Læsetid: 6 min.

'Med børnene får man kun én chance'

20. august 2005

Familien Riskær Smidt skal som mange andre børnefamilier have både familieliv og karriere til at gå op i en højere enhed. Mor Connie og far Rasmus er dog ikke i tvivl: Familien er vigtigere end karrieren

Tirsdag aften mellem kl. 23 og midnat spiller bladudgiver og far til tre, Rasmus Riskær Smidt, squash med en god ven og sparringspartner.

På det tidspunkt har de tre børn, Sofie på ni måneder, Alfred på fem år og Oskar på syv fået aftensmad og er blevet lagt i seng. Det er den eneste sport, som Rasmus får tid til i løbet af ugen.

Med to forældre, der begge har videregående uddannelser og begge er i fuld gang med karrieren, står familien Riskær Smidt over for den samme udfordring som mange andre småbørnsfamilier i 30'erne og begyndelsen af 40'erne. Familien skal etableres og plejes, samtidig med, at karrieren skal holdes i kog.

Rasmus Riskær Smidt er selvstændig bladudgiver og hans kone, Connie Riskær Smidt, er jurist i Ingeniørforeningen. Lige nu er Connie på barsel med lille Sofie frem til oktober måned, hvor hun vender tilbage til arbejdet, men ikke til sin gamle pind.

Hver gang Connie er vendt tilbage fra en barselsorlov, har hun søgt over i en ny stilling internt i Ingeniørforeningen.

"Hvis man skal have sit c.v. til at se spændende ud, skal der ske noget nyt indimellem. Det gælder om ikke at komme bagerst i køen til de spændende opgaver, når man vender tilbage fra barsel," siger Connie.

Hun og Rasmus har inviteret indenfor i deres hvide murstensvilla fra 1950'erne i Lyngby nord for København. Huset købte de for to år siden.

Den største ombygning, som de har foretaget, er at fjerne væggen mellem køkkenet og spisestuen for at få et køkken-alrum, der fungerer som samlingssted for familien, når den mødes om aftenen efter skole, arbejde og institution. En kravlegård og tre tri-trap stole vidner om en børnerig familie bor her.

Fra oktober, når Connie vender tilbage til arbejdet, bliver familien sat over for den helt store logistiske prøve.

Alle tre børn skal afleveres i hver deres institution eller skole, og både mor og far skal på arbejde i København.

Planen er foreløbigt, at Connie skal tage den ældste søn med på vej mod arbejde og aflevere ham i SFO en time, før skolen begynder. Derefter skal Rasmus af sted med de to yngste og aflevere dem i hver deres institution. Om eftermiddagen kan Connie til gengæld forlade kontoret relativt tidligt mellem 15.15 og 15.30 for at hente børnene. Sidste mand hjemme om aftenen bliver Rasmus.

"Vi kommer til at sige farvel til hinanden kl. syv om morgenen og ser hinanden igen kl. seks om aftenen," siger Connie om planerne for, hvordan skemaet skal hænge sammen det kommende år.

"Det er kun et år med spidsbelastning, indtil Alfred også starter i skole om et år. Til den tid er der to, der skal afleveres samme sted," siger Rasmus fortrøstningsfuldt.

Selv om familiens program bliver tæt pakket det kommende år, føler forældrene ikke sig ikke stressede.

"Vi føler os med vilje ikke stressede," siger Rasmus.

Som selvstændig kunne han godt vælge at udvide virksomheden i udlandet eller ansætte flere medarbejdere, og Connie kunne også have søgt arbejde med blandt andet flere rejseaktiviteter, men det har de bevidst valgt ikke at gøre. Der skal være tid og plads til familien.

"Vi vil gerne prioritere den tid, hvor børnene er små. At man så ikke får topstillingen, betyder ikke så meget, for man får flere chancer i erhvervslivet. Man få kun én chance med børnene," siger Rasmus.

Inden parret fik den første, Oskar, arbejdede Rasmus væsentligt mere end de 37 timer, han i dag maksimalt arbejder om ugen.

Dengang var han endnu ikke selvstændig, men var ansat som direktør for et magasin. Oskar blev født lige op til en deadline, og Rasmus var derfor på arbejde allerede dagen efter fødslen, der fandt sted den 1. december. De efterfølgende juledage brugte han også på kontoret. Han var både den, der mødte først og gik sidst.

"Jeg har fortrudt det lige siden. I dag kan jeg se, at det var en fejl," siger Rasmus. Siden er han blevet mere opmærksom på, hvor meget arbejdet må fylde.

Det gælder sådan set dem begge to. Tidligere kunne Connie godt finde på at tage arbejdet med hjem.

"Vi arbejder ikke hjemmefra. Det er en prioritet. Vi er nødt til at skelne mellem familieliv og arbejdsliv," siger Rasmus.

For eksempel havde parret en lang diskussion, inden de besluttede at tage imod et tilbud fra Connies arbejdsplads om at få en computer derhjemme.

"Nogle gange vil man gerne gøre en ekstra indsats, men jeg er blevet god til ikke at tænke på arbejde, når jeg træder ind ad døren herhjemme," siger Connie.

Som revanche for dengang Rasmus undlod at tage fri, da det første barn blev født, har han lige været på tre måneders forældreorlov fra februar til april. I den periode bestod arbejdet på hans forlag primært i at inddrive penge fra annoncører. Det kunne han sætte en anden til. Men det krævede også, at han droppede at udgive et magasin om dåb, som ellers kommer en gang årligt. Det er netop muligheden for selv at planlægge sin tid, der har fået Rasmus til at blive selvstændig.

"Man kunne godt være mere velhavende og sidde 80 timer foran computeren om ugen, men ville man være lykkelig?" spørger han retorisk og tilføjer:

"Der er grænser for, hvad penge er værd."

Det er mindre betydende, at virksomheden vokser sig stor lige nu og her. Det må gerne vente til børnene er blevet større.

"På et eller andet tidspunkt gider de ikke længere bruge så meget tid sammen med deres forældre. Til den tid kan jeg godt få lov til at løbe rundt og spille fodbold i haven, men så bliver det alene," siger Rasmus.

Når børnene bliver store, vil arbejdet derfor igen få lov at fylde mere.

"Min karriere er ikke toppet endnu. Det gør den først om 10 år," siger han.

Connies arbejdsuge holder sig i snit på 37 timer om ugen, men kan godt i korte periode komme op på 50 timer. De ekstra timer, hun arbejder, sparer hun op, så familien i stedet kan holde en lang sommerferie sammen. Omkring fire uger er det blevet til gennem de sidste par år.

"Fleksibilitet må være nøgleordet," siger Connie. Hun kunne i princippet godt vælge at arbejde på deltid, men har bevidst valgt det fra.

"Det handler om at være synlig på arbejdspladsen. Der vil være nogle opgaver, der går ens næse forbi, hvis man er på deltid," siger hun og tilføjer, at det ikke nødvendigvis behøvede at være sådan.

"Egentlig handler det vel nok om indstillingen til, hvor meget man skal arbejde, for spørgsmålet er, om man ikke også kunne være en god chef, selv om man var på deltid," siger hun.

Selv om hverdagen er tæt pakket, skal der fortsat være plads til vennerne.

"Når vi ikke har set nogen i 14 dage, kigger vi på hinanden og spørger 'skal vi have gjort rent'," siger Connie og kigger på Rasmus, der har Sofie på skødet.

"Det ville være et advarselstegn, hvis vi ikke havde overskud til at se andre mennesker. Den dag vi ikke orker at se andre, orker vi heller ikke at se hinanden," siger Rasmus.

Når han spiller squash sent tirsdag aften handler det også mere om det sociale end om sporten. Efter spillet holder han og squash-makkeren, der også er selvstændig erhvervsdrivende, 'bestyrelsesmøde' over en øl fra kl. 24 til kl. 02. Her er der plads til at drøfte vidt og bredt.

"Det er sket, at vi har sprunget squashen over, men jeg kan ikke forestille mig at undvære mødet bagefter. Det er ikke alting i virksomheden, man skal fortælle om derhjemme. Det skaber bare unødvendige bekymringer," siger Rasmus. Dagen efter er han tit godt og grundig træt.

"Der sker jo det, som der sker i så mange andre børnefamilier, at vi falder i søvn samtidig med, at børnene kommer i seng," siger Rasmus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her