Læsetid: 4 min.

Bohrs erindring

8. februar 2002

»Har man som fysiker en moralsk ret til at engagere sig i arbejdet med den praktiske udvinding af atomenergi?«

Fra en beediget erklæring afgivet af den tyske kernefysiker Werner Heisenberg i 1948 om hans samtale med Niels Bohr i København, september 1941

Efter nazisternes nederlag og afslutningen på Anden Verdenskrig havde mange tyske værnemagtsofficerere og embedsmænd travlt med at lægge afstand til Hitler og retfærdiggøre deres virke i de mørke år under det nationalsocialistiske regime. Blandt dem var en gruppe talentfulde kernefysikere i forskningsgruppen Uranverein i krigsministeriet. Chefen var den eminente fysiker Werner Heisenberg, som Niels Bohr havde mødt under en forelæsning i Göttingen i 1920’erne og inviteret til at studere under sig i København. Heisenberg tilbragte ligesom mange andre store kernefysikere i den periode flere år på Niels Bohr Instituttet og lærte endda at tale dansk. Men da Hitler overtog magten, og Tyskland senere gik i krig, måtte det personlige forhold mellem danskeren og tyskeren naturligt blive anspændt. Danmark var blevet besat i 1940, og på instituttet arbejdede Bohr og hans kolleger, herunder sønnen Aage, under meget vanskelige forhold. Heisenberg, Carl Friedrich von Weizsächer (stadig i live) og andre tyske fysikere forsøgte tilsyneladende at lægge et godt ord ind for danskerne, således at de ikke led overlast fra den tyske besættelsesmagt. Ikke desto mindre nærede Bohr en naturlig mistro mod Heisenbergs og von Weizsächers intentioner, da de kom til København i september 1941 for at forelæse på det tyske kulturinstitut. Bohr gav naturligvis ikke møde. Det ville være ensbetydende med en blåstempling af nazisternes besættelse. I stedet opsøgte Heisenberg ham, og professor og elev gik ifølge flere kildeudsagn en tur i Fælledparken.

Det er her, den berømte samtale skal have udspundet sig imellem dem. Indtil i onsdags har videnskabshistorikere kun haft Heisenbergs udlægning samt andenhåndsudsagn fra Aage Bohr og flere andre kernefysikere, til hvem Bohr betroede sig om mødet i de efterfølgende år. For et par år siden oplyste Harvard-professor Gerald Holton under et seminar i New York om Michael Frayns prisbelønnede teaterstykke Copenhagen, at Bohr faktisk havde skrevet et brev til Heisenberg efter krigen, hvori han gav sin udlægning og bad om tyskerens reaktion. Svaret kom aldrig, fordi de to breve ikke blev sendt. Nu er to breve blev frigivet af familien og trykt på Niels Bohr Arkivets hjemmeside. Bohr skrev det første i 1957 efter
at have læst Heisenbergs version af mødet i Robert Jungks bog Stærkere end Tusind Sole. Det andet og langt fyldigere dikterede han flere udkast til i 1962 – en periode, hvor regeringer og historikere udspurgte ham om, hvad Heisenberg egentligt havde sagt. Typisk for Bohr ønskede han ikke at udtale sig, førend tyskeren havde haft chance til at svare.
Efter krigen havde tyske kernefysikere en åbenlys interesse i at skjule deres arbejde med atomenergi under Hitler. Under deres internering i England i 1945 foreslog von Weizsächer f.eks., at de skulle tage afstand fra de allieredes opfindelse af atombomben og tale for fredelig udnyttelse af atomenergi, skønt de havde været dybt involveret i at udvikle en radioaktiv bombe på vegne af nazisterne. I 1948 aflagde Heisenberg ovenstående beedigede erklæring. I utallige interviews indtil sin død forklarede den tyske fysiker, at han havde haft moralske skrupler under krigen, og at det var lykkedes ham at forsinke udviklingen af en tysk atombombe. Ingenlunde. Det var en livsløgn. Under sit møde med Bohr i 1941 talte han ikke alene Tysklands sag (nazisterne var at foretrække fremfor bolsjevikkerne, det var okay at undertvinge Polen og invadere Frankrig), Heisenberg lagde også op til, at Uranverein ville opgive sit arbejde, såfremt England og USA – bistået af de flygtede tysk-jødiske kernefysikere – ville indstille udviklingen af en atombombe. Bohr forstod straks, hvad dette her handlede om og blev naturligvis indigneret. Var hans gamle elev monstro ikke en gesandt for Hitler? Herudover opfordrede Heisenberg Bohr og instituttet til at være mere samarbejdsvenlige over for besættelsesmagten, idet Tyskland jo ville vinde krigen. Det fik bægeret til at flyde over for Bohr.

Nogle fÅ historikere og fysikere mener, at de to mænd talte forbi hinanden. Det har altid været Heisenbergs version. Bohr havde ikke forstået hans ærinde: De moralske skrupler. Men det er yderst tvivlsomt. Bohr forstod udmærket budskabet, udtrykt i vage vendinger, og han ville ikke høre tale om at gøre fjenden nogen tjeneste. Danskeren var noget af det mest elskværdige, men når det kom til at stå op for sit land og ’en stor menneskelig sag’, stod han fast – også på erindringen om, hvad Heisenberg havde sagt i de fem-ti minutter, mødet varede. Det må man beundre Bohr for.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu