SÅ ER VERDENS alvorligste cirkus forbi i denne omgang. I går forlod Salman Rushdie med et sidste suk Danmark efter et forfatterbesøg så turbulent, at man ikke mindes at have oplevet dets lige. Den sataniske summen fra danske folketingsmedlemmer, som lugtede regeringsblod, var endnu ikke klinget ud, da han vinkede farvel, men i Ishøj var den sidste frømand kravlet op af søen foran Arken, hvorfra han havde holdt et vågent øje med gæsterne til uddelingen af den Aristeion-pris, som Rushdie sammen med en østrigsk og en dansk kollega var kommet for at hente.
Fodfejlene havde været så mange, at der ved en art inerti kom endnu et par fodspjæt, men selvom ordstyrer Thomas Bredsdorff i et øjebliks professoral distraktion glemte at give prismodtager Thorkild Bjørnvig ordet, og selvom Bjørnvig - da han alligevel fik det - i digterdistraktion glemte, at Don Juan hed Don Juan og fra talerstolen måtte påkalde sin hustru Birgits hjælp, så endte det hele med, at ingen bomber sprang, alle fik deres priser, regeringen fik sin lærestreg, og en afslappet Rushdie kom på natcafé på Frederiksberg.
Der blev under seancen sagt mange smukke ord om litteraturens betydning for menneskeheden, men hele begivenheden var i sig selv et nok så illustrativt eksempel, for bortset fra Bibelen, Koranen, Kapitalen og Mein Kampf er der ikke mange bøger, der har vakt en sådan furore som Rushdies De sataniske vers.
Et symbol på ytringsfriheden er den - og han - blevet, og om ikke andet er regeringen og vi andre blevet erindret om, at kampen for ytringsfriheden ikke kan udsættes til i morgen, men må tages frontalt, her og nu. Hellere før end aldrig, som Rushdie selv ironisk udtrykte det.
I DAG INDLEDES i København en mere fredsommelig bogbegivenhed, den årlige messe, the big apple for bogormene, eller bøgernes Mekka for nu at bruge et begreb, hentet fra den arabiske verden.
Mange har villet lægge bogen halvvejs i graven i de senere år, men mens Rushdie-sagen er en akavet bekræftelse af bogens vitalitet på det globale plan, viser optimistiske, nye tal om bogsalget på det lokale, danske plan, at interessen for at købe og læse bøger er usvækket.
Den store trussel fra de nye medier, som man talte så meget om for et par år siden, synes i første omgang at være afvist. Mange har fundet ud af, at internettet er en langsommelig rejsekammerat i cyberspace, og cd-rom'en synes endnu ikke at have fundet et attraktivt, prismæssigt leje i forhold til det udviklingsnivaeau, den har nået.
Derfor kan bogmessen, som det tamtam og "trommerom", den også er, endnu engang afholdes i fin og frugtbar atmosfære på en bærebølge af sympati og gode forhåbninger. (Primært og seriøst er den læsernes møde med deres forfattere og omvendt). Bogen kan ranke ryggen i reolen, bogkulturen blomstrer som aldrig før, og er mindre forlag end gået ned eller købt op, så er dog nye kommet til, så vi stadig har en pluralisme. Molokken Gyldendal har således fået alvorlig konkurrence fra Aschehoug, som har haft næse for det salgbare, for den bestsellerisme, som det seriøse bogfolk frygter.
Det mediemæssigt mest iøjnefaldende i efterårets hidtidige boghøst har været hel- eller halvbiografierne (Dorrit Willumsens om Hermann Bang, Charlotte Strandgaards og Finn Slumstrups om Jens Kruuse, Morten Sabroes om om sig selv), kongehusbøgerne (Ninkas og prins Henriks) ligesom der har været et formeligt boom af politikerbøger (Ellegaards og Meier Carlsens om socialdemokratiet, Bettina Heltbergs om Svend Auken, Michael Christiansens og Thomas Larsens om Niels Helveg og Uffe Ellemanns om sig selv). Disse bøger har en umiddelbar publikumsappel, når det handler om kendte personer med navn og adresse i virkeligheden.
DEN SKØNLITTERÆRE forfatter, der digter en fiktion eller skriver en stor, men smal digtsamling, kan græmme sig over den udvikling, der sætter disse bøger i mediefocus, men den ene slags udelukker ikke den anden, og det bedste han eller hun kan gøre er, at tage udfordringen op. Jens Smærup Sørensen er med sin overordentligt vel modtagne EU-satiriske kulturbyroman et godt eksempel fra i år på, at det kan lade sig gøre, for i virkeligheden er den vellykkede skønlitterære bog second to none.
Svær at skrive, men uforgængelig eller i al fald langtidsholdbar. Den lever, når døgnfluerne taber højden. Der, hvor skoen trykker, er ikke så meget omkring konkurrencen på markedet som i den enkelte skønlitterære forfatters skrantende pengekasse.
Her skylder den siddende regering endnu forfatterne et oplæg til en litteraturpolitik, som kan sikre et acceptabelt økonomisk grundlag. Lad os erindre om det her på Store Bogmessedag.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)
