Læsetid: 3 min.

Bogen kan mere end en avisartikel

For fodboldspilleren Stig Tøfting har erindringerne i 'No Regrets' betydet, at han har kunnet fremlægge sin livshistorie set i helhedens perspektiv
18. november 2005

Forlaget People's Press udgav Stig Tøfting-biografien No Regrets i et førsteoplag på 10.000 eksemplarer. Den strøg direkte ind på bestsellerlisterne, og med den trådte den tidligere landsholdsspiller fra Århus ind fra fodboldens til bøgernes verden. Han har været tiljublet på banen, men også det modsatte for nogle meget omtalte voldsepisoder. Stig Tøfting har fortalt sin historie til journalisten Lars Steen Pedersen fra Danmarks Radio.

- Hvad har det betydet for dig at få udgivet en bog?

"At jeg har kunnet komme med min egen udlægning af de forskellige historier, der har verseret om min person."

- Hvordan fik du ideen?

"Det var sådan set ikke min egen ide. Men sidste år var der en 10-12 mennesker, der henvendte sig for at skrive en bog om mig - og 2-3 forlag."

- Du har altså overvejet, om du ville det eller ej? Hvorfor gjorde du det til sidst?

"Fordi jeg følte, at jeg var parat til det, og hvis ikke jeg sagde ja til at gå ind i arbejdet omkring en bog, så ville nogle andre gøre det med gengivelser af diverse avisartikler, og det var jeg ikke interesseret i. Synspunktet ville så ikke være fra mine øjne."

Karantæne til pressen

- Du har oplevet at være populær og upopulær på samme tid...

"Det lader jeg være op til dig!"

- Giver det dig en slags oprejsning at få en bog ud?

"Nej, men en bog tages mere seriøst end avisartikler, for man har mulighed for at komme til bunds i diverse episoder og følge dem til ende, hvor avisartikler mange gange stopper midt i det hele."

- En bog kan noget, som en avisartikel ikke kan?

"Det er der ingen tvivl om."

- Hvordan har du oplevet selve udgivelsen?

"Jeg har jo været vant til, at min telefon stort set aldrig står stille, fordi journalisterne har ville høre om mit fodbold. Men det hele har denne gang været lidt mere oven i hinanden, fordi alle journalisterne ville først til."

En ærlig bog

- Et anstrengt forhold til aviser?

"Nej, det synes jeg ikke. I perioder har jeg givet dem 'karantæne'. Hvis de er gået over stregen, har jeg lagt dem på is et stykke tid, fordi jeg ikke har haft lyst til, at de skulle tjene penge på mig som person, når man ikke er blevet behandlet ordentligt."

- Har du været i tvivl om, hvor meget du skulle fortælle om din fortid og dit privatliv?

"Nej, for vi har hele tiden sagt, at det skulle være en ærlig bog."

- Har du et forhold til bøger i øvrigt?

"Ja, jeg køber dem somme tider, især biografier. Men jeg har faktisk ikke læst dem, jeg har bare købt dem. Jeg lægger dem på lager til senere. Eller tager dem med i kufferten, når vi er på ture. Det er ikke altid, man lige får dem læst."

- Havde I bøger i dit barndomshjem?

"Ikke vildt mange. Men de fleste mennesker har jo en bogreol, og så er det bare størrelsen på den, der er til forskel i de forskellig hjem."

- På din egen bogreol nu?

"Biografier om Robbie Williams, Diego Maradona, Michael Laudrup...og Bono fra U2, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med."

- Hvorfor lige ham?

"Jeg kan lide musikken fra U2, og jeg synes, han virker som en fed person. Fint, at en mand i hans position interesserer sig for de områder i verden, hvor der er nogen, der lider. Det er stort af ham, som jo har nok at se til med sit band. Det havde han ikke behøvet at gøre. Han er jo en, der bliver lyttet til."

- Vil du udgive flere bøger?

"Måske om nogle år, når der er mere at skrive om. For det har også været hårdt. Det er sgu hårdt på kommando at skulle tænke tilbage på noget fra for 20 eller 30 år siden. For hovedet. Man bliver træt. Lars Steen Pedersen tog flere gange op til mig i Sverige og var der 3-4 dage ad gangen."

- Hvad med sjælen?

"Jeg har været afklaret om alle de situationer, der beskrives, og alt det med mine forældre er jo på afstand. Men det har da også været en form for terapi, en spændende proces."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu