Læsetid: 2 min.

Børn leger mindre fysisk

Børns leg er under kraftig forandring, mener børneforskere, men er uenige om, hvorvidt det skyldes, at børn lever aldersopdelt og ikke længere får legekulturen overleveret af ældre børn
21. oktober 2005

Børn mangler i stigende grad motivation til fysiske lege. Det oplever både legetøjsfabrikanter og legeforskere.

Ifølge Carsten Jessen, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, er der gennem de seneste årtier sket en kraftig forandring i børns legekultur. Det hænger blandt andet sammen med, at børn i dag ikke længere færdes så meget i kvarterets eller landsbyens børneflokke, hvor de store børn overleverer social adfærd og legekultur til de mindre søskende.

"Leg er ikke noget børn kan automatisk. Opdelingen af børn i aldersgrupper i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud er noget af den mest centrale kulturelle forandring, vi har oplevet i gennem de seneste 50 år, og som vi først nu er ved at opdage konsekvenserne af," siger Carsten Jessen.

Mindre søskende på slæb tilegner sig sociale færdigheder og evnen til at lege ved at afkode større børns leg. Men i dag erstatter medier og elektronisk legetøj i høj grad de større børn som inspirationskilder til leg, påpeger Carsten Jessen, der sammen med blandt andre legetøjsfabrikanten Kompan A/S er i gang med at udvikle såkaldt intelligent legetøj - en kombination af legeredskaber og it, der skal inspirere børn til fysisk leg.

Professor Jan Kampmann, Institut for Uddannelsesforskning ved Roskilde Universitetscenter, bekræfter, at børns legekultur er noget, der overleveres gennem ge-nerationer. Men han peger samtidig på, at der i de senere år har været en stigning i antallet af aldersintegrerede institutioner, hvor børn fra nul til seks år bliver passet sammen.

Mere opdeling

"Rummet for overleveringen af leg er flyttet fra kvarteret til dagsinstitutionen. Det kræver en øget opmærksomhed fra pædagogerne på betydningen af, at børn er sammen med andre i forskellige aldersgrupper. Men man kan godt frygte, at der sker en yderligere 'finmaskning' af børns aldersopdeling i fremtiden med de nye læreplaner i daginstitutioner og fokus på trinmål i folkeskolen," siger Jan Kampmann.

Årsagen til forandringerne i børns legekultur skal dog ikke findes i ændrede socialiseringsprocesser, mener legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold, forfatter til flere bøger om børns leg.

"Når børn leger, leger de altid med kopier af de redskaber, de ser, voksne bruger i hverdagen. Vi er gået fra at være et industrisamfund til at være et videnssamfund, derfor ændrer børn adfærd og bruger også andre redskaber ligesom voksne. Det, vi forventer af børn, er simpelthen anderledes i dag, men det hænger ikke sammen med, om børn er sammen i bundter," siger Jørn Martin Steenhold.

Carsten Jessen vil ikke begræde ændringerne i børns legekultur.

"Man kan sige, at børn skal tilbage til at lege med kridt og sten som i gamle dag. Men det forhindrer os ikke i at gøre noget ved det faktum, at børns legekultur har ændret sig. Vi er nødt til at tage næste skridt og finde ud af, hvad vi som voksne kan tilbyde moderne børn," siger han.

Tema side 22-23

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her