken forekommer os direkte usympatisk. Næe, jeg har såmænd af og til skrevet i avisen, derfor har jeg fået den gratis. De mere kyske omkring bordet - ja, det er ikke ret mange - gyser selvfølgelig artigt ved tanken om, at man kan gøre sådan noget. Boerkolonien derovre i Viby J, de betaler måske godt? spørges man giftigt. Såmænd, svarer man kynisk.

Og i almindelighed har man da haft lejlighed til at brillere lidt med sin dannelse. Når man f.eks. bliver spurgt: Ham der Hans Hauge, er han ikke nordmand? kan man jo svare, i et passende belærende tonefald: Så enkelt er det ikke. Hans Hauge er sofist! Javel ja, måber hoben. Man belærer videre: Hans Hauge er så gennemironisk, at han ikke kan huske, hvad han egentlig mener - og det er stort! For ligesom at opbløde stemningen igen, så bordfællerne ikke føler sig alt for underlegne, afslutter man imødekommende med at sige: men ok, på billeder ligner han godt nok noget fra Norge. Det er rigtig nok.

Det siger sig selv, at den seneste tids postyr omkring Muhammed-tegningerne har slået skår i ens naturlige overlegenhedsfølelse. Nå, skriver du stadig i Jyllandspesten? Faktisk har det været så slemt, at jeg har måttet poste ud af mine helt personlige cafepenge - den såkaldt livsvarige ydelse - og betalt spandevis af italiensk mælkekaffe til slænget, bare for at få en smule fred.

Og det er da også fandens til lort, de har lavet, idioterne derovre, det kan jeg faktisk godt se. Noget tyder på, at de også selv har en fornemmelse af det. I alt fald har de sagt nej tak til at medvirke i det verdensberømte, amerikanske tv-program 60 Minutes, der ellers havde sendt en af deres mest erfarne reportere over Atlanten for at spørge nærmere til det lille kongerige højt mod nord, der har skabt The Cartoon Controversy.

Flemming Rose, den tvangsferierende kulturredaktør, ville skam gerne stille op - han ser det jo som sit kald at ytre sig, netop helst på internationalt tv - men han var bange for at blive fyret. En af cafegutterne, P, der godt kan lide at blære sig med sit store kendskab til fremmede sprog, har en teori om, hvorfor Carsten Juste så ikke stillede op.

Jo, siger P, det er sikkert fordi, Carsten Juste taler lige så elendigt engelsk som både statsministeren og Flemming Rose. Og han er nok for dumstolt til at bede om at blive interviewet via tolk.

Om det virkelig er sådan det forholder sig, kan ingen af os omkring cafebordet jo vide, men vi tror gerne det værste om folk fra Jylland. De bonderøve! Tænk på hvad de har gjort: For bare en måned siden, var der masser af folk i udlandet, måske de fleste, der ikke vidste andet om os, end at vi er flinke og hyggelige mennesker, der i kolde oktobernætter for mange, mange år siden hjalp jøderne til Sverige.

Nu ved de en hel del mere om os: At vi har en regering, der baserer sin magt på et støtteparti, som har krævet det ene skålpund kød efter det andet for fortsat at bakke regeringens politik op. Og også har fået det, så vi nu anses for at være et af de mest fremmedfjendske og ubehagelige samfund i Vesteuropa. Det er fandme da ikke morsomt?

Hvad gør Jyllands-Posten så nu, hvor den dagligt bliver omtalt verden over som ophav til Muhammed-tegningerne?

Joe, for et par uger siden smækkede den Klaus Rifbjerg op på forsiden - fordi han får højere biblioteksafgift end Jakob Ejersbo, selv om hans udlån ikke er nær så stort. Man skal ikke vide ret meget om pressen, for at kunne se, at den historie under ingen omstændigheder hører hjemme på forsiden af landets største avis - højst da som henvisning til en artikel inde i bladet - og specielt ikke i en situation hvor ikke bare Danmark, men også avisen selv, er centrum for en stor, international krise.

Når den alligevel havner på forsiden, er det selvfølgelig for at fjerne fokus fra Muhammed-fadæsen. Og det må gerne gå ud over en erklæret kulturradikal forfatter, som avisen altid har haft et horn i siden på.

Som vi jo ved: der er ikke noget, der i den grad kan ophidse danske forfattere, som netop spørgsmålene omkring biblioteksafgiften. Så hvis vi nu kunne få Rifbjerg til at galpe lidt op i grebningen, så vil alle jo kunne se, hvor latterlige Jyllands-Postens modstandere er. Men Rifbjerg galpede ikke op - og det var der heller ingen andre, der gjorde. Hvad gør Jyllandsposten så? Jo, såmænd: Her i de sidste dage har den kastet sig over biskoppen i Aarhus. Noget med hans datter og en lejlighed. Der er nok ikke ret meget kød på den historie, men det gør vist ikke noget: Biskoppen, Kjeld Holm, er også 'kulturradikal' med alle de rigtige, politisk korrekte meninger, der gør ham så glimrende egnet som mål for et angreb.

Bare så avisens trofaste læsere kan se, hvem den virkelige fjende er. Det er selvfølgelig de kulturradikale forfattere, biskopper, journalister osv.

På trods af uroen i verden, må vi endelig ikke glemme kulturkampen! Det Store Opgør med smagsdommere og kultureliten! Hvad skulle der dog blive af det, hvis vi skal bruge måneder, måske år, på at forklare omverdenen, at vi - for nu at bruge Fogh Rasmussens forsøg udi poetisk billeddannelse (offentliggjort på arabisk tv) - jo er de gode naboer, der bekymret ser indenfor hos vores nabo - især hvis han er muslim - når vi hører, at han har problemer.

Sådan er vi nemlig, på bunden. Den godlidende nabo. Slet ikke alt det grimme, folk nu siger om os: Vi er ikke racister eller fremmedhadere, vi stemmer ikke på Dansk Folkeparti, vi er så langt, så langt fra at være flygtningefjender.

Er det måske ikke netop os, der hjertens gerne giver torturofre statsborgerskab, når bare de består en eksamen i dansk sprog og kultur, der ganske vist ligger på et niveau en del højere end det mange indfødte danskere ville kunne bestå - men torturofrene skal jo til at være helt nye danskere, derfor må de selvfølgelig have kundskaber, der gør, at de kan klare sig!

Jo, lad os forenes i Jyllands-Postens ønske om igen at komme til at tale om noget væsentligt: Aarhus-biskoppens datter og Klaus Rifbjergs bibliotekspenge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her