Læsetid: 4 min.

For børn er verden alvor

26. august 2006

De gamle travere fungerer stadig, må forfatter Naja Marie Aidt konstatere. Med gamle travere mener hun Halfdan Rasmussens ABC, Eugène Ionescos eventyr 1, 2, 3, Grimms eventyr, Marmelade Amalie og De små synger. Hun bliver ved med at remse navne på børnebøger op. Gamle klassikere og eventyr, der i sin tid betog først hende og siden hendes fire sønner. For det er bøger, der tager børnenes virkelighed og situation seriøst, der hvor de befinder sig.

"For et barn er verden alvorlig, fordi man skal lære alt. Når Kaj leder efter sin støvle, er det alvorligt, og derfor fungerer det sjældent med ironi som den, man ofte ser i helt nye danske børnebøger. Det er sjovt for de voksne, men for børnene bliver det forvirrende og uforståeligt. Det handler i høj grad om, at bøgerne skal være skrevet med kærlighed til børnene lige der, hvor de er," mener Naja Marie Aidt, der igen fandt ud af, hvor svært det er at finde ordentlig børnelitteratur for de helt små børn, da hun fik sin yngste søn for fire år siden.

"Der er Kaj-bøgerne og Bom og Lassen. Og så har jeg stadig nogle bøger fra min barndom, der hedder Lille Bjørn. De er helt fantastiske, men man kan ikke købe dem længere. Når børnene er små, er det jo oftest simple handlinger om, at Bom og Lassen køber et bræt eller kigger på en sky. Det er vigtigt med sanselige, enkle illustrationer, der er nemme at afkode. Ekspressive akvarelmalerier bliver nemt for rodede og uigennemskuelige til, at børn kan forstå dem," siger Naja Marie Aidt og understreger, at der selvfølgelig er nogle af de nye børnebøger, der gør det virkelig godt, såsom Jakob Martin Strids Mustafas Kiosk for eksempel. Naja Marie Aidt husker tydeligt selv illustrationerne fra sine egne barndomsbøger og den følelse af, at man ønskede, at verden så ud som i bøgerne - at man allerhelst ville have en chokoladekage, der så præcist ud som på billedet.

Det gælder om at fange en dille

God litteratur for børn er nemlig ligesom god litteratur for voksne: spændende, velskrevet, den stimulerer fantasien, og så rykker den noget i os. Men selv om hendes børn selvfølgelig skulle trækkes igennem de gamle klassikere, har hun alligevel læst alt muligt. Det er ikke hende, der har været selektiv, bedyrer hun, men snarere hendes børn der mistede interessen for de nye og i stedet valgte klassikerne, når der skulle læses godnathistorie.

"Man finder jo også ud af, hvor stor forskel der er på børn. Nogle børn elsker Harry Potter, mens mine drenge har nægtet at læse dem. De sagde dem intet. Nogle børn kan sidde i timevis og læse bøger uden ret mange billeder, når de er fire år gamle, andre kan det stadig ikke, når de går i 3. klasse. Og sådan er det hele vejen igennem. Det gælder om at udnytte det, når de har en dille. Hvis de bliver helt besatte af dinosaurer, frøer eller insekter og vil vide alt om dem. Det er helt vildt sjovt, når børnene lærer at skaffe sig den viden. Andre gange er det ren underholdning som bøgerne om Peter Pedal, der i virkeligheden bare handler om en fjollet abe, der smadrer alting. Det skal være varieret."

Eventyr er bedst

Men noget, der altid har virket, er de gamle folkeeventyr som Grimms, H.C. Andersen og Jyske Eventyr - Ewald Christensens gendigtninger af de gamle folkesagn.

"Eventyr er det bedste, man kan læse, både som barn og som voksen. De har den her dramatiske, stramme og alligevel fantasifulde måde at fortælle om de eksistentielle ting som kærlighed, mod, frygt, styrkeprøver og tab. Somme tider er de helt vildt voldelige og uhyggelige, og de opbygger altid et fantastisk, magisk univers, som er inspirerende. De spejler næsten altid den virkelighed, barnet befinder sig i: hvad enten man er fem år og bange for at ens mor skal dø, eller man farer rundt med et sværd. Man finder altid det rigtige eventyr."

En af de mærkeligste læseoplevelser opstod netop dengang, Naja Marie Aidt læste et af de Jyske Eventyr op for sine mellemste drenge, der på det tidspunkt var omkring 10-årsalderen. Eventyret handlede om en prinsesse, der blev til en mand for at undgå, at hendes far giftede sig med hende.

"Det var den totale kønsforvirring. Det handlede om en prinsesse, der skærer sine bryster af og til sidst gifter sig med en pige. Børnene var vildt fascinerede. Nok også fordi det handlede om den kønsidentitet, som de selv gennemgik; altså den periode, hvor man ikke vil lege med piger, og hvor man tumler med spørgsmål om, hvad en rigtig pige og en rigtig dreng er. Det har man så siddet på den jyske hede i 1800 og fundet på. Det var virkelig spændende, og det optog drengene i lang tid."

Et rigere sprog

Om det er en ulempe med de gamle glemte ord og vendinger, der er i gammel litteratur?

"På den måde udfordrer de barnet rent sprogligt, og så begynder man at tale om, hvad det og det ord betyder. Sådan finder man ud af, at der ikke kun er ét ord for noget, og at der ikke kun er én måde at sige noget på, som når Halfdan Rasmussen leger med sproget. Det har været vigtigt for mig, især fordi jeg selv har så stor en glæde ved sproget. Somme tider oplever jeg, at den nye børnelitteratur lefler for at have et friskt nutidssprog. Men det bidrager ofte til en endnu større forvirring, end når man læser en bog om isbjørnenes liv, hvor der selvfølgelig står en masse ord, man ikke kender. Men så taler man om dem. Hvor meget har man ikke selv lært gennem bøger, og hvor meget historie har man ikke selv lært gennem Tintin og Anders And."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu