Læsetid: 11 min.

Børn af de demokratiske revolutionener

13. august 2005

Over hele Mellem- og Østeuropa har stærke ungdomsbevægelser været afgørende for en stribe regeringers fald. De har opdateret den ikke voldelige tradition fra Ghandi og King – markedsføreing og branding og moderne kommunikation

Den bedste bar i Tirana - en titel, der ikke siger så lidt, som man måske kunne tro - åbnede for et par uger siden. Den hedder Living Room og er indrettet som en cocktail-lounge fra 80'ernes Manhattan med alt, hvad dertil hører.

Fuldt udstyret restaurant, delvist oplyst gulv og funklende vinhylder bag baren, betjent af bartendere klædt i det lækreste tøj. Alligevel er det mest bemærkelsesværdige det, der ikke er der - nemlig vægge og tag. Placeret på en terrasse med udsigt ud over en park er baren fuldstændig åben.

Et komplet vanvittigt koncept, men dem er der mange af i Tirana.

I 2000 stemte vælgerne i Albaniens hovedstad den excentriske, men geniale kunstner Edi Rama ind i borgmesterstolen. Siden da er Tirana begyndt at minde mere og mere om en surrealistisk kunstudstilling, hvor alle bygninger er malet i vilde farver.

Sidste år blev Edi Rama genvalgt - med endnu større flertal.

Uanset hvor længe Living Room varer ved (de ansattes engagement står over for en hård prøve, når baren går sin første vinter i møde), så er det utænkeligt, at den nogensinde kommer til at lægge 'rammer' til et mere bemærkelsesværdigt publikum, end det er tilfældet denne aften.

Umiddelbart ser de ikke ud af meget. 25-30 mennesker et sted i 20'erne og 30'erne ret almindeligt og afslappet klædt i cowboybukser, T-shirts og bluser.

Nogle kører bare fadøl ned, mens andre kæmper hårdt for at bevare værdigheden, mens de forsøger at drikke usandsynligt komplicerede cocktails.

Det er svært at se, at der er tale om den mest utrolige samling revolutionære folk i nyere tid.

De er allesammen delegerede ved Tirana Activism Festival - den første formelle sammenkomst for den pro-demokratiske ungdomsbevægelse, der har ændret det politiske landskab i Øst- og Mellemeuropa radikalt i de seneste fem år.

Det er grupper som serbiske Otpor, georgiske Kmara, ukrainske Pora og festivalens værter, Mjaft.

Alle har de et fællestræk: De har støvet Gandhi og Martin Luther Kings teorier om ikke-voldelig modstand af og opdateret dem med moderne branding, intelligent markedsføring, medieegnede happenings og optimal udnyttelse af internettets kommunikationsmuligheder.

Den her flok unge mennesker har allerede spillet en betydelig rolle ved regeringsskifte i Georgien, Ukraine og Libanon.

Og efter denne weekend at dømme er de langt fra færdige.

Allerførst er der dog lige en konspirationsteori, som det er nødvendigt at kigge nærmere på. Ifølge adskillige iagtagere er disse grupper - der især har haft succes over for regimer, som USA og Storbritannien gerne så væltet af pinden - mere eller mindre en konstruktion skabt af vestlige efterretningstjenester.

"Jeg kender godt til den teori," siger Ivan Marovic fra Otpor.

"Om at det hele er styret af CIA. Men CIA har ikke en anelse om det. CIA er en hierarkisk og hemmelighedsfuld organisation. De her bevægelser er det stik modsatte. De er ikke hierarkiske og alt andet end hemmelighedsfulde."

31-årige Ivan Marovic er et af weekendens store navne. Han var med til at grundlægge Otpor (som betyder 'modstand' på serbisk) og en af arkitekterne bag revolutionen, der væltede tidligere præsident Milosevic.

Sidenhen har han gavmildt delt sine erfaringer med bevægelser i Ukraine, Georgien og Libanon.

"Det er ikke fordi, jeg føler mig faderlig, men eftersom jeg kommer fra Serbien, der har over 10 år som Europas barbarer på samvittigheden, er det klart, at jeg synes, vi har været et godt forbillede. Og det føles... rart," siger Ivan Marovic.

Ivan Marovic arbejder i øjeblikket på at lave et computerspil, A Force More Powerful, hvor man danner sin egen ikke-voldelige bevægelse for at vælte en virtuel regering. Han er en usandsynlig skarp marketings- og revolutionsanalytiker og har derudover en latter, der smitter i miles omkreds.

Jeg stødte ikke på Ivan Marovice under mit første møde med Otpor - som fandt sted i Beograd, nogle måneder inden Milosevic blev væltet - men de andre Otpor-folk gjorde det klart, at gruppen fik hjælp udefra.

"Det blev vi nødt til. Ellers fik vi ingen økonomisk støtte," siger han.

Som det er tilfældet med en række lignende bevægelser kom støtten fra USA. Festivalens brochure, som gruppen Mjaft ('nok' på albansk) har stået for, takker da også blandt andre Freedom House (en amerikansk pro-demokratisk gruppe) og det amerikanske Agency for International Development for deres støtte.

Der er ganske forståeligt, at den tætte forbindelse mellem de nye bevægelser og USA har fået venstreorienterede konspirationsteoretikere op af stolene, selv om det indebærer en underforstået anerkendelse af det amerikanske efterretningsvæsens imponerende evne til at arbejde diskret og effektivt.Det er lidt sværere at blive klog på, hvorfor det overhovedet er et problem, at grupperne fik - og får - hjælp udefra.

Disse bevægelser er kendetegnet ved deres kamp for demokrati og had til korruption og vold - at støtte dem, svarer ikke just til at give al-Qaeda beriget uran.

Alligevel er det relevant at spørge, i hvor høj grad en bevægelse som Otpor må gå på kompromis med sig selv for at få støtte udefra fra f.eks. USA.

"Det var et dilemma," fortæller Ivan Marovic.

"Da vi protesterede i 1996, støttede USA Milosevic i hans kamp mod os, for han var garant for Dayton-aftalen. Tre år senere vender USA sig imod ham. Skulle vi så gøre Milosevic til vores ven? Nej. Han var stadig vores fjende. Så vi fik penge, men vi blev aldrig beordret til at gøre noget bestemt, og det var derfor, det lykkedes for os. Hvis folk først begynder at modtage ordrer udefra, så plejer det at falde fra hinanden. Der er forskel på at blive støttet og blive hundset rundt med," siger Ivan Marovic.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Otpor er så inspirerende.

Gruppen tvang ikke bare en diktator i knæ, den gjorde det oven i købet med stil. Branko Ilic, den unge frontfigur på det tidspunkt, fortalte mig ved en tidligere lejlighed, at han betragtede bevægelsen som en 'guerillahær uden våben'.

Otpors hær insisterede på at latterliggøre magthaverne fremfor at bekæmpe dem og klarede sig med maling og klistermærker i stedet for kugler og kanoner. Jeg spørger Ivan Marovic, hvem Otpors inspirationskilder er, og han nævner blandt andre Gandhi og King, men også mere overraskende eksempler dukker frem:

"Coca-Cola," griner han.

"Det gik op for os, at der findes en masse fantastisk lækkert appelsinjuice, som ingen drikker. Og så er der det her forfærdelige brune sukkervand, som alle drikker. Hvorfor? På grund af et stærkt brand og et enkelt, men effektivt budskab."

"Der er Coca-Cola overalt, du ser reklamerne overalt, så vi begyndte at placere 'Otpor' overalt - på paraplyer, lightere, tændstikæsker og så videre. Vi brandede simpelthen revolutionen."

I 2000 i Beograd var Otpor gået hen og blevet en gruppe, som alle de seje folk ville være medlemmer af, og det var fedt at blive set i en Otpor T-shirt.

Men det var ikke ufarligt - Ivan Marovic blev selv arresteret 10 gange. På det tidspunkt var det så godt som umuligt at finde en overflade, der ikke var dækket med Otpor-klistermærker.

Logoet med den knyttede næve og sloganet Gotv Je! (Han er færdig!) var overalt. Det var en særdeles snedig taktik at erklære Milosevic færdig, mens han stadig var ved magten, for på den måde blev hans endeligt en selvopfyldende profeti.

Nøglen til Otpors indflydelse skal med Lord Actons ord findes i erkendelsen af at "al magt er absurd, og total magt er totalt absurd".

De mest utrolige ting kan ske, når folk bliver gjort opmærksomme på noget så simpelt, og den opgave var som skræddersyet for de unge demonstranter.

Det er uden tvivl folk under 3o år, der har stået for at planlægge festivalen: Programmet indeholder en fest til 'fejring af aktivisme' fra klokken 23 til 03, og så klokken 9.30 næste morgen står den på et seminar om 'Aktivisme i kontekst'.

Der er rift om kaffen blandt de, der får sparket sig selv ud af sengen i tide.

Officielt er der 13 grupper tilstede. Og så en enkelt uofficiel. Fra Uzbekistan er en enlig repræsentant fra den spirende og utroligt modige bevægelse Bolga ('Hammer') mødt op.

Bolgas delegerede vil hverken interviewes eller fotograferes, og det forstår man godt, når man hører om Uzbekistans grufulde præsident, Islam Karimov. Hans holdning over for oprørere er ikke til at tage fejl af, efter uzbekiske tropper i maj åbnede ild mod demonstranter i Andijon.

Det kan godt være svært at forstå festivalens hyggelige stemning i lyset af den risiko, deltagerne løber. 33-årige Razi Nurullayev fra Aserbajdsjans Yox ('Nej') ruskede tremmer så sent som for to uger siden.

"De spærrede mig inde i fem dage. Politiet kom og hentede mig i nærheden af mit hjem. Jeg troede, jeg blev kidnappet."

Albin Kurti fra KAN (Kosovo Aktionsnetværk) har siddet to et halvt år i fængsel.

"Jeg blev idømt 15 år," siger han, ikke helt uden stolthed, "for at bringe Jugoslaviens territoriale integritet og suverænitet i fare. De arresterede mig, mens NATO bombede løs (1999, red.), og så blev jeg ellers sendt på en tur rundt i diverse serbiske fængsler."

Sidst jeg mødte Albin Kurti var oktober måned sidste år i Pristina, da han gik rundt og protesterede mod det FN-styrede valg i Kosovo. Sammen med et æsel iklædt et banner med ordene "Stem på mig!" vandrede han rundt i gaderne.

"Vi syntes det var et meget rammende billede. Det var så latterligt middelmådigt, og det er derfor, at KAN ikke bliver et politisk parti. Det har vi for høje ambitioner til. Vores politiske partiers ambitioner begrænser sig til at blive rige. Vi har ikke behov for at blive rige. Vi har behov for at skabe social forandring."

Festivalens åbningsceremoni finder sted på Tiranas Kunstakademi. 25-årige Erion Veliaj, formand for Mjaft, holder en tale om den solidaritet, han håber vil vokse ud af weekenden.

Til de organisationer, der har vundet over tyrannerne, siger han, at "jeres frihed er vores frihed", og til dem, der stadig er truet, erklærer han, at "jeres lænker er også vores lænker".

Dernæst beder han alle om at rejse sig op og fortælle sidemanden: "Du er ikke alene."

Afslutningsvis dypper han sin knyttede næve i rød maling for dernæst at trykke den røde næve - Mjafts logo - ind ved siden af gruppens navn på en plakat med alle deltagernavnene på.

Symbolets kraft er en af de få ting, som disse unge mennesker har taget med sig fra det kommunistiske regime, deres forældre levede under.

Delegerede fra de andre organisationer følger efter med korte præsentationer af dem selv - nærmest som en slags aktivisternes Melodi Grand Prix.

Festivalens seminarer er både fascinerende og inspirerende. For eksempel giver 'Klædt på til aktivisme: Retorikken og billedbrugen bag succesrige bevægelser' et blændende indblik i, hvorledes kynisme kan tjene idealismens sag.

En repræsentant fra Pora leverer en hamrende sarkastisk, men samtidig kløgtigt gennemtænkt analyse af det globale mediemonster, hvad det tænder på, og hvor stor en fordel det er for ens bevægelse at få monsteret over på sin side:

"Udenlandske medier er ligeglade med jeres problemer, og de er stort set også ligeglade med jer. De er selvoptagede og bekymrer sig kun om at få deres historie ud til et bredt publikum. Så hvis I demonstrerer på gaden og bliver interviewet af en fransk journalist, så sig til ham, at det er ligesom Paris i '68. Hvis journalisten er fra Polen, så sammenlign det med Solidaritet," siger han og understreger vigtigheden af at skabe positiv omtale, tale godt engelsk, have et klart budskab og holde sig langt væk fra voldshandlinger eller bare trusler om vold.

Andre seminarer handler om 'fremtidige strategier' - eller sagt med andre ord: spørgsmålet om, hvorvidt disse bevægelser nogensinde kan blive andet end et middel til at kanalisere ungdommens energi imod de etablerede magtstrukturer.

Otpor og Kmara ophørte som organisationer, efter de nåede deres mål.

Alina Shpak fra Pora har en forklaring på, hvorfor ungdomsbevægelserne har haft så stor succes i denne del af verden.

"Ældre mennesker er ofte ude af stand til at ændre noget som helst på grund af deres post-sovjetiske bevidsthed. I over 70 år levede folk med forestillingen om, at de var slaver, at de var en lille møtrik i en kæmpe maskine, og at de derfor ikke kunne ændre tingene. Folk på vores alder har en helt anden indstilling," siger hun.

Festivalens sidste officielle punkt er en bustur til kastellet Kruja i bjergene nord for for hovedstaden. Kruja blev tilbage i det 15. århundrede forsvaret i 25 år mod angreb fra Osmannerriget af Albaniens ypperste nationalhelt, Skenderbeg.

I dag, efter frokosten, danner bygningsværket rammen om en modstandskamp, der nok er mindre spektakulær, men måske giver større genlyd.

Efter de delegerede har stillet op til gruppeportrætter, holder Otpors Ivan Marovic en tale, hvori han læser Kruja-pagten højt.

Den er blevet til på diverse barer i Tirana i løbet af de seneste tre nætter, nedfældet på bærbare computere. Teksten er symbolsk for de grupper, der har deltaget i weekendens festival.

Alvorlig, men humoristisk, storladen, men selvudslettende og frem for alt særdeles målrettet.

Tydeligt inspireret af NATO's artikel V - siden 11. september 2001 bedre kendt som 'En for alle, alle for en' - slår Kruja-pagten fast, at et angreb fra en hvilken som helst regering mod en hvilken som helst af de deltagende grupper vil blive betragtet som et angreb på alle de deltagende grupper.

Mens repræsentanterne med påtaget hånlig højtidelig mine skriver under på pagten, kunne adskillige regeringer passende tænke nærmere over den styrke - gruppernes levnedsbeskrivelse taget i betragtning - de står over for.

Anholdelser i Baku kan medføre demonstrationer i Tirana. Politiske forfølgelser i Minsk kan afføde reaktioner i Beograd. Problemer for aktivister i Tashkent betyder problemer for uzbekiske institutioner verden over.

Mit eget billede af Kruja-pagtens underskrivere skal helt sikkert hjem og hænge på væggen.

Der er stor sandsynlighed for, at nogle af de her folk går hen og bliver præsidenter eller statsministre. Omvendt er der lige så stor sandsynlighed for, at nogle af dem ender som politiske fanger eller det, der er værre.

Der er også mulighed for - eller rettere, man kan håbe, der er mulighed for - at deres handlinger kan inspirere unge mennesker i Iran, Zimbabwe, Cuba eller andre af verdens talrige lande med håbløse regimer. Inspirere dem til at tro på, at mirakler er mulige, hvis bare tilstrækkelig mange af dem råber 'Nej!', 'Nok!' eller 'Modstand!'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu