Læsetid: 5 min.

'En bog om Vild med dans underminerer jo ikke Thomas Mann'

Tingene skal betragtes på deres egne præmisser. Også bøger. Af nogle ting forventer man stor litteratur, af andre underholdning. Interview med dansk forlagverdens enfant terrible, Jakob Kvist
12. januar 2006

Han kunne være lidt af hvert, Jakob Kvist. Men sin drengede selvsikkerhed og flabede udtryk kunne han være rockmusiker, fodboldmanager eller en smart og pågående journalist. Han ligner i hvert fald ikke en, der midt i samtalen pludselig siger: "Man skal opføre sig ordentligt!"

At opføre sig ordentligt vil for Jakob Kvist sige ikke at blande tingene sammen; eller som han selv udtrykker det "at skelne mellem kategorierne":

"Jeg er opdraget til at skelne mellem det absolutte og det relative. Det vil sige, at man ikke skal guddommeliggøre det jordiske og omvendt."

Tingene skal betragtes på deres egne præmisser. Af nogle ting forventer man stor litteratur, af andre underholdning, mens andre igen en skarp meningsudveksling.

Den kreative direktør for forlaget People's Press er så langt, som man overhovedet kan være, fra en kulturradikal.

Jakob Kvist hader den trang til at presse sit eget verdensbillede ned over hvad som helst, senest som da en rasende anmelder i Politiken anmeldte Stig Tøftings nye bog.

"Hun anmeldte ikke bare Tøfting, men alle mænd med tatoveringer og dem, der går til fodbold".

Når det kommer til stykket er alle disse meninger ifølge Kvist så uendeligt ligegyldige. Det vigtige derimod er nysgerrigheden og samtalen.

Og nysgerrigheden og samtalen har han i høj grad trukket med ind i det forlag, som han sammen med partneren Jan Degner grundlagde for nogle år siden.

Jakob Kvist er en udfordrer, en enfant terrible, der også godt selv kan lide den rolle, han har fået tildelt. Forlaget ramte en meget konservativ branche.

"Vi har gjort en vis skyldighed og sprøjtet noget saltvand ind i årene," som han udtrykker det.

People's Press har udfordret den vante måde at gøre tingene på. De har lagt større vægt på markedsføring og afsøgt nye veje. Og så har de tilbudt forfatterne nogle helt nye typer kontrakter, hvor de bedst sælgende forfattere har kunnet tjene helt op mod 50 pct. af indtægterne.

Det med at opføre sig ordentligt får også et udgivelsesmæssigt udtryk. Ud fra en indre dyb overbevisning ønsker Jakob Kvist ikke bare at udgive bøger i "gravens dybe ro". Hvis man som forlægger vil noget med en forfatter, må man også gøre arbejdet færdigt. Ofte bliver bøger bare udgivet, uden at der bliver gjort mere fra forlagets side. Forfatteren har måske siddet og skrevet i to år på en roman. Og så er det ifølge Kvist "småsjofelt" bare at lade bogen sejle rundt, uden at følge den ordentligt til dørs.

Han er ikke helt forudsigelig, ham Jakob Kvist. Den kreative direktør tager imod i forlagsdomicilet på Vester Farimagsgade, men i herlighedernes mindste kontor. De underordnede sidder alle i større og lysere kontorer.

Den åndelige baggrund

Jakob Kvist er præstesøn fra Varde. Han kommer fra et frit tænkende hjem med rødder i Grundtvig og Tidehverv. Et hjem, hvor ordet og bøgerne betød meget; og hvor ånden og samtalen også gjorde det. Mange forskellige mennesker kom på besøg i præstegården og for at holde foredrag.

"Så selv om det var ovre i Varde, så kunne man mødes alle mulige sjove mennesker som blandt andre Ejvind Larsen og sådan nogle typer".

De kom med hjem og fik natmad.

"Det kunne være meget fugtigt og meget muntert", beretter han.

Da Jakob Kvist skulle vælge studium stod valget mellem teologi, litteraturvidenskab og historie. Han endte dog med at søge ind som journalist, fordi det var dér, det skete.

Som journalist gjorde han sig store anstrengelser for ikke at lande i en bås og blive specialiseret. Ud fra den simple grund, at det var fedt at sidde på Christiansborg, når der var folketingsvalg og fedt at være til VM i fodbold, når der var VM i fodbold. Og ikke omvendt. Det har for ham hele tiden været en dynamik at opsøge begivenhederne, være i dem og fortælle om dem.

Nysgerrigheden er medfødt, og Kvist definerer selv sin journalistik som en nysgerrighedsmotor. Det var ikke nok at skrive for en avis. Han måtte også fortælle den lange historie og lade folk snakke ud. Så derfor begyndte han ved siden af avisskriverierne at skrive bøger, fortrinsvis portræt- og samtalebøger.

Da krisen ramte dansk dagspresse, var det for en journalist, der brændte så meget for sit stof, ikke så sjovt at være der mere.

Grundigheden og fordybelsen fik hårde kår. Man begyndte ifølge Kvist simpelt hen at behandle den dyrebare ro, som han synes var vigtig, lidt for lemfældigt. Man gik lidt for meget efter det hurtige. Sådan er det, når man arbejder i en virksomhed, ejet af en stor norsk koncern, der er mindre optaget af det produkt, man laver. Kvist ville væk fra dagspressen. Det han brændte for, måtte finde et nyt sted.

Ideen til forlaget kom, da han sad med sin god ven, Jan Degner, i en togkupé på vej til musikeren Johnny Madsens 50-års fødselsdag. Og det er så det.

- Når du nu kigger tilbage, er du så overrasket over, hvor du er landet?

"At det blev noget med det skrevne ordstatement, og i sin stilling som forbundsdommer har Alito i flere kendelser støttet, at præsidenter kan tilsidesætte Kongressens love.

Under høringen tirsdag begrænsede Alito sig til at konstatere, at præsidenten ikke kan sætte sig ud over forfatningen og lovene uden at tage stilling til de to aktuelle stridsspørgsmål.

Den linje fortsatte han i går, men han udtrykte sig mere præcist og efterlod mindst én skeptiker - den demokratiske senator Patrick Leahy fra Vermont - rimelig tilfreds.

Alito viste sig ikke overraskende at være glat som en ål. Derfor var det uundgåeligt, at hans stærkeste modstandere i retsudvalget føler sig tvunget til at gå hårdere til værks, hvis de skal gøre sig håb om at afsløre over for den amerikanske befolkning, hvor ærkekonservativ han er.

Senator Edward Kennedy fra Massachusetts tog førerskabet i går middag, da han i skarpe vendinger udspurgte Alito, om han var klar over, at den reaktionære forening af tidligere studerende, han tilhørte på Princeton University i 1970'erne, rent faktisk var misogyn, homofobisk og fjendtlig mod handikappede. På hvert spørgsmål svarede Alito, at det havde han ikke vidst dengang.

Er det muligt, at han hverken husker eller vidste det? Følgelig bad Kennedy den republikanske udvalgsformand om at skaffe adgang til foreningens arkiver for at undersøge, om Alito har efterladt spor, som kan løfte sløret for hans stærkt konservative filosofi. Begæringen blev imødekommet.

Kennedys træk kan ses som udtryk for desperation, men det virker også legitimt. Alito skal stoppes, koste hvad det vil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu