Læsetid: 4 min.

Hvad børn bør læse

I dag udkommer sjette del af J. K. Rowlings saga om troldmandslærlingen Harry Potter, som nok endnu engang skal slå alle rekorder. Den kanoniske professor Harold Bloom har i direkte protest mod Harry Potter sammensat sin egen børnekanon
16. juli 2005

He thought he saw a Rattlesnake
That questioned him in Greek:
He looked again, and found
it was The Middle of Next Week.
"The one thing I regret," he said,
"Is that it cannot speak!"

fra 'The Mad Gardener's Song' af Lewis Carroll

Da den lærde og kontroversielle litteraturprofessor Harold Bloom i 2000 sammen med et hold af assistenter gik i krig med at redigere børneantologien Stories and Poems for Extremely Intelligent Children of All Ages, skete det i protest. Bloom havde kort forinden sat sig ned for at læse første bind af Harry Potter-serien, Harry Potter and the Sorcerer's Stone, og han var dybt forarget over bogens ringe kvalitet.

Bloom havde ikke været Bloom, hvis ikke denne erkendelse havde ledt den kontrære professor direkte til skrivemaskinen og et indlæg i Wall Street Journal med overskriften "Kan 35 millioner læsere tage fejl? Ja"; et indlæg, der ikke overraskende førte til en mailstorm fra rasende Potter-proselytter, der stadig bruser op med jævne mellemrum. Hvori den storsælgende J.K. Rowling havde fejlet, vender vi tilbage til om lidt, men først et kig på Blooms egen samling af historier og digte til ekstremt intelligente børn.

Antologien starter med John Keats og slutter med Christina Rossetti, og indimellem kommer et mildest talt formidabelt udvalg af forfattere - i tilfældigt udpluk Shakespeare, Tolstoj, Robert Louis Stevenson, Turgenjev, Lord Byron, Æsop, Wharton og Melville. Bloom forfattede i The Western Canon et slagkraftigt forsvar for en klassisk kanon baseret på Blooms tre kriterier, kognitiv kraft, æstetisk pragt og visdom, og hans børnekanon ligger i direkte forlængelse heraf.

Mord på tiden

Den mest repræsenterede forfatter er Alice's far Lewis Carroll, og om ham forklarer Bloom i bogens forord: "Lewis Carroll kaldte selv noget defensivt sine børnetekster for 'nonsens'-skriverier, men de er mesterlige visioner af fantasiens mord på tiden. Sådan et mord er en afværgende gestus, en forlængelse af den tid, vi alle ville ønske, vi stadig besad."

Hvis man ikke læser, hævder Bloom, bliver man dummere. Men hvis man læser det forkerte, bliver man også dummere. Han citerer digteren Wallace Stevens' diktum om, at al litteratur må forandre, give glæde og være abstrakt - ikke forstået som "uvirkelig", men som noget tilbagetrukket fra de mugne kulisser, der maskeres som virkeligheden. Således har hver tekst i samlingen efter Blooms mening "skrubbet fernissen af almindelighederne for at afsløre magien".

Til dette formål fungerer det 19. århundredes litteratur åbenbart bedst: Blooms udvalg stopper ved modernismens indtog, og mens H.C. Andersen til nationalkanonisternes beroligelse er inkluderet med "De røde sko", er ingen af vor tids store børnebogsforfattere med. Disse historier, erklærer Bloom frejdigt, skal forberede små læsere på Shakespeare, Tjekhov, James og Austen.

Det virker tvivlsomt, at dette ædle formål vil formå mange forældre eller deres børn til at sætte sig ned og slide sig igennem alenlange forårsdigte af William Morris eller Elizabeth Barrett Browning, og det som Bloom kalder et vidunderligt edwardiansk eksempel - et diktatisk eventyr af Catherine Sinclair om fede, dovne børns fortjente ruin - er så firkantet, at man skærer sig på det.

I grel og opmuntrende modsætning står til gengæld mange af historierne, der for eksempel for Rudyard Kiplings, Carrols og Robert Louis Stevensons vedkommende fremstår som tidløs, underholdende og bidsk, morsom læsning. Bloom synes at have overset, at børn også læser for at lære at læse og derfor har brug for spændende, tilgængelige forløb - men den 574 sider lange antologi er en bog at gå på opdagelse i, at fortabe sig i for de børn, der er så ensomme som Bloom gerne understreger han selv var - og er - og en dejlig mursten til de læsehestebørn, der ellers tømmer børnebiblioteket i en alt for uoverskuelig fart.

En klump klister

Blooms indvendinger mod J.K. Rowlings univers var simple: Det såkaldt alternative England, hun præsenterer, er så konventionelt, at det er komisk. Hendes prosa er så uopfindsom, at Bloom på en tilfældigt udvalgt side tæller syv klicheer - "alle af 'ud og strække benene'-typen". Men hvad værre er: De forbereder ikke læserne på mere besværlige fornøjelser, og de beriger hverken hjernen, ånden eller personligheden.

Men gør det så meget, hvis de til gengæld underholder, kunne man spørge, og det spurgte intervieweren Ray Suarez Bloom om to år efter den første Potter-artikel. Bloom, hvis genstridighed er mytisk, fremstod ikke svækket af belejringen af Rowlings fans. Han erklærede, at hver af hendes sætninger er en kæde af klicheer, at hun ikke har nogen karakter-opbygning, at hver person i bogen taler med den samme stemme som enhver anden person, og at bøgerne alt i alt er en stor klump klister.

Men bør man i det mindste ikke prise sig over, at børnene overhovedet læser? "De læser ikke," svarede Bloom. "Deres øjne bevæger sig hen over siden. De bladrer. Deres hjerner lammes af klicheer. De stilles ingen krav. Ingenting... ingenting sker for dem. De skoles i det, man kunne kalde uvirkelighed eller undgåelsen af virkeligheden. De bevæger sig i enhver mulig retning, undtagen ind i selvet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her