Læsetid: 3 min.

Børnehjemmet er ikke en endestation

Zarudhahidin er et børnehjem lidt uden for Banda Aceh i Indonesien, som huser 300 forældreløse børn, der ikke har andre muligheder. Men i det mindste bliver de beskyttet fra seksuelt misbrug
1. juli 2005

ACEH - Det er ikke alle forældreløse børn, der har slægtninge, de kan bo hos. Nogle børn må stå på egne ben, efter tsunamien gjorde dem forældreløse.

Da Usman Waki Gam tre uger efter tsunamien hørte om, at en masse forældreløse børn var flygtet til millionbyen Medan 500 kilometer syd for Banda Aceh, besluttede han at tage affære.

"Regeringen var alt for langsom til at finde ud af, hvad de skulle stille op med børnene," siger han. Så da rygterne om bortførelser, trafficking og seksuelt misbrug svirrede i luften, skyndte han sig at organisere et midlertidigt sted, børnene kunne være. Troede han. For her et halvt år efter er han stadig dybt engageret i det børnehjem, han fik etableret.

"Zarudhahidin var ment som et midlertidigt sted for børnene, men nu har de ikke andre muligheder," siger Waki Gam. Han har indset, at han de næste mange år ikke kommer tilbage til sit gamle erhverv. Benzinstationen, som han ejede tidligere, er skiftet ud med børnehjemmet. Her lever 300 piger og drenge i alderen 3-14 år.

Nyt køkken ønskes

Indtil flere nødhjælpsorganisationer har valgt at støtte børnehjemmet med madrasser til at sove på, et badeværelse, blyanter, bøger og blokke og en tyrkisk organisation er ved at bygge en lille moské til børnene. Men det er alligevel ikke nok.

Zarudhahidin ligger oppe ad en grusvej og er omgivet af nogle grønne rismarker. To drenge er i fuld færd med at hamre på noget træ, der skal ende med at blive et legehus. Et par piger har valgt at gå ind i deres ottemandsværelse for at tage en pause fra den kraftige middagssol. De får en lur på deres tynde madrasser, som ligger på det grå betongulv. Et andet sted i de landlige omgivelser blandt geder og halvvoksne kyllinger står to andre drenge ved en skummende brønd og vasker deres tøj.

"Vi har desværre ikke så mange faciliteter, så børnene bliver nødt til selv at vaske deres tøj. De vasker også deres eget service efter maden," fortæller Waki Gam.

I det interimistiske køkken sidder to damer på det rå gulv og sveder over de store gryder på nogle små gasblus. Der hersker et værre rod i køkkenet, fordi der ingen hylder eller skuffer til opbevaring er.

"Jeg er ikke stolt af køkkenet, og vi ønsker os brændende et rigtigt køkken. Men det er nu engang, det vi har, og det er bedre end slet ingenting," siger Waki Gam.

Han håber inderligt på, at en organisation eller virksomhed får øjnene op for børnehjemmets mangler og donerer dem et køkken - eller eventuelt nogle bedre badefaciliteter.

"Vi sørger for, at børnene får mad, et sted at sove og kommer i skole. Ud over det, laver vi en masse aktiviteter med dem såsom at synge, lege og dyrke sport," siger Waki Gam.

Det holder humøret oppe hos børnene, forklarer han. Mange af dem håber på, at deres billede dukker op sammen med ordet Dicari (savnet, red.), i søndagsudgaven af regionalavisen Serambi. For det betyder, at der er nogen, som leder efter dem.

"Genforeningerne bliver færre og færre. Vi havde nogle stykker i starten lige efter katastrofen, og jeg tror næsten ikke på, at der sker flere. Man kan kun håbe," siger Waki Gam.

Fint udgangspunkt

Børnene går i skole ligesom alle andre børn. Forskellen er bare, at de forældreløse på børnehjemmet ikke kan fortsætte med at læse videre, hvis de ikke har en sponsor, som vil betale deres skolegang.

"Dette sted er et fint udgangspunkt for et godt liv, selv om man er forældreløs. I det mindste ender ingen af disse børn som kriminelle eller ofre for seksuelt misbrug," forsikrer Waki Gam.

En besøgende betaler kioskmanden i Zarudhahidin 15 kroner, så en snes børn kan få noget vandmelon. Den røde frugt bliver til 30 stykker og bliver placeret i en glasmontre. Børneskaren flokkes om vandmelonen og efter få minutter har de tyllet den saftige spise i sig, så det løber ned af tøjet. Børnene efterlader deres rester i en skraldespand i form af en olietønde. De brunbrogede geder kaster sig over resterne.

Det er hverdag på Zarudhahidin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her