Læsetid: 4 min.

Bogens gorillaer

22. januar 2002

Man kender scenariet fra talrige amerikanske film. En luset forfatter sidder ved cafébordet med en gevaldig dynge manuskriptark foran sig, og ind kommer hans litterære agent, lignende en krydsning mellem en giftig advokat og en slesk playboy på vej til den næste forretningsmæssige flirt. Kan man forestille sig et mere ånds-udpumpet billede på en person, hvis job det er at være spydspids for forfatteren og hans interesser? Og kan man forestille sig et lignende scenarie i Danmark? Nej vel. Men det kommer man måske nok til. I hvert fald har forfatteren Hanne-Vibeke Holst sammen med en lille skare af forfattere ifølge Politiken nu indgået aftale med Nanna Sølvsteen og Lars Ringhof, et nyt litterært agent-makkerpar i Danmark. Samarbejdet skal sikre forfatterne i en stadig mere barsk bogverden med frie bogpriser og kamp forlagene imellem for at holde teten på markedet. Det er således ikke for at få flere penge, udtaler Holst til bladet, men for at sikre sig, at hun ikke får færre penge, end hun burde få. Og det er jo kønt og ydmygt sagt.

For selvfølgelig handler det da om at tjene penge, hvorfra skulle agenterne ellers få deres løn. Og hva’ så, kan man videre sige, for hvad er det lige præcis, der gør, at vi umiddelbart sympatiserer mere med forestillingen om den fattige forfatter, end med ham eller hende, der tjener stygt på skriverierne. Hvorfor må forfattere for en gangs skyld ikke kunne leve – og leve godt – af at frembringe litterær kunst? Forekommer det pengeklistrende poppet at få sig en litterær agent, kan man med lige så stor ret sige, at agenteriet blot er en formalisering af det økonomiske spil, der altid vil være forbundet med at udgive en bog. Og en adskillelse af arbejdet i forfatter-agent-opdelingen vil jo netop sikre, at den skrivende helt kan tage sig af det litterære, mens agenten kan gå efter pengene, som han er ansat til at hjemhente. Nu er det ikke, fordi Holst er kendt for at skrive stor kunst, men snarere for at sælge mange bøger – uden at der dog heller skal være noget galt i det – og det er da også litteraturens kommercielle superliga, agenterne først og fremmest henvender sig til. For som forhandlerled mellem forfatterne og forlagene skal de sikre, at de skrivende får mest muligt ud af mellemværendet, og det i nogle proportioner, hvor procenter ikke handler om hundredekrone-sedler. Det er nu en gang sværere at overbevise eventuelle købere om en kunstnerisk satsende digtsamling, hvis sproglige enegang det kræver tid at fordøje og forstå, end det er for eventuelle agenter at sælge læsestof, som tusinder af læsere i forvejen har guffet i sig. Skal man være fræk – og hvorfor må man egentlig ikke det? – kan man sige, at agenterne vel primært skal sælge den litterære føde, som allerede er gennemtygget af mange læsere i forvejen og derfor lettere at nedsvælge for eventuelle købere med indkøbsvognen under hagen. Og det er her, det økonomiske aspekt atter kommer ind i billedet.

Det er nemlig humlen ved agentvirksomheden, at den er et ekstra – også penge – led i forholdet mellem forfatteren og forlæggeren, og at agenten jo ikke opbygger biksen på grund af kærlighed til forfatterne, men for at tjene penge, turde være åbenlyst. Problemet er blot, at pengene, agenterne tjener, skal komme et sted fra, og hvis ikke de tages fra forlagenes indtjening, hvad disse jo næppe går med til, er agentafkastet nødt til at kommer fra en merpris på produktet, nemlig bogen, hvilket i sidste ende går ud over den læser, som jo ellers skulle mangedoble sig med disse nye tider. En anden bivirkning ved det nye ekstra led så man, da Ib Lauritzen, Danmarks agent for firmaet Bookman havde til opgave at lancere Synnøve Søe og dennes debutbog, Fars, over for de danske forlag. Resultatet var, at hun blev lanceret som marcipangris med indbygget skandale, snarere end for indholdet af bogen. Anything goes, hedder det som bekendt i markedsføringens lingo, hvor varen først og fremmest skal tage sig godt ud. Og solgt blev den da, men sikke en facon og sikke et cirkus!
En mere frugtbar måde at anskue en fremtidig litterær agentvirksomhed er, at den kunne optimere måden, dansk litteratur lanceres på i udlandet. På trods af at vi endnu har Dansk Litteratur Informationscenter under Kulturministeriet til at tage sig af denne sag, kunne der sagtens gøres mere for at udbrede kendskabet til dansk litteratur på andre tidspunkter end ved særlige danish wave-agtige begivenheder, hvor der truttes i trompet i en uge, hvorefter tømmermændene indfinder sig. Én ting er jo at videresælge det som storsælger i forvejen, men kunsten må være at få nye og flere læserøjne på det, som i forvejen har et lille publikum. Hvilket der imidlertid er få kroner i… Utvivlsomt er agentvirksomheden kommet for at blive i Danmark, men når Hanne-Vibeke Holst siger, hun ser agenterne som en art beskyttende gorillaer, kan man med lige så stor ret advare om, at gorillaerne er med til at gøre markedet omkring bøgerne, som i sidste ende skulle gavnes, mere primitive.

cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu