Læsetid: 6 min.

Fra Bogart til teambuilding

Den enestående detektiv er erstattet af efterforskningsenheder, og luppen og pulveret af DNA-analyser og anden ny teknolgi. Østeuropæisk mafia er rykket ind i skurkerollerne, og vi holder med den kriminalkommissær, der bryder loven, når det er det, der skal til
17. november 2006

For nogen tid siden var der opbud af politi, biler og blinkende lygter i mit kvarter. Et område i gaden var spærret af, som man gør ved et gerningssted, hvor en efterforskning er i gang. "Aha, en tv-optagelse," tænkte jeg og gik nærmere for om muligt at få et glimt af Marina Bouras eller Jens Albinus. Men gid det havde været en tv-optagelse. Et virkeligt mord havde fundet sted, og nu var teknikere i gang med deres arbejde, mens betjente i uniform holdt os nysgerrige på afstand.

I den følgende tid var mordet naturligt nok samtaleemnet blandt folk i kvarteret. Morderen var ikke fundet, men der var visse spor. "Det her plejer ellers at være sådan et fredeligt kvarter," udtalte vores grønthandler på tv og lagde ansigtet i alvorlige folder, men jeg anede nok det lille glimt i hans øjne af stolthed over at være i fjernsynet.

Politiet opfordrede os til at være opmærksomme. Havde vi set noget usædvanligt? Jo, det havde underboens to kvikke drenge. De havde set den samme person køre rundt om husblokken flere gange i træk.

"Tog I bilnummeret," spurgte politiet. Næh, det havde de ikke gjort. Men de kunne beskrive ham som en en "fedladen, kæderygende mand."

"Skriv nummeret ned, hvis I ser ham igen," lød beskeden.

Den socialt forstående

Mordgåder har til enhver tid fascineret, og lige siden Edgar Allan Poe skrev det, der regnes for den første kriminalhistorie, Mordene i Rue Morgue, i 1841, har det været en fast genre i bogform. Hvem kunne vide, at det var aben, der havde gjort det? Det lignede det perfekte mord. Hvis jeg husker rigtigt, var det noget med, at aben klatrede udvendigt på husmuren og ind gennem et vindue. Men helt automatisk troede man selvfølgelig, at morderen var et menneske.

Til gengæld husker jeg meget tydeligt, hvordan vi i engelsktimerne med en let gysen så frem til at læse Hound of the Baskervilles på originalsproget. Havde man læst én Sherlock Holmes-bog, måtte man læse dem alle, og sådan er det med krimier. Det kommer i bølger. Snart efter læste jeg alle bøger af Dorothy L. Sayers om lord Peter Wimsey og alle dem med Poirot af Agatha Christie. Bemærkelsesværdigt var kvinder nogle af de absolut førende krimiforfattere dengang, og de er kommet igen. I disse år er femikrimien trend.

Jeg tog også lige Simenon og Rex Stout, nu jeg var i gang, og var også - efter nogle års afholdenhed, med på bølgen -hvem var ikke det? - da det svenske par Maj Sjöwall og Per Wahlöö i årene omkring 1970 fornyede genren drastisk med serien om kriminalkommissær Martin Beck, hvis privatliv med de problemer, han nu havde, vi blev grundigt indviet i. Deres bøger, den socialt forstående krimi, gav et signalement af bagsiden af det svenske velfærdssamfund. Det var jättefint, og det var vel at mærke ikke socialrealisme af den kedelige slags f.eks. opklarede Martin Beck et mord ved at stykke amatørfotos sammen, taget af passagererne om bord på et skib. Den husker jeg bedst. De havde forresten også indlagt slapstick-humor midt i alt det alvorlige, nemlig når de to tumpede betjente, Kristiansson og Kvant, rene karrikaturer, dummede sig under efterforskningen.

Arrogante Boyd

For kort tid siden fyrede tv en serie af med Poirot, som virkede knirkende gammeldags. Som hos Sayers og Christie sådan nogle små, afgrænsede lokalforbrydelser, der ender med, at familien og de pårørende samles hos sagføreren eller i en stue på et gods, hvor så detektiven til allerallersidst afslører morderen, som han med sin brillante hjerne ('de små grå celler' hos Poirot) har spekuleret sig frem til, hvem er. Egentlig havde jeg tænkt mig ikke at se flere afsnit, men endte alligevel på krogen, måske fordi skuespilleren er godt castet. Han er den elegante, belgiske detektiv, der bliver verdensberømt i London, og som hver gang gør den primitive kommissær Japp fra Scotland Yard uhjælpeligt til grin.

Anderledes med Sagen genåbnet (på engelsk Waking the dead), som i dette efterår har ligget på torsdage aftener (bliv væk fra mine torsdage!) Episoderne har spillefilmslængde (tak!) og er noget af det ypperste i den 'nyeste fornyelse' af genren, som har fejet de gamle krimiforfatteres bærende ide af bordet, ideen om, at detektiven, hvadenten han er privatdetektiv eller ansat i politiet, opklarer sagen alene, dog med en vis, ubetydelig hjælp fra en assistent. Farvel og tak for denne gang til Marlowe i Humphrey Bogarts version. Ganske vist er der en leder af efterforskningen og dermed en helt, i dette tilfælde den arrogante Boyd, men helten ville intet være uden sit hold. Her handler det om teambuilding, idet holdet er orkestreret, så politifolkene har forskellige evner, der supplerer hinanden, ligesom retsmedicinere og ny teknologi som DNA-analyser spiller en vigtig og ofte afgørende rolle, sådan som vi kender det fra Rejseholdet og Ørnen.

Nyeste teknologi er en vigtig del af gamet. Det så man allerede i James Bond-filmene (og tillad mig et lille sidespring: Vidste De, at skurken Goldfinger er opkaldt efter en britisk arkitekt? Jo, han tegnede et rædselsfuldt højhus i Notting Hill, som skyggede for forfatteren Ian Flemings udsigt. Fleming hævnede sig på den måde).

I Ørnen ser vi, hvordan computernørden ved at trykke på de rigtige taster hjælper med opklaringen, og det gør vi også i Sagen genåbnet. For serieforfatterne gælder det om at holde sig ajour gennem grundig research. Moderne forbrydere er altid et skridt foran - eller en SMS - også når det gælder tekniske nyvindinger. Frem for alt: Moderne forbrydere er med i internationale sammenhænge på tværs af landegrænserne.

Hepper på Gunvald

Nok er det lettere at se tv end at læse en bog, men det betyder ikke, at bogen er slået af marken. Langtfra. Egentlig troede jeg, jeg var holdt op med at læse dem, men så løb jeg ind i Mankells Kurt Wallander - og var solgt endnu engang. Her støder vi ind i et andet interessant fænomen: At det især er, når kriminalkommissæren følger sin egen næse og bryder loven, at han opklarer forbrydelserne. Ligesom Boyd gør det, når han går over stregen under en afhøring. Eller som Gunvald Larsson, da svensk tv videreførte arven efter Sjöwall og Wahlöö med nyskrevne tv-episoder, og der sjovt nok skete det usædvanlige, at bipersonen fra bøgerne, altså samme Gunvald, stjal billedet fra den noget stillestående Martin Beck. Vi ligefrem ønsker og hepper på, at Gunvald banker sandheden ud af forbryderne, hvis det er det, der skal til.

Det tilgiver vi sjovt nok gerne, men ikke i det virkelige liv - selv om politiet har mindst lige så svært ved at forholde sig til regler og indblanden fra uforstående chefer og politikere, som de har ved at opklare forbrydelser eller holde gemytter i ro.

Politifolkene ser sig selv som ikke blot ordenshåndhævere, men i lige så høj grad som en slags praktiserende socialrådgivere. Jeg ved det, for jeg har engang tilbragt tre nætter på forskellige politistationer. Ikke som indsat, men som researcher. Her fandt man jo snart ud af, at bag det panser og visiret, som man ser dem med ved demonstrationer, gemmer der sig et menneske. Måske endda et ungt, nervøst og udmærket menneske. Politifolk kan også være bange. Det gælder også Wallander, og det modsvarer jo det, som var en slags underliggende motto for Rejseholdet: Man jager en forbryder og finder et menneske. Wallander har forresten (ligesom Ørnen) med sager at gøre, som omhandler den østeuropæiske mafia, og han var med til forhindre et attentat på Nelson Mandela.

Hvordan det gik med mordet i mit kvarter? De to raske drenge fik igen øje på den kæderygende mand. Denne gang skrev de bilnummeret ned, og med mors hjælp fik de ringet det ind til politistationen, hvor man efter at have tjekket det kom med denne melding: "Tak, det er en af vore egne vogne!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu