Læsetid: 8 min.

Børnearbejde truer Pakistans fremtid

Der bygges nye skoler i det jordskælvsramte Pakistan. Men mange af børnene er døde, og en skræmmende stor del af resten har travlt med at arbejde, ofte under forfærdende forhold. Imens bruger regeringen pengene på mere militær
14. februar 2006

Forleden modtog jeg en e-mail fra en ven i Peshawar, der berettede om et stigende antal helt unge tiggere på markederne, ved busterminalen og på gaderne i centrum. Mange andre, lidt ældre børn, banker på dørene og spørger efter hvilket som helst arbejde.

Jordskælvet i det nordlige Pakistan den 8. oktober ramte børnene hårdest. Over 18.000 døde, de fleste af dem i ruinerne af dårligt byggede skoler. En hel generation er gået tabt, skrev Unicef i en pressemeddelelse.

Helt så slemt var det ikke, men faren er langtfra drevet over. Mange af dem, som overlevede katastrofen, var pludselig tvunget til at forsørge resterne af deres egen familie eller stå på egne ben i en endnu grummere verden.

Titusindvis kan nu føjes til den anonyme mængde børn, der nægtes en barndom og muligheden for at gå i skole. Statistikken er forfærdende og antyder en humanitær katastrofe, som er langt værre, end hvad de værste jordskælv og tsunamier kan afstedkomme. Ud af 50 mio. børn i alderen seks til 14 år går de 13 mio. ikke i skole. 54 procent af alle skolebørn går ud før femte klasse og opgørelser over børnearbejdere varierer mellem 3,3 og otte millioner, det sidste tal stammer fra ILO.

Staten har ingen mulighed for at forbedre deres situation og har givet op. Pakistan ligger nær bunden på FN's indeks over 'human development' - på en 144.-plads. Højeste prioritet har militæret og våbenindkøb.

Skoler og sygehuse kommer i bedste fald i anden række. De fleste ressourcer går til byernes elite og middelklasse. Hver femte byskole i Punjab, den rigeste provins, eksisterer kun på papiret. Under sådanne omstændigheder er børnearbejde uundgåeligt.

"I mange tilfælde er det også det mindst dårlige alternativ," siger Behroz Khan, journalist i Peshawar.

Kampagne i 90'erne

Alligevel hævder regimet i overensstemmelse med internationale konventioner, at målsætningen er en total afskaffelse af børnearbejde. Ifølge loven gives der bøder på op til 4.000 kr. til alle, der ansætter børn under 16 år.

Men forbuddet overholdes kun inden for eksportindustrien. I 90'erne førte man i Vesten kampagner for boykot af tæpper, fodbolde og kirurgiske instrumenter, der var 'Made in Pakistan', hvilket kostede erhvervslivet millioner af dollar i eksportindtægter.

Oprørende billeder af en dreng, der var fastlænket til sin væv, fik de rige lande til at indføre en 'retfærdighedsmærkning' af importerede varer, og militante aktioner med krav om frigivelse af 'barneslaver' tvang regimet i Islamabad til at vedtage 'forholdsregler', der førte til at tusindvis af børn blev fjernet fra arbejdspladserne, men ofte til noget endnu værre, nemlig hjemløshed og et liv i gaderne.

I dag har Unicef, Red Barnet og mange andre hjælpeorganisationer lagt deres strategier om, hvad angår børnearbejde i de allerfattigste lande. At afskaffe børnearbejde er nu et langsigtet mål, der skal opnås gradvist. Kampen mod de værste former for udnyttelse af børn opprioriteres, samtidig med at man stræber efter at forbedre og regulere arbejdsforholdene for andre arbejdende børn og give dem mulighed for at modtage undervisning under eller efter arbejdstiden.

Psykopat myrdede 100

Dette er en nødvendig tilpasning til virkeligheden og barnets tarv. Situationen i Pakistan er på flere måder ekstrem. Økonomien er stagneret siden 1980'erne, kløften mellem fattige og rige øges stadig. Feudalherrernes magt vokser, og religiøst hykleri breder sig. En stigende strøm af narkotika og våben fra Afghanistan har kriminaliseret samfundet. Korrupte regimer og militærstyrer har bidraget til dekadencen.

Og de fattiges børn har måttet betale prisen.

For seks år siden myrdede en psykopat 100 gadebørn i Lahore, uden at nogen tilsyneladende savnede dem. Man har også afsløret hensynsløse bander, der fysisk lemlæster børn for at gøre dem til mere troværdige tiggere. Andre hjemløse børn er blevet rekrutteret til koranskoler og senere sendt til jihadstyrker i Afghanistan og Kashmir. På det seneste er der også sket en stigning i sexhandel med både drenge og piger.

Også børnearbejdet har ændret sig kraftigt.

Det er ikke som tidligere en naturlig del af de yngstes sociale indlemmelse i samfundet. Markedskræfterne er blevet mere rå og nu udnyttes selv meget små hænder.

Forhindrer narkomisbrug

Behroz Khan vil have afskaffet børnearbejdet men indser, at dette er urealistisk og sikkert vil komme til at tage generationer.

Men alligevel understreger han det positive.

"Arbejde forhindrer mange børn i at komme ud i narkotikamisbrug," siger han. "Kriminalitet er altid en fristelse i ekstreme situationer, og mere end 4.000 børn sidder fængslet for forbrydelser."

De samme toner høres fra forskellige NGO'er.

"Det er bedre, at børn samler papir og affald, arbejder på et værksted eller løber ærinder i basaren, end at de driver omkring uden at lave noget," mener sociologen, Bushra Gohar, der arbejder med gadebørn i Peshawar.

Mangel på politisk vilje

Niårige Abdul, som jeg plejer at møde i Saddar Basar, overlevede i lang tid på mellem 20-30 rupees om dagen, men fik i sommer arbejde hos en chapatti-bager, der betaler ham det dobbelte. Hans søster, Beena på otte, arbejder sammen med to jævnaldrende piger og tjener nogle gange op til 40 rupees. Men det er sjældent de får noget til overs til deres søskende, marginalerne er meget små.

Men at forbyde eller afskaffe børnearbejde lader sig ikke gøre uden en meget stærk social og økonomisk udvikling, lige så lidt som undervisningspligt er en løsning. Der mangler politisk vilje, staten er magtesløs og kan dårligt klare at betale løn til de lærere, man allerede har.

Undervisning og skolegang er dog ikke den eneste udvej. Funktionel læseevne, som knap halvdelen af børnene opnår, garanterer ikke længere arbejde. Grundskolens undervisning er ofte elendig, irrelevant og alt for dyr i forhold til de fattiges meget begrænsede midler. I meget fattige lande prioriterer underklassen ofte job, der forhåbentlig kan give en slags uddannelse og dermed på sigt en vis tryghed.

Ulig mange andre u-lande, er det næsten altid fattigdom, der tvinger Pakistans børn ud i arbejde. 90 procent af børnearbejderne arbejder ved landbruget. De fleste er 'ansat' af forældrene og får sjældent selv lov at beholde den usle løn. Materialisme er ikke en drivkraft som i Nepal og det nordlige Thailand, hvor børnene udnyttes som pant for indkøb af farve-tv eller køleskab og derfor ofte ender i sexhandelens sump i Bombay, Calcutta eller Bangkok.

Boykot rammer børnene

I Pakistan er børnearbejde mere en måde at overleve. Men fattigdommen kombineres og forværres nu mere og mere med gældssætning. Teglværker og jordejere giver gerne et lån eller forskud for at kunne binde arbejdskraften i et forhold, der minder om livegenskab.

Set på den baggrund er børn, der har arbejde i eksportindustrien forholdsvis 'privilegerede'.

"Det er både ironisk og ulykkeligt, at den vestlige verdens boykotaktioner rammer lige netop de børn, der har de bedste arbejdsvilkår," siger en Unicef-medarbejder i Islamabad.

I bl.a. Sverige findes der ngo'er, der markedsfører sig selv ved at 'befri' børn, som påstås at være slaver. En organisation demonstrerede for nogle år siden sin 'effektivitet' for en delegation af bistandsansvarlige med en politirazzia mod en tæppefabrik. Over 100 børn blev 'befriet' og i de lokale medier kunne man læse, at operationen blev gennemført, fordi giverlandene ville se 'radikale' tiltag mod børnearbejdet.

I dag peger den pakistanske regering på byen Sialkot, 90 km nordvest for Islamabad, som et eksempel på sin succesrige kamp mod børnearbejde.

Hertil har Adidas, Nike, Reebok og andre store firmaer, der fremstiller sportsudstyr, flyttet deres produktion af fodbolde. Der har været boykotaktioner ved hvert VM og EM de seneste år, og den dårlige omtale fik FIFA til at stille et ultimatum.

Børnearbejderne blev hurtigt erstattet med voksen arbejdskraft, og byens borgmester kunne triumferende udråbe Sialkot som befriet for 'udnyttelse af mindreårige'.

Den økonomiske effekt netop her begrænses dog af en stiltiende omrokering af adskillige arbejdsgange: Mange børn arbejder stadig, men nu 'usynligt' bag hjemmets fire vægge. På samme måde menes tæppeindustrien at have løst den del af sine problemer.

I mange tilfælde står forældrene som arbejdstagere, selv om det er deres arbejdserfarne små børn, der sidder ved væven i stuen.

De største problemer i dag findes dog i teglindustrien og i landbruget. Selv den forrige præsident, Faroukh Leghari, har hundredvis af børn på sin gård, selv om det er forbudt ved lov. En del af dem tvinges til at arbejde i op til 56 timer om ugen under forfærdelige forhold og i et ekstremt hårdt klima.

Marginalisering

I Sindh-provinsen er der ofte tale om en oprørende form for livegenskab, der trodser alle beskrivelser, men som hidtil ikke har affødt nogen international interesse.

I Pakistan siger hverken Unicef eller Red Barnet konsekvent nej til børnearbejde, der kan anses for at være uskadeligt. I stedet arbejder de på at indføre regulerede arbejdsforhold og op til en halv dags skolegang om dagen.

Skolebøger, måltider og adgang til lægehjælp skal indgå i lønnen.

"Arbejdspladserne skal tvinges til at tage et klart socialt ansvar for børnene," siger Siv Lundgren, regionsansvarlig for det svenske Red Barnet i Dhaka. "Børnearbejde mætter måske nok en mund eller to, men bidrager kun marginalt og kan aldrig skaffe en familie ud af fattigdommen."

Skoler spiller nøglerolle

Man gjorde sig tidligere store anstrengelser for at forklare fattige forældre risikoen ved børnearbejde, forældre, der ansås for at være 'koldt beregnende' eller hæmmede af egen mangel på uddannelse. Manglende 'motivation' sås også som kulturelt betinget på grund af det sociale miljø, og som en forklaring på at de handlede 'irrationelt'. Det synspunkt kalder eksperterne i dag 'fordomsfuldt'.

Nye undersøgelser fra bl.a. Vietnam viser tværtimod, at forældrene sender deres børn i skole, hvis eller når deres indkomst stiger. Over en femårs periode er antallet af børnearbejdere næsten blevet halveret.

Skolen spiller naturligvis en nøglerolle i kampen mod børnearbejde. Men den skal fungere, fremvise resultater og helst også kompensere for indkomstnedgangen.

I mange tilfælde vil en kop te, madordning og fri uniform være tilstrækkeligt. I Tamil Nadu i Indien har en sådan reform fået 95 procent af børnene på skolebænken.

I Bangladesh har en mikrolångivning til fattige kvinder i byerne haft en lignende effekt.

Intet uddannelsessansvar

I Pakistan har statens fralæggelse af ansvaret for grunduddannelse ført til, at uddannelsen nu delvis ligger hos koranskolerne, der i mange tilfælde oprettes af radikale islamistiske bevægelser, med støtte fra saudiarabisk kapital. Resultatet kender vi alle: Talibanere, jihad og terrorister.

Med international bistand kan præsident Musharraf nu genopbygge de over 2.500 skoler, der styrtede sammen som korthuse ved jordskælvet.

Trods omfattende korruption synes der at være gode muligheder for at undgå den slags skandaløse byggesjusk, der krævede så mange børns liv.

Men det bliver vanskeligere for undervisningsministeriet at fylde bygningerne med relevant viden, der kan modvirke to årtiers mørke. Den del ligger uden for giverlandenes ansvarsområde.

Det samfund, hvor skolen forbliver en uopnåelig drøm for de fattiges børn, kan næppe overleve som en civiliseret nation. Nedprioritering af uddannelse, manglende lederskab samt børnearbejde truer Pakistans fremtid.

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu