Læsetid: 4 min.

Børn som ikke tåles

Linn Ullmanns nye bog vibrerer af vrede mod forældre, der svigter deres børn. Men den griber ikke for alvor
27. april 2006

'Uafrystelig' var det udtryk, Politikens anmelder brugte om Et velsignet barn, den nye roman af Linn Ullmann, der i sit hjemland Norge er en central figur i kulturlivet, og også i Danmark og Sverige får gode anmeldelser. Også andre anmeldere var begejstrede.

Så kan det da være, hun er blevet bedre, tænkte jeg. Men desværre har jeg samme problem med den nye bog som med de tidligere, Når jeg er hos dig og Nåden: At Ullmann trods sine valg af emner med chokeffekt - en ung mor til to dør ved styrt fra et højhus, en syg mand beder sin elskede kone om aktiv dødshjælp - ikke rigtigt griber denne læser. Heller ikke denne gang, hvor emnet er så barsk som pubertetsbørns vold.

Lidt a la Peter Høeg håndterer Ullmann nemlig sine personer med stor coolness og afstand mellem forfatterstemmen og personerne. Som om personerne mere skal udleve eller bevise en idé end have deres forfatters hjerte. Man ser, hvad de ser, men føler ikke dem.

Et velsignet barn er fortalt i tilbageblik fra vinteren 2005 til 25 år før, nemlig sommeren 1979, som blev den syvende og sidste sommer, hvor kvindelægen og -bedåreren Isak samlede sine tre døtre med tre forskellige kvinder, Erika, Laura og Molly, i sommerhuset på Hammarsö.

Ledefiguren er den nu 39-årige, dengang fjortenårige Erika, men historien fortælles på skift af de tre søstre og drengen Ragnar, født samme dag som Erika - og måske også barn af den omkringbollende Isak.

Disse feriesomre gør Isaks loyale kone, Rosa, hvad hun kan for at skærme Isak mod børnene, som følgelig lever deres eget liv, udsat for lidt ældre feriebørns ind- og udfald, blandt andet en gryende seksualitet, der får småuhyggelige udslag.

Raseriet rammer især drengen Ragnar, der mobbes, plages og forfølges af øens børn, men kompenserer for det i indre strategier om at være almægtig, velsignet, udvalgt.

Måske kommer han i bogen tættest på faktisk at være et velsignet barn, født med et 'horn' i panden, som Isak dog har fjernet, så kun en brun plet (Kainsmærket!) er tilbage. Til overmål castes Ragnar som Livets Engel i sommerens egnsspil, selv om han har sine egne planer med rollen.

$SUBT_ON$Følelsesafpresning

Det er næppe tilfældigt, at Isak deler navn med Bibelens blinde far, der ved en fejl velsigner den 'forkerte' søn. Nok har Isak opfundet scanningsmetoder, der gør ufødte synlige i moders liv, men øje for sine egne børn har han ikke og tåler dem kun i afmålte doser. En stor del af dagen er således børnenes 'udetid', hvor blot et træk i toilettet eller en knagen i gulvet udløser Isaks vrede.

Han afskyr nemlig følelsesafpresning, ja i det hele taget uvelkomne krav og følelsesudbrud. 'Dårligt teater', som han kalder det. Lidt ude af stilen for en læge, men helt i tråd med ord, Ullmanns egen far, Ingmar Bergman, kunne tage i munden.

Børnene vænner sig derfor af med at hente hjælp ved små og store ulykker. Svigtet gøres håndgribeligt ved for eksempel scenen, hvor den syvårige Laura finder en ukendt baby opløst af gråd i en barnevogn foran forældrenes hus. Hun råber om hjælp, men intet sker, så Laura kører selv en tur med det forladte barn. Siden hagler raseriet ned over hende. "Jeg kaldte på dig," siger Laura. "I var der ikke. I hørte mig ikke."

$SUBT_ON$Stor nærhed

Det bedste ved bogen er denne tyst rasende, men også overbevisende skildring af travle voksnes optagethed af egne affærer, arbejde og følelser - og kvindernes optagethed af Isak, som de som det naturligste af verden sætter foran børnenes tarv.

Især har scenerne fra øen sommeren 1979 stor nærhed, og bogens offer, Ragnar, bliver derfor den mest virkelige af bogens personer. Han er beskrevet med varme og indefrasyn, hvilket hos cool forfattere som Ullmann tit er kendetegnende for netop personer, der bevæger sig mod katastrofe: Se, hvordan det går denne verdens gode!

Man ved ganske enkelt, at noget vil ske med denne sære, faderløse dreng, hvis mor elsker ham så højt. Og man ved, at bogens kvinder, der dog selv kun var børn, vil føle sig skyldige.

25 år efter drages søstrene på Erikas foranledning da også tilbage til åstedet, faderen og et møde, der konfronterer dem med fortiden.

Men ironisk nok lever søstrene videre på en sammenbidt beslutning om, at fortiden ingenting må fylde. I voksen alder håber de stadig på deres fars kærlighed, men er selv endt som banale, afstumpede voksne, der - dog uden Isaks genialitet - har samme hang til at lægge afstand til andres følelser, skyld og ubehag.

Som Indras datter i Strindbergs Ett Drömspel og nådens udsendte Grace i Triers Dogville har Ragnars offer været uden betydning. Disse personer har aldrig lært at se det gode hos andre.

Jeg ville ønske, at Ullmann lærte at tro mere på disse tyste pointers slagkraft og at smoderere sin sans for gotisk uhygge og scenarier nuppet ud af Fluernes Herre eller den italienske forfatter Simona Vincis uhyggelige familiehistorier. Mere er ikke altid mere.

Linn Ullmann: 'Et velsignet barn'. Glimrende oversat af Karen Fastrup og Niels Lyngsø, 341 sider, 249 kr. Lindhardt og Ringhof. ISBN 87-595-2587-8

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her